12 myter om alkoholbehandling
Debatten om, hvor god behandlingen af danskernes alkoholmisbrug er, er praeget af misforståelser. Der florerer myter, som kan få politikerne til at traeffe forkerte beslutninger om rusmiddelbehandling – med fatale konsekvenser.
ANETTE SØGAARD NIELSEN
Et glas vin, en kold øl eller en drink spiller en stor rolle for danskernes oplevelse af god livskvalitet.
Graensen til det problematiske forbrug er ikke sort-hvid. Der er mange grader mellem et ufarligt, mindre forbrug, et moderat forbrug, et risikabelt forbrug, et skadeligt forbrug og et afhaengigt forbrug. Hvis et forbrug er ved at eskalere, er gode råd eller behandling så tidligt som muligt det bedste.
Der er i øjeblikket stor politisk debat om kvaliteten af den eksisterende rådgivning og behandling. Det er godt, men der er desvaerre en raekke myter om den offentligt finansierede alkoholbehandling, som både kan føre til uheldige beslutninger om fremtidens rusmiddelbehandling og afholde folk fra at søge hjaelp.
Myte 1: Behandlingen bygger ikke på forskning. Det er helt forkert, for der er sket en rivende udvikling inden for alkoholbehandling fra at vaere erfaringsbaseret til at vaere evidensbaseret. Tidligere blev det betragtet som en social intervention målrettet ”manden på baenken”, men i dag er alkoholbehandling både en social-faglig, psykologfaglig og sundhedsfaglig evidensbaseret intervention.
I dag ved vi, at antabus ikke virker så godt, som man troede, og at der findes andre medikamenter, som er bedre og meget bedre dokumenterede. Medicinsk behandling er hjaelpsom som supplement til samtalebehandling. Afhaengighed af alkohol er også en neurobiologisk lidelse, hvor alkohol har aendret på hjernens signalstoffer, og så kan medicinsk behandling vaere en hjaelp. Man regner med, at halvdelen eller mere af årsagsforklaringen på udvikling af afhaengighed beror på biologi.
Livslang afholdenhed er det eneste mål for behandling. Det er ikke rigtigt. Livslang afholdenhed er ikke det eneste mål, for i dag arbejder man med individuelle målsaetninger som f.eks. kontrol over alkoholforbruget, reduktion af forbruget eller afholdenhed alt efter den enkeltes persons situation og behov. Ved svaer afhaengighed kan målet vaere udskydelse af naeste ”anfald” af lidelsen så laenge som muligt.
Myte 2:
Der er ingen effekt af behandlingen. Det er en helt forkert antagelse. Der er solid forskning, som viser, at effekten af alkoholbehandling er på linje med effekten
Myte 3:
af en lang raekke medicinske og psykiatriske interventioner. 70-80 pct. af dem, der søger alkoholbehandling, vil opnå et positivt udbytte af behandlingen. Efter afsluttet behandling kan den pågaeldende få ”et anfald” af det problematiske forbrug igen, men det mest almindelige er, at man kun har et enkelt eller få yderligere ”anfald” i livet.
Man ved i dag meget om effektive og ikke effektive behandlingsmetoder, og den offentlige behandling bruger i dag de metoder, som er videnskabeligt veldokumenterede. Rygraden i behandlingen er evidensbaserede metoder inden for samtalebaseret behandling suppleret med medicinsk behandling.
Den offentlige behandling er ensartet i landet. Det er desvaerre forkert. Udviklingen på alkoholbehandlingsområdet er drevet af de større offentligt finansierede behandlingssteder og forskningsmiljøer. Forskellige kvalitetstjek af alkoholbehandlingen har afsløret en stor variation i alkoholbehandlingen på tvaers af landet – både strukturelt og indholdsmaessigt. Det er heller ikke rimeligt, at der i et land af Danmarks størrelse findes mere end 70 offentlige behandlingsinstitutioner, for nogle
Myte 4:
enheder er så små, at differentieret og kvalificeret alkoholbehandling ikke er muligt.
Forskellige kvalitetstjek af alkoholbehandlingen har afsløret en stor variation i alkoholbehandlingen på tvaers af landet – både strukturelt og indholdsmaessigt. Det er heller ikke rimeligt, at der i et land af Danmarks størrelse findes mere end 70 offentlige behandlingsinstitutioner, for nogle enheder er så små, at differentieret og kvalificeret alkoholbehandling ikke er muligt.
Alle kommer i behandling. Desvaerre ikke rigtigt – behandlingssystemet får kontakt med alt for få, men vi ved ikke praecist, hvor mange mennesker der har alkoholproblemer i Danmark. Det er omfattende og dyrt at finde ud af, hvor stor målgruppen for behandling er. På baggrund af de regelmaessige befolkningsundersøgelser af danskernes livsstil ved vi, at antallet af personer med moderate alkoholproblemer er steget en smule fra 394.328 i 2010 til 401.682 i 2021. Antallet med svaere alkoholproblemer er i samme periode faldet fra 71.552 til 67.093. I dag er der ca. 25.000 mennesker i offentligt finansieret alkoholbehandling. Det er i bedste fald halvdelen af dem, der har behov.
Mennesker med alkoholproblemer bør hjaelpes på et tidligere tidspunkt, end vi gør i Danmark i dag, hvor folk først kommer i behandling, når de i gennemsnit har drukket for meget i 10 år eller mere.
Myte 5:
Personer, der har udviklet en alkoholafhaengighed, er ikke motiverede for behandling. Det er ikke sandt, men det er op til den
Myte 6:
enkelte at acceptere behandling. Hvis man er afhaengig, har man pådraget sig neurobiologiske aendringer af hjernen, som gør det svaerere at beslutte sig for at holde op med at drikke. Behandling vil altid vaere baseret på frivillighed og fleksibilitet, så mulige barrierer for behandling fjernes. Man opnår kun noget med empati, omsorg, respekt og optimisme – man kan ikke opnå noget med tvang.
Myte 7: Det er svaert at sikre kvalitet på tvaers af mange behandlingstilbud. Nej – for det kan man opnå med minimumsstandarder. Det skal ikke vaere en spaendetrøje for institutionerne, men en ramme for, hvad der er godt og skidt: Hvilke behandlinger skal man kunne levere, hvilke kompetencer skal man som institution skal have, minimumstørrelsen, og hvor stor en andel af kommunens borgere med alkoholproblemer skal man få fat i. Det kunne også danne grundlag for de sociale tilsyn, som i dag ikke er tilstraekkeligt daekkende, fordi de tager udgangspunkt i social behandling – alkoholbehandling er behandling i henhold til sundhedsloven.
Myte 8: Der er venteliste på behandling. Det er ikke sandt, for der er 14 dages behandlingsgaranti i henhold til sundhedslovens § 141.
Myte 9: Behandling indebaerer, at man skal sidde i rundkreds og kraenge sit liv ud. Det er helt forkert. Behandlingen foregår i en motiverende kontekst med veldokumenterede metoder. Psykoanalytisk tilgang og konfronterende metoder er forladt, fordi det er ineffektivt og skadeligt.
Det er pinligt at søge behandling for et alkoholproblem. Naeh, det er det ikke. Tvaertimod giver det respekt at gøre noget ved det. Personalet her har tavshedspligt ligesom alle andre, der arbejder inden for sundhedsloven. Der er ikke information, som deles med andre, medmindre patienten har bedt om det eller sagt ja til det.
Myte 10:
Løser man alkoholproblemet, løser man alt. Nej, for i mange tilfaelde er alkohol kun en del af problemet. Psykiatriske problemer (dobbeltdiagnose) er hyppige og bør behandles i samme forløb. Først nu er det politisk aftalt, at patienter med dobbeltdiagnoser skal tilbydes samlet behandling i psykiatrien.
Myte 11:
Privat, selvbetalt behandling er bedre end offentlig finansieret behandling. Det er der ingen som helst dokumentation for. Offentlig finansieret behandling er underlagt krav om tilsyn, mens selvbetalte, private behandlingstilbud er helt uregulerede i dag. Det kan ikke passe, at vi fortsat har behandlingstilbud, som ikke er omfattet af tilsyn, og som ingen kender kvaliteten eller omfanget af. Det er både uvaerdigt og urimeligt, at disse tilbud ikke er reguleret – det bør der lovgives om. Herudover bør man forlange, at private behandlingsinstitutioner altid skal have samarbejdsaftaler med den kommune, hvor behandlingsinstitutionen fysisk har adresse, hvis behandlingen skal finansieres af offentlige midler.