Nyttig idiot for despoten Erdogan
Principperne er hurtigt overstået om Rasmus Paludans afbraending af koraner. Det er usympatisk og ubehageligt, men det er der så meget, der er i et samfund som vores; båret af vaerdier, der er udviklet over et par tusinde år. Han har ret til at gøre det, ligesom andre har ret til at udføre den type provokationer, som de nu synes er bydende nødvendige, så laenge de holder sig inden for loven. Ytringsfriheden som princip er ikke til diskussion.
Det kan også vaere nyttigt at minde om, at det faktisk ikke er Rasmus Paludan, der udløser vold og optøjer, som igen nødvendiggør et vaeldigt politiopbud til hans happenings, hvad enten de foregår i Stockholm eller på Nørrebro. Det er reaktionen på Paludan, som skaber disse omstaendigheder. Hvorfor bliver en type som Paludan dog ikke bare ignoreret eller tiet ihjel af dem, der er så forbitrede over hans aktioner? Det er faktisk isaer dét, der kan undre.
Sandheden er desvaerre, at Paludan og hans håndfaste kritikere lever af og ved hinanden. De befaester deres egen identitet ved at gå efter hinanden og bygge sig selv op i hinandens modbillede. Det gaelder også på et storpolitisk plan. Er der nogen, der har fundet sammen lige nu i et umage makkerskab, er det Paludan og Tyrkiets enevaeldige hersker, Recep Tayyip Erdogan. Praesidenten har foreløbig skudt et svensk Nato-medlemskab til hjørne med direkte henvisning til Paludans koranafbraendinger. Det er ikke til at baere.
Paludan optraeder som Erdogans nyttige idiot. Erdogan er presset på hjemmefronten op til praesidentvalget om fire måneder. I sine 20 år ved magten har han aldrig stået så svagt, og der er optraek til, at han kan blive stemt ud. På den baggrund er Paludans aktioner i det fjerne Skandinavien gefundenes Fressen. Det er lige efter drejebogen for autokrater: Der er ikke noget til at sløre indenrigspolitiske problemer som en rask lille udenrigspolitisk krise, der kan samle vaelgerne om praesidenten og nationen.
Når så både profeten og denne verdens 1,2 mia. muslimer ovenikøbet kan indkaldes som både kraenkede og fornaermede, så kører et kun alt for velkendt spil igen. Ja, mindelserne om visse tegninger i denne avis, men isaer den veliscenesatte reaktion på dem er svaere at overse. Det er 17 år siden. Ikke meget har flyttet sig desvaerre. Også dengang var det reaktionen på tegningerne, der skabte en konflikt. Også Muhammed-krisen blev først til noget, da totalitaere kraefter i Mellemøsten fandt ud af at saette dem i scene indenrigspolitisk. Dermed hører lighederne mellem debatten dengang og Paludan-affaeren i dag så også op.
Det giver naeppe mening at aftvinge Paludan et svar på, om han med sine aktioner virkelig vil tage med i købet, at Sverige ikke kan optages i Nato. Han vil mene, at det er Tyrkiet under Erdogan, som ikke hører hjemme i det vaerdifaellesskab, som Nato også er. Og så meget ret han kan have i netop dén pointe, så urealistisk er det, at Nato i den nuvaerende globale situation skulle finde på at skibe Tyrkiet af. Derfor: Paludan går Erdogans aerinde, som denne dårligt selv kunne have håbet på.
Paludan kan bruge sin ytringsfrihed, som han vil. Det er ikke til diskussion. Men det er bestemt vaerd at minde om, at han i denne sag blindt tjener despotens sag på bekostning af Sverige. Han giver Erdogan alle muligheder for et politisk comeback. Selv i den verden, der nu engang må vaere Paludans, giver det simpelt hen ingen mening. Det er tid til at vise lidt almindelig snusfornuft.