Den tyrkiske praesident, der blev en sten i skoen for Nato og svenskerne
Tyrkiets praesident, Recep Tayyip Erdogan, en ofte genstridig, men en politisk gigant med stor indflydelse. Det er senest Nato og Sverige blevet mindet om.
Igennem 90 år har skiftende tyrkiske premierministre alle haft et relativt beskedent pink palae i Ankara som deres officielle residens.
Det har Recep Tayyip Erdogan aendret. I 2014 rykkede han ind i et nybygget praesidentpalads i udkanten af den tyrkiske hovedstad. Med over 1.000 vaerelser mellem endeløse taeppebelagte korridorer er det 30 gange større end Det Hvide Hus og udstyret med sin egen moské.
Det repraesenterer på mange måder Erdogans nye Tyrkiet.
Igennem sine 20 år ved magten har han til stor fryd for sine millioner af støtter genforenet Tyrkiet med sin islamiske arv, som Tyrkiets grundlaegger, Kemal Atatürk, efter Osmannerrigets kollaps skrottede til fordel for sekularisme. Erdogan har også ført landet i en autokratisk retning og uofficielt samlet rollerne som praesident, premierminister, partiformand og centralbankchef under sig i praesidentpaladset.
I dag har den tyrkiske leder derfor det sidste ord i naesten alle politiske beslutninger. Det er Nato og saerligt Sverige de seneste til at blive mindet om.
Erdogans ord er lov
Efter i mere end et halvt år at have stillet betingelser for at acceptere en finsk-svensk udvidelse smaekkede Erdogan i denne uge døren i som svar på den dansk-svenske propagandist Rasmus Paludans koranafbraending foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Der er nu usikkerhed om, hvorvidt svenskerne nogensinde kommer med. Det skal ses i lyset af, at skiftende regeringer under Erdogan altid har vaeret en fortaler for at udvide Nato, ligesom hans ministre og embedsmaend på lukkede møder tidligere har udtrykt støtte til optagelsen af de to lande.
Det understreger Erdogans enevaelde. Skifter han mening, skifter hele den tyrkiske regering mening. Det samme gør hans islamiske regeringsparti, AKP, som Erdogan stadig holder i sin hule hånd.
»Hvis praesidenten siger, at det er blåt,« siger et parlamentsmedlem fra AKP til magasinet The Economist og holder et hvidt lommetørklaede frem, »så er det blåt«.
Erdogans religiøse baggrund har altid vaeret en del af hans varemaerke. Han kommer fra beskedne kår, men en troende familie. Da han blev valgt ind i parlamentet, så det sekulaere Tyrkiet det som en trussel og stoppede ham fra at indtage posten. Han stillede i stedet op som borgmester i Istanbul og vandt, hvilket fik kritikere til at advare om, at millionbyen var på vej mod shariastyre.
Autokratiske tendenser
I stedet viste Erdogan, at han ud over sine formidable talegaver, også er en effektiv forvalter.
Han transformerede byens offentlige service og offentlige transport. Han brugte sin popularitet som springbraet, og i 2001 vandt hans nystiftede Retfaerdighed- og Udviklingspartiet med en sin blanding af konservativ nationalisme og islamisme en jordskredssejr og fik regeringsmagten.
Da Erdogan i 2003 selv blev premierminister, fik han økonomien til at boome, skabte en ny middelklasse og gjorde Tyrkiet til en regional militaermagt. For Vesten blev han et symbol på, at islam og demokrati kunne fungere i skøn forening. Mange konservative tyrkiske kvinder følte sig frigjorte af ophaevelsen af forbuddet mod tørklaeder i offentlige institutioner.
Men jo laengere han har siddet på magten, jo mere klar er hans autokratiske tendenser også blevet.
Politikeren, der engang sammenlignede demokratiet med en sporvognstur – »når du når din destination, stiger du af« – har ladet magten og pengene sive fra statslige institutioner til venner, familie og allierede. Det har taget til efter det fejlslagne kupforsøg i 2016. Bl.a. har en svigersøn vaeret centralbankchef, en anden leder den statslige våbenfabrik Baykar, der bl.a. har leveret droner til Ukraine. En af hans sønner er en magtfuld figur i AKP og har gjort sin far følge ved topmøder i bl.a. Iran. Sammenlagt siges familien at sidde på en anselig formue og have andele i adskillige selskaber.
Men mens Erdogan med sine visioner engang repraesenterede forandringer og fremtiden, synes han nu at have mistet sin magi, skriver Soner Cagaptay i sin bog om Erdogan, ”En sultan i sit efterår”. Den kroniske inflation, der plagede Tyrkiet før Erdogans tid, er tilbage på fuld styrke. Det seneste tal fra december var 65 pct., og tyrkerne bliver igen fattigere.
Mange af de vaerktøjer, som han bruger til at kaempe for at fastholde sit greb om magten, er blevet en trussel for Tyrkiets demokrati.
For tidligt at dømme ude
AKP udnytter f.eks. medierne til partipropaganda. Efter kupforsøget skete der en udrensning i medierne, og kun omkring 10 pct. er i dag uafhaengige eller støtter oppositionen, og selv de undlader af gode grunde at kritisere Erdogan. Siden 2014 er flere end 200.000 personer blevet efterforsket for at fornaerme praesidenten. En ny lov har også netop gjort det strafbart med op til tre års faengsel at sprede »falske nyheder« på nettet, uden at det er klart, hvad falske nyheder er.
Men selv om opbakningen er dykket, er det for tidligt at dømme Erdogan ude. Han har igennem sin tid vundet 10 parlamentsvalg, to praesidentvalg og tre folkeafstemninger. Han har overlevet masseprotester, korruptionsskandaler og et kupforsøg, som hans tidligere allierede fra den magtfulde Gulenistbevaegelse angiveligt stod bag.
Han er samtidig en skamløs pragmatiker og har et staerkt politisk instinkt, hvilket er en del af forklaringen på Erdogans reaktion på koranafbraendingen i Sverige. Der er praesident- og parlamentsvalg i Tyrkiet om fire måneder, og som tidligere bruger Erdogan Vesten som prygelknabe til at mobilisere sin demoraliserede vaelgerbase af konservative muslimer.
Hvis praesidenten siger, at det er blåt, så er det blåt. PARLAMENTSMEDLEM FRA ERDOGANS REGERINGSPARTI, AKP, OM PRAESIDENTENS KONTROL OVER PARTIET TIL MAGASINET THE ECONOMIST