Hvornår gav vi kommunen lov til at vaere politi, anklager, dommer og faengselsbetjent?
Frederikssund Kommune har i december henvendt sig til Hillerød Hospital for at spørge, om man ville saette en af kommunens gravide borgere, Sofie, i gang med at føde før tid, da kommunens ansatte forventede at tage den nyfødte fra moderen ved fødslen. Det ville nemlig passe bedst ift. de ansattes juleferie. Hospitalet sagde heldigvis nej.
Herefter anmodede kommunen hospitalet om ikke at lade Sofie forlade barselsgangen eller få besøg af børn eller maend. Så bedstefar og onkel måtte ikke komme. Bedstemor og moster måtte gerne. Og efter barselsopholdet mente kommunen igen at have beføjelser til at bestemme over mor og barn, som kom i ”omvendt familiepleje”. Sofie måtte ikke forlade matriklen alene med barnet og måtte kun få besøg af en kommunalt ansat.
Er det lovligt, har ”Reporterne” på 24syv, som har afdaekket historien, spurgt lektor i børneret Hanne Hartoft om. Nej. Det er ulovligt, hvilket også lektor i socialret Caroline Adolphsen har bekraeftet, ligesom formanden for de danske fødselslaeger og gynaekologer har pointeret, at det er ulovligt at saette en kvindes fødsel i gang uden laegefaglig begrundelse.
Er det hele en joke? Nej. Ej heller en enlig svale, for har man fulgt bare lidt med, ved man, at også Frederiksberg, Ribe, København, Langeland, Taarnby og Fanø Kommune har behandlet foraeldre og børn på lignende måder.
Det er, skraemmende nok, ikke altid, sagerne ryster byrådet, men i Frederikssund er der faktisk et medlem af rådet, der vil søge at få
Sofies sag gjort om og undersøge, hvad det er ved forvaltningen, der gør, at man opfører sig, som man gør.
Det vil jeg også gerne have svar på, for der har ikke ligget en afgjort sag om Sofie til grund for kommunens handlinger. Kommunen agerer på en formodning om, at hun ikke kan tage vare på et barn, og en formodning om, at man selvfølgelig ikke tager fejl.
Normalt forbinder vi ellers domme, der ikke baserer sig på jura, men på den autoritet, som den, der efterforsker, dømmer og eksekverer en dom, har i et givent samfund, med lande i Mellemøsten. Men det skal vi måske genoverveje, hvis vi ser den anden vej, mens kommunen agerer både politi, anklager, dommer og faengselsbetjent.
Når jeg i selskab med andre vredes over denne type sager, møder jeg imidlertid tre reaktioner. Den første fra folk, der selv er ansat i det offentlige. De sympatiserer med kommunens sagsbehandlere og synes i modsaetning til mig åbenbart ikke, det fører til åbenlys forråelse, når myndighedspersoner ikke ejer tvivlens nådegave. Den anden fra folk, der er overbevist om, at der må vaere tale om en enkeltstående fejl, uagtet hvor mange eksempler jeg giver, for “det er jo Danmark”. Den tredje fra folk, der indikerer, at der jo nok ikke går røg af en brand uden ild.
Men ingen af de reaktioner rammer bare i naerheden af skiven, for nej, hverken jeg eller andre kan på baggrund af en historie i medierne afgøre, om et barn skal tvangsfjernes eller ej. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at selv hvis et barn skal tvangsfjernes, så skal det gå lovligt for sig, så vi er sikre på, at det er det rigtige at gøre, og at ingen udsaettes for vilkårlig magtmisbrug.
Gider man ikke kere sig om magtmisbrug, når det rammer et medlem af socialklasse fem, skal man naeppe regne med støtte den dag, formodningsdomme er blevet så udbredt, at de rammer en selv. Men herfra skal der da lyde et stort held og lykke i mellemtiden!
Kommunen agerer på en formodning om, at hun ikke kan tage vare på et barn, og en formodning om, at man selvfølgelig ikke tager fejl.