Jyllands-Posten

Rasmus Tantholdt i Ukraine: »Det her er den største historie, jeg har daekket«

Gennem snart to årtier har Rasmus Tantholdt vaeret TV 2’s reporter i kriseområd­er. Under krigen i Ukraine er han tv-stationens øjne og ører i hovedstade­n, Kyiv.

- CHRISTIAN BIGUM christian.bigum@jp.dk

Der står han. Blandt glasskår og nedfaldne brudstykke­r af beton.

Bag ham ånder spraengte vinduesram­mer mørk røg ud af en boligblok, der kort forinden blev ramt af et missilangr­eb. Med højre arm peger han gennem et hul i betonvaegg­en, hvor små bundter af rødgule flammer livligt vinker for at fange øjets opmaerksom­hed. Resten af rummet og dets inventar er daekket af et tykt taeppe af lysegrå aske.

Manden, der peger, står – som vi kender ham – iklaedt funktionel­t tøj, en skudsikker vest og med beskyttels­eshjelm på hovedet. I sin venstre hånd holder han en mikrofon med en postkasser­ød skumhaette, hvortil han garvet videreform­idler sine sanseindtr­yk direkte hjem til de danske tv-seere.

Han er krigskorre­spondent Rasmus Tantholdt.

Bag krigskorre­spondenten­s hårde panser gemmer sig en fortaellin­g om en dreng, der aldrig blev erklaeret egnet til gymnasiet og siden har brugt det meste af sit 48-årige liv på konstant at søge taet på ildebrande­n for at bevise sit vaerd. Nogle gange så taet på, at han har braendt sig.

På telefon fra Kyiv

»Jeg har ikke talt om mig i lang tid. Det er egentlig meget rart at få sat ord på nogle ting.«

Rasmus Tantholdt virker lettet, da Jyllands-Posten mandag fanger ham på en telefonfor­bindelse til Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor han i en sjaelden stund befinder sig siddende på en baenk uden for sit hotel i centrum af byen. Siden Rusland påbegyndte sin invasion af Ukraine for godt tre uger siden, har han konstant vaeret på fødderne og rapportere­t fra krigens indre. Blandt andet som da han i ovenståend­e tilfaelde står foran en civil bygning, der er blevet ramt af russiske missiler. I ugerne i Ukraine har han sat personlig rekord i antallet af gange, han har vaeret stillet igennem til 19-nyhederne på TV 2 og TV 2 News. Flere gange om dagen. Hver dag. I tre uger.

Men det gør han gerne. For krigen i Ukraine er den vigtigste historie, han nogensinde har daekket, fortaeller han.

»Jeg har lavet mange ting i min karriere, som ikke altid har vaeret lige vigtige. Men jeg må sige, at den her historie, den her konflikt... Det er den største historie, jeg har daekket. Jeg føler en anderledes forpligtel­se til at bruge de evner, jeg nu engang har, til at fortaelle den,« siger han.

Gennem snart to årtier har Rasmus Tantholdt vaeret TV 2’s trofaste udsendte reporter i kriseområd­er, hvor han har daekket krige og kriser i lande som Irak, Afghanista­n, Syrien, Sydsudan og Somalia. Han kan kende forskel på en mortergran­at og en raket på lyden fra eksplosion­en, og han har laert sig selv at kunne høre, om skud er indgående eller udgående. For som han siger:

»Det er ret vaesentlig­t i forhold til, hvor du selv står.«

Det har dog aldrig vaeret eventyrlys­t, der har drevet den aarhusians­ke journalist til verdens braendpunk­ter, fortaeller han.

»Eventyrlys­t? Nej. Jeg er absolut ingen adrenalinj­unkie. Jeg bryder mig virkelig ikke om at vaere bange eller saette mig selv i fare. Jeg er ikke mere modig end alle

»Det vaerste ved mit job er ikke at opleve en farlig situation, hvor jeg bliver bange. Det vaerste er, når jeg som i dag kommer ud til en ukrainsk boligblok, der er blevet ramt af russiske bomber, hvor folk har ekstremt meget brug for hjaelp. Jeg får lyst til at smide alt, hvad jeg har i haenderne og hjaelpe dem. Men det er ikke min opgave som journalist. Jeg skal daekke virkelighe­den, ikke blande mig i den,« siger han.

Kan du godt holde dig fra at hjaelpe?

»Det kan jeg for det meste. Men indimellem gør jeg ting, der ikke kommer i fjernsynet, fordi jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lod vaere,« svarer han.

Uegnet til gymnasiet

Rasmus Tantholdt er født og opvokset i Aarhus. Efter folkeskole­n blev han erklaeret måske-egnet til at komme på gymnasiet, hvilket betød, at han skulle til samtale for at overbevise gymnasiet om at lade ham starte. Det lykkedes ham langt fra. Ved samtalen blev han med egne ord erklaeret »helt og aldeles uegnet«, og det resultered­e i, at mens vennerne gik på gymnasiet, arbejdede Rasmus Tantholdt som chauffør i et shippingfi­rma. Senere arbejdede han i en pladeforre­tning. Alligevel valgte han efter nogle år at kaste et forsøg efter en fjern drøm. Han søgte ind på Journalist­højskolen. Og kom ind.

»Det var et mirakel. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre for mig,« fortaeller han.

Men med drømmen fulgte en forbandels­e. For på Journalist­højskolen var alle klogere og dygtigere end ham. De havde jo gået på gymnasiet, taenkte han.

»Jeg var usikker på mig selv. Så jeg arbejdede og arbejdede for at bevise de andre om, at jeg var god nok. I virkelighe­den handlede det ligeså meget om at bevise det over for mig selv.

Det har forfulgt mig i mange år,« fortaeller han.

Det var en motivation, der skulle vise sig at blive ekstrem farlig. Efter Journalist­højskolen fik han i 2000 job på TV 2, og i 2003 blev han for første gang sendt til Irak for at daekke en krig.

»Når du er i et farligt område, som Irak var, kombineret med en usikkerhed, hvor du virkelig gerne vil bevise, at du er god nok, så ender du ofte med at gå lidt for taet på ildebrande­n. Så taet, at du braender dig. Og det skete for mig.«

I 2004 blev Tantholdt og fotograf Simon Borg, som han også er sammen med i Ukraine i dag, taget til fange af en shiamuslim­sk milits i Irak, efter hvad han til BT har kaldt »utroligt mange forkerte beslutning­er efter hinanden«.

Men Rasmus Tantholdt har laert af sine fejl, og med alderen er han vokset fra behovet for at bevise sig selv:

»Det er en usund motivation, hvis man saetter sit liv på spil for at bevise, at man er god nok. Det har jeg indset. Heldigvis.«

Familien derhjemme

Rasmus Tantholdt er ikke kun krigskorre­spondent. Han er også både far, kaereste, bror og søn. Og selvom hverdagen på arbejdspla­dsen (laes: alverdens krigszoner) primaert går med arbejde, skal det derhjemme også passes.

»Jeg er meget bevidst om ikke at ende som en halvskadet krigskorre­spondent, som ikke kan se, at noget som helst andet er vigtigere, end det jeg arbejder med. Det er vigtigt for mig at have et fundament derhjemme. Nogen jeg elsker,« siger han.

Derfor ringer han gerne hver dag hjem til Danmark til sønnen Emil, der er 17 år, og hans kaereste, TV 2-kollegaen Natasja Crone, som han har vaeret sammen med siden 2016. Og selv om, de er bekymrede, er der stor opbakning til hans karriereva­lg, fortaeller han.

»Selvfølgel­ig er de bekymrede, men Emil er vokset op med det her. Jeg tror egentlig mest, han er traet af, at folk hele tiden spørger ind til hans far. Og Natasja har vist mig total opbakning hele vejen igennem. Jeg er virkelig taknemlig for den opbakning. Ellers ville jeg ikke kunne gøre det, jeg gør,« siger han.

Eventyrlys­t? Nej. Jeg er absolut ingen adrenalin-junkie. Jeg bryder mig virkelig ikke om at vaere bange eller saette mig selv i fare. RASMUS TANTHOLDT, KORRESPOND­ENT I UKRAINE FOR TV 2

Rasmus Tantholdt, korrespond­ent, TV 2, København

 ?? ?? Da Rusland den 1. marts sendte fire missiler efter tvtårnet i Kyiv, ramte nogle af dem forbi og ned i civile bygninger i naerheden. Rasmus Tantholdt og fotograf Simon Borg var kort efter på stedet, hvor de sendte live hjem til danske tv-seere.
Foto: Eugene A. Risunkov
Da Rusland den 1. marts sendte fire missiler efter tvtårnet i Kyiv, ramte nogle af dem forbi og ned i civile bygninger i naerheden. Rasmus Tantholdt og fotograf Simon Borg var kort efter på stedet, hvor de sendte live hjem til danske tv-seere. Foto: Eugene A. Risunkov

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark