Polens nødvendige opgør med et smuldrende EU

Polens opgør med EU kan få andre lande til at følge trop og vaere begyndelsen til en pragmatisk proces, som får EU til at aendre sig til et fornuftigt samarbejde på en raekke felter som handel og miljø.

Ved sankthans 2016 sagde et flertal af Storbritanniens vaelgere, at det nu efter 48 år var tiden at tage afsked med EU. Den egentlige udmeldelse skete så knapt fire år senere. Jeg skal ikke gøre mig klog på den enkelte vaelgers bevaeggrund for at stemme, som han gjorde. Men jeg tøver ikke med generelt at vurdere det som vaerende et folkeligt forsvar for den nationale selvbestemmelsesret.

Også i andre lande havde i det små opgøret med EU stille og roligt vaeret undervejs. Her til lands markeredes således dansk selvbestemsegrad-landene ved et par folkeafstemninger, hvor man lagde afstand til EUprojektet.

Langt mere betydningsfuldt er, at Polen – et af EU’s største lande – nu for fuldt projektørlys har lagt an til et fundamentalt opgør med selve EU-systemet. Og endnu mere bemaerkelsesvaerdigt er, at Polens kammerater i de såkaldte Visegrad-lande, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, fra sidelinjen synes at heppe på Polen.

Kort beskrevet drejer opgøret sig om to artikler i EU-traktaten, artikel 1, hvor det fastslås, at der skal arbejdes frem mod en stadig snaevrere union, samt artikel 19, som beskriver, at EU-Domstolen og dermed EU-retten står over de nationale retssystemer. I virkeligheden er netop disse to artikler kernen i EU-samarbejdet, og hvis bare et medlemsland får lov til at sige fra på netop disse punkter – ja, så smuldrer systemet.

Vaesentligt er det dog, at der under disse overordnede artikler er en raekke sager, som har bragt Vires, på kollisionskurs med EU. Først og fremmest er det landenes faste beslutning om at opføre sikre og effektive graensevaern i overensstemmelse med de fire landes generelle afvisning af illegale. Her er det først og fremmest Ungarn, som har gjort sin pligt. Af andre vaesentlige sager er, at specielt det staerkt katolske Polen har nogle saeregne holdninger til homoseksualitet, hvilket har medført urimelige overgreb på netop denne befolkningsgruppe. Den måde, hvorpå man naermest fra officielt hold har behandlet homoseksuelle, falder jo på ingen måde i vor smag, hvilket vi jo også fra dansk side ofte har givet udtryk for. Der er også anden lovgivning, som jeg på min side finder forkert.

Det afgørende for mig og for os i Dansk Folkeparti er imidlertid, at ethvert europaeisk land som princip bør have retten til at gennemføre egen lovgivning. Det betyder for Danmark, at Højesteret herhjemme igen bør blive højeste retsinstans, og at en afgørelse fra Højesteret ikke bør kunne appellemelse

hvad enten det nu er EU-Domstolen eller anden international ret. Det siger sig selv, at traktatens artikel 1 for mig er og bliver en snaerende lov, som vi ikke bør følge.

Polen fører derfor p.t. Danmarks sag og bør for den indsats hyldes.

Topmødet for nylig bragte intet nyt om det polske dilemma. EUKommissionen tøver. Man kunne overbringe sagen til EU-Domstolen, hvor et udkomme givet ville blive en endeløs raekke af dagbøder i millionklassen, man kunne i samme ombaering tilbageholde milliarder tiltaenkt Polen oven på pandemien, og man kunne fratage Polen stemmeretten.

Dilemmaet er dog, at såfremt Polen fortsaetter, fremturer og naegter at følge trop, hvad gør man så? Vil man smide et medlemsland ud, hvis landet udtrykkeligt har gjort klart, at man gerne vil blive i EU? Og endnu vaerre: Hvor står lige nu en raekke andre EU-lande, som på mange felter mener, at EU har spillet fallit; det gjaldt ved pandemien, det gaelder graensekontrollen, og det gaelder menneskestrømmen over Middelhavet til Spanien, til Italien, til Graekenland.

Men hvad nu, hvis Polens opgør med EU kan vise sig at vaere begyndelsen til et pragmatisk opgør, som ville kunne give anledning til, at EU – vel vidende at man ikke kan tvinge frihedselskende europaeiske lande til aegteskab – i stedet aendrer sig til et fornuftigt samarbejde på en raekke felter som handel og miljø? Ja, så ville der måske kunne vaere en fremtid for et smuldrende EU. Ellers vil flere og flere lande følge Storbritannien.

Ethvert europaeisk land som princip bør have retten til at gennemføre egen lovgivning.