»Vi var alt for gode til at vaere onde mod andre«
Da Peter Mølgaard blev syg med kraeft, hørte han aldrig noget fra sin gode ven David Trads, selv om de to havde vaeret bedste venner i folkeskolen og gymnasiet. Nu mødes de to, 40 år efter de gik i folkeskole sammen i den lille by Suldrup i Himmerland. I
Jeg er lige kommet ind ad døren hos Peter, min gamle klassekammerat, der nu bor på Als, da han spørger mig: »Er der nogen fra klassen, der ikke vil mødes med dig?« Jeg taenker, at det er et underligt spørgsmål – for hvem pokker skulle dog ikke have lyst til, at jeg kom forbi? Så kommer jeg i tanke om, at Kristian faktisk har sagt, at han ikke har lyst.
»Jeg vidste det,« udbryder Peter, »selvfølgelig vil han ikke det!«
»Hvad mener du,« spørger jeg.
»Han tilgiver dig aldrig for dengang, du overfusede ham til en fest. Du havde fået lidt for meget at drikke og gik virkelig til ham. Du hånede ham jo. Du kunne vaere ret grov.«
Jeg kan godt huske episoden, da Peter fortaeller om den. Vi havde diskuteret apartheid i Sydafrika, noget, som jeg gik enormt meget op i der i begyndelsen af 1980’erne. Kristian havde siddet stille, vaeret uinteresseret, men jeg havde kraevet, at han mente noget.
»Sig, hvad du mener, Kristian!«
»Jeg er ligeglad,« sagde han.
Det fik mig til at overfalde ham verbalt på en måde, der ramte alt, alt for hårdt:
»Hvis man er ligeglad med apartheid, så er man et ligegyldigt menneske. Så er du ligegyldig,« udbrød jeg.
»Du sagde det ikke kun én gang, David. Du blev ved og ved med at tromle ham ned. Det var ren mobning – og lige siden gad han ikke vaere sammen med dig til fester. Han spurgte altid: ”Kommer David?” Hvis du gjorde, så blev han vaek. Sådan kunne du også vaere.«
Førte an, når nogen blev drillet
Jeg ved det jo godt, når nu Peter minder mig om historien.
Det var tit mig, der førte an, når nogen blev drillet i den klasse, vi gik sammen i fra 1. klasse i 1974 til udgangen af 7. klasse i 1981.
Peter, selv en bulderbasse og slagsbror, indtil han tog sig sammen, smiler nu og siger engleblidt, men med et klogt eftertryk:
»Vi var for gode til at vaere onde mod andre, David. Nogle gange skulle vi nok have vaeret sødere, men der var altid knald på. Du støbte kuglerne, som laererne sagde, mens jeg var den, der udførte dem. Vi var gode til noget dårligt – nemlig at drille.«
Jeg taenker på sidste gang, vi mødtes. Det var op til julen i 2007 hjemme hos Mads, også en af vores klassekammerater. Der var også tre andre gamle venner hjemmefra til julefrokosten på Frederiksberg.
Peter sad og hang den aften, var ikke rigtigt med i festen, og da vi andre ville på vaertshus ved midnat, sagde han, at han ikke havde lyst; han var traet.
»Hvad fanden taler du om, dit dovne drog,« udbrød jeg. »Nu er du endelig kommet til den store by, vaek fra det parcelhus, du falder i søvn i, og så vil du tidligt i seng. Kom nu med! Er du allerede ved at dø?«
De andre grinte, vi pressede ham, fik ham slaebt med på et brunt vaertshus, hvor han drak en danskvand, mens vi andre haeldte fadøl ned.
»Da vi endelig gik hjem, kunne jeg naesten ikke slaebe mig afsted. Jeg følte mig som en gammel mand, mens I andre havde det pissesjovt. Men der var jo en grund til, at jeg ikke kunne klare det.«
Peter stopper, får en klump i halsen, øjnene bliver blanke. Han rømmer sig:
»Jeg havde kraeft.«
Han vidste det ikke til julefrokosten, men da han kom hjem og blev ved med at have det dårligt, tog han til laegen. Det var testikelkraeft, som havde spredt sig. Pokkers alvorligt. Først efter lang tids kemo, andre behandlinger og indlaeggelser blev han rask igen.
»Det var et chok, som slog mig helt ud.
Jeg var helt nede i kulkaelderen,« fortaeller han.
Jeg vidste godt, Peter var syg dengang, men jeg ringede aldrig til ham. Selv om jeg havde joket med, om han ”allerede var ved at dø” – og nu måske faktisk var det! – så gjorde jeg ikke noget for at opmuntre min gamle ven. Det er ikke godt.
»Sådan er du også, David: Enten er du helt til stede, eller også er du helt vaek,« siger Peter, som siger, han ikke bebrejder mig.
Det eneste, jeg sådan rigtigt har fortrudt i mit liv, er lige akkurat, at jeg selv er så dårlig til at holde kontakten til gamle venner. En slags dovenskab.
Hvorfor ringede jeg ikke?
Jeg bliver ved at taenke over, hvorfor jeg aldrig ringede? Jeg tror ikke kun, det var dovenskab fra min side. Faktisk tvaertimod. Inderst inde irriterede det mig, at han havde kraeft, fordi det mindede mig om, at vi – jeg selv! – ikke var udødelige. Jeg kan ikke tale om sygdom. Lukker i. Det var den ene grund.
Den anden var, at jeg ikke rigtigt forstod Peters liv. Han var flyttet ud på landet på Als, gift med sin ungdomskaereste, som han har en søn med; og jeg bed maerke i, at han til julefrokosten havde sagt, at han elskede bare at sidde at kigge ud over markerne. Jeg havde lige rundet 40 år, var på vej til at flytte til Amerika igen, syntes, aerligt talt, at hans liv lød kedeligt. Taenkte hovent på hans liv som teksten til Tøsedrengenes 1980’er hit:
»Så gik der tid med det//Vi fik noget at bruge tiden til//Så gik der tid med det//Satte ingenting på spil.«
Det var tarveligt af mig, faktisk arrogant.
Jeg bliver flov over at erindre, at jeg havde det sådan, men sådan var jeg også. Da jeg spørger Peter om, hvordan han havde det med, at jeg aldrig ringede, traekker han på skuldrene. Det var, siger han, en tid uden overskud for ham:
»Når jeg ser tilbage på det i dag, virker det selvfølgelig dybt maerkeligt, at du ikke ringede, men dengang taenkte jeg ikke på det. Jeg kaempede bare 100 pct. for at komme ud af sygdommen og overleve. Der var ikke plads til andre end min naermeste familie, mens jeg var syg. Nu kan jeg godt blive lidt irriteret over det.«
Peter er, som jeg altid husker ham. Han er sød, glatter ud, taler episoden ned, prøver at finde det gode i situationen, vender den anden kind til og ender med at gøre andres fejl – her min – til noget, som han selv burde gøre bedre:
»Det aergrer mig, at jeg aldrig har taget mig sammen til at kontakte dig. Men det er jo, som om det bliver svaerere, jo laengere tid der går.«
Meget taette
Peter og jeg var ellers meget taette, da vi gik i skole og siden også i gymnasiet sammen. Hans mor og min far havde selv vaeret klassekammerater i byen, da de var børn, og vores foraeldre var og er fortsat rigtigt gode venner. Det var sammen med ham, at jeg første gang tog ud i verden:
Det var sommerferien i 1981, vi var netop faerdige med 7. klasse, 14 år gamle. Vores foraeldre tog os aldrig på ferie i udlandet, heller ikke det år, så vi besluttede os for selv at gøre noget. Året før havde vi cyklet på ferie alene til Vestkysten, to år tidligere til Limfjorden. Nu havde Peter og jeg endnu mere ild i røven.
I korte bukser, T-shirts, bøllehatte og med cykeltasker, telt, soveposer og liggeunderlag på bagagebaereren tog vi for første gang ud i den store verden. Peter på en grøn SCO med høj stang, jeg på en sølvfarvet SCO med lav stang, selvfølgelig uden gear. Vi satte kurs mod den dansk-tyske graense, godt 300 km stik syd.
»Vi var på eventyr, David. Hold kaeft, hvor var vi på eventyr,« siger Peter. »Det var jo for pokker første gang, vi var ude at se verden. Sådan helt alene.«
I dag er det tankevaekkende, at vi fik lov. Mens vi var afsted, kunne ingen – heller ikke vores foraeldre – få fat i os. Det var i sagens natur evigheder før mobiltelefoner. Vi havde pas med, krydsede graensen ved Kruså, boede på en campingplads i Vesttyskland. Da vi krydsede ind på tysk jord, var det alvor. Vi var i et nyt land.
»Bitte, zwei currywurst mit pommes,« sagde jeg til damen på grillbaren.
Og så sad vi der. Peter og jeg på en campingplads i et andet land. Vi var ikke mange kilometer vaek fra Danmark, men det sus, vi følte, mens vi på et hakkende og stammen
de tysk tjekkede ind på campingpladsen, var berusende. Alt var, som Peter nu siger, trygt dengang. Vi så simpelthen ingen farer.
»Måske var det, fordi alting var så nemt dengang, at vi fik lov til at cykle afsted. Vi fik lov til at prøve os selv af. Frihed! Det laerte vi meget af. Men vi vidste også, at hvis man ville noget ekstraordinaert, så skulle vi selv tage affaere – og hvis man vil noget, så kan man også få det til at ske. Der var ingen curlingforaeldre. Det ord fandtes vist ikke.«
Gled fra hinanden
Lige så taet vi var helt frem til året efter gymnasiet, lige så langt er vi siden gledet fra hinanden. Vi gik to forskellige veje, simpelthen. Peter blev landinspektør ved Aalborg Universitet, glad for naturen, blev i Jylland, fik et job og faldt til ro. Jeg blev journalist, bosatte mig i storbyer, rejste jorden rundt, skiftede job hele tiden. Han er den, der søger trygheden, mens jeg er den, der søger vaek fra den.
Efter gymnasiet rejste jeg jorden rundt sammen med Mads fra klassen. Da vi nåede Australien, stødte Peter til os. Det var en overvindelse for ham at rejse alene – for han var, som han selv siger, staerkt haemmet af at vaere dårlig til sprog. Da Mads og jeg rejste videre, blev han i Australien og fortsatte rundt på egen hånd:
»Det var der, jeg laerte at klare mig selv. Det var der, jeg fandt ud af, hvem jeg er.«
Vi har vaeret sammen nogle timer, da jeg skal videre. Snakken går så let, at det ikke er til at forstå, at vi ikke har set hinanden i 14 år. Faktisk virker det, som om vi aldrig har vaeret fra hinanden.
»Hvorfor gled vi vaek fra hinanden, Peter,« spørger jeg.
»Det gør man bare. Sådan er det, når man bor forskellige steder i landet. Det er vel meget naturligt,« svarer han.
Nogle dage efter besøget på Als får jeg en besked fra Peter:
»Det var superdejligt at ses. Vi må bestemt gøre det om igen, så der ikke går 14 år igen.«
Hans kone, som han har vaeret gift med i en evighed, havde sagt, han skulle hilse – for selv om hun aldrig har mødt mig, har hun det, som om hun kender mig. Så meget har Peter talt om mig. Jeg taenker, at jeg givet har talt lige meget om Peter til min hustru. De år, vi havde sammen som børn, står så staerkt, og ja, det er superdejligt at møde sin gamle klassekammerat.
Det burde alle gøre. Og ofte.
Vi var for gode til at vaere onde mod andre, David. Nogle gange skulle vi nok have vaeret sødere, men der var altid knald på.