Kvinder oplever at blive mødt med trusler, vold og voldtaegt, hvis de siger fra
På sociale medier skriver kvinder i alle aldre om at have sagt fra over for seksuelle kraenkelser og vold, hvor afvisningen fik konsekvenser. Forsker håber, at tiden er moden til at diskutere, hvordan samfundet kan nedbringe antallet af voldtaegter.
Ida Ehrenreich husker, at hun stod på dansegulvet. Hun var 17 år gammel og på ferie i Skagen med sine veninder. Pludselig kom en mand taet på pigerne og begyndte at befamle Ida Ehrenreich. Hun sagde, at han skulle stoppe. Han blev sur og rev Ida Ehrenreichs kjole i stykker.
Det er ni år siden, men tirsdag valgte Ida Ehrenreich at beskrive episoden på Twitter, ligesom hundredvis af andre kvinder, der de seneste døgn har tweetet om episoder, hvor de har sagt fra over for maend, der var voldetet? lige eller udsatte kvinderne for seksuelle overgreb.
Kvindernes mange fortaellinger er en modreaktion på den debat, der i høj grad blev indledt af komikeren Brian Mørk. På Facebook skrev han i begyndelsen af juli, at anklagerne fra en raekke kvinder mod politikeren Naser Khader »viser os, at kvinder ikke altid siger nej når de møder creeps«. Han fortsatte:
»De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at vaere klam. Kan vi traene vores døtre til at vaere klare i spyt
at nogen mennesker har svaert ved at acceptere graenser. Det viser samtidig, at det, der følger efter, også kan vaere voldsomt,« siger Ida Ehrenreich.
Blandt de hundredvis af kvinder, der har skrevet om at sige fra, er kvinder i forskellige aldre og både studerende og kvinder i ledende stillinger.
»Da jeg sagde fra, blev jeg fyret. Han var rasende. Han var min chef. Jeg var 18 år og pissebange,« har Stina Willumsen skrevet. Hun er direktør i Energinet og følger mange profiler om ligestilling og mangfoldighed. Derfor var debatten ikke til at komme uden om, siger hun.
»Som kvindelig leder har jeg et saerligt ansvar for at skabe lige muligheder for maend og kvinder i arbejdslivet. Det kraever opgør med al seksuel chikane, som jeg selv oplevede som ung. Det er afgørende, at kvinder ikke skal baere ansvaret alene. ”Sige fra” er ikke løsningen, når det handler om overgreb og chikane på en arbejdsplads, hvor magt og karrieredrømme er på spil. Her handler det om kultur,« siger Stina Willumsen.
Også den 23-årige kosmetikerelev Jeanette Avanti har skrevet:
»Da jeg sagde fra, truede han med at laegge seksuelle videoer af mig på de sociale medier, kaldte mig racistiske ting, og sagde han vil finde mig en dag, og så skulle jeg bare se, hvad der skete! Altså truer mig på livet.«
Jeanette Avanti bruger dagligt Twitter som en slags dagbog, hvor hun deler tanker og følelser. Hun siger, at Twitter for hende er en nemmere platform end Facebook, hvor man skriver ud til venner og bekendte. På Twitter føler hun et faellesskab.
»Mit eksempel er fra en episode, hvor jeg ville stoppe det med en fyr, som jeg havde set. Det ville han ikke acceptere. Det er vigtigt for mig at fortaelle mine erfaringer, så andre kvinder kan se, de ikke er alene,« siger Jeanette Avanti.
Mens kvinderne deler deres oplevelser, tweeter mange maend om deres opbakning. Blandt andet retsmediciner Asser Thomsen.
»Jeg ved ikke, hvad folk forestiller sig, men af de flere hundrede voldtaegtsofre, jeg har undersøgt i mit arbejde som retsmediciner, mener jeg, at det er undtagelsen, at de angiver at have kaempet imod. Passivitet er en naturlig overlevelsesmekanisme, når man er fysisk underlegen.«
Han fortaeller til Jyllands-Posten, at han skrev det som en reaktion på debatten om at sige fra, fordi det slog ham, at fysisk modvaerge sjaeldent er noget, han hører angivet hos voldtaegtsofre.
»Jeg prøver som regel at spørge ind til det, men det kraever snilde, for at det ikke kommer til at lyde anklagende. Og jeg skal jo heller ikke afhøre, men det er jo relevant, i forhold til hvilke skader man kan forvente, og om der er mulighed for at finde dna i f.eks. negleskrab,« siger Asser Thomsen, retsmediciner ved Aarhus Universitet.
Forsker i voldtaegtsmyter
Passivitet i øjeblikket er helt centralt i den ph.d.-afhandling, som psykolog Marie Skov netop har forsvaret ved Aarhus Universitet.
Hun har i flere år forsket i voldtaegtsmyter og traumereaktioner. Hun forklarer, at hvis en kvinde ender i en situation, hvor hun bliver udsat for seksuelle kraenkelser, vold eller voldtaegt, er det ikke bare et spørgsmål om at sige klart fra.
»Der er flere ting i det her. Det første handler om, hvorfor der i en situation ikke bliver sagt klart fra. Det kan forklares på flere måder. Generelt kommunikerer vi mennesker meget høfligt, når vi afviser. Det gaelder både taerten til et møde på arbejdspladsen eller en romantisk afvisning, men også i seksuel interaktion. Det er usaedvanligt at sige klart fra,« siger Marie Skov.
Derudover sker der fysiologisk noget i kroppen, hvis man fornemmer, at en situation er ved at udvikle sig til et overgreb.
»Hvis man maerker, at der ikke bliver reageret på afvisningen, så er hjernen allerede på vej derhen, hvor den vil beskytte, og man taenker: ”Hvad fanden gør jeg så?” Så saetter kroppen automatisk gang i forsvarsmekanismerne: kaemp, flygt eller frys. Rigtig mange voldtaegtsofre vil opleve, at de ikke kan flytte på sig eller råbe, de fryser simpelthen i øjeblikket og mister al kontrol,« siger Marie Skov.
Hun peger på, at det også kan vaere et aktivt valg ikke at sige klart fra, fordi man måske kender gerningsmanden eller er bange for, hvad en afvisning kan føre til.
»Måske kan man ikke se løsningen eller udvejen og taenker så: ”Hvis jeg går med til at give et blowjob, så voldtager han mig trods alt ikke.” Der kan ligge både sociale og psykologiske grunde til, at man i situationen ikke kan sige fra,« siger Marie Skov.
Ikke et trylleord
Marie Skov tolker de mange kvinders fortaellinger som et udtryk for, at flere kvinder i Danmark har fået en stemme, og at debatten fra den første MeToo-bølge har flyttet sig.
Ifølge Marie Skov bør vi som samfund bruge debatten til at forebygge voldtaegter.
»Det er nemmere at acceptere, at en kvinde bliver udsat for overgreb, fordi der er sket en misforståelse i kommunikationen, end at der er maend derude, der er onde. Men der er masser af ting, vi kan gøre som samfund for at mindske voldtaegter. Vi kan laere vores børn at holde øje med en fuld veninde og følge hende hjem, og hvis ens ven tager alle pigerne på røven, skal man sige til ham:
Hey, det er ikke okay,« siger Marie Skov.
Kan du laere mig at sige fra, så jeg aldrig bliver voldtaget?
»Nej. At sige fra er ikke et magisk trylleord. Jeg kan godt forstå Brian Mørks tankegang om, at han vil laere sine døtre at sige fra. Jeg vil også laere mine døtre, at deres krop er deres krop, men de kan sagtens ende i en situation, hvor de møder en, der ikke vil deres bedste. Det handler snarere om at laere de unge drenge at acceptere et nej, og så må de finde en anden, der gerne vil tages på røven.«
Passivitet er en naturlig overlevelsesmekanisme, når man er fysisk underlegen. ASSER THOMSEN, RETSMEDICINER, AARHUS UNIVERSITET
de udfordringer, som Langeland har stået over for. Men øen har jo de smukke kyster og den fantastiske natur, som han siger. Derfor skal øen slå sig op på, hvad den kan tilbyde turister.
Kan du forstå, hvis nogen anklager dig for at ride på en bølge, som alle på Langeland var med til at skabe, for selv at komme i kommunalbestyrelsen?
»Det vil jo vaere naerliggende for dem, der ikke bryder sig om mig. Men de vil nok ikke stemme på mig alligevel. Jeg ved, at min person deler vandene. Jeg siger tingene, som jeg ser det, og jeg kan godt klare, at andre siger det samme, så folk skal bare skrive, hvis de vil snakke over en kop kaffe. De skal bare ikke købe kage, jeg er sgu tyk nok.«
Siden kampen mod udrejsecenteret har Jesper Skovhus og hans bror vaeret forbi Langelands Museum for at aflevere nogle af de papskilte og trøjer, som de brugte.
Foran ham ligger en lang valgkamp, og den slags tager tid. Men den tid har han, nu hvor flytteplanerne er pakket ned.
Og optimismen, den er velbevaret:
»Vi arbejder ikke så meget med at tabe i vores familie. Vi vil helst have succes,« siger han.