Hun gav David Trads hans første kys – men hun husker det ikke
Else Friis bor i Års 12 km fra den lille by Suldrup i Himmerland, hvor hun voksede op med fem søskende på en gård. For 40 år siden gik hun i skole med journalist og forfatter David Trads, og hun var den første pige, han kyssede. I en artikelserie hen over
Det var Else, der gav mig mit første kys: Vistnok i 5. klasse, hjemme hos Peter til en klassefest. Hun holdt mig fast med sin højre arm, mens hun kyssede mig. Jeg ved det, fordi der eksisterer et foto. Jeg ser overrumplet, skraemt, ja, taet på raedselsslagen ud, mens hun giver mig det kys.
Men inderst inde var jeg glad, stolt, elektrisk. Også det ved jeg, fordi der et andet billede, taget lige efter kysset, hvor vi sidder ved siden af hinanden. Vi griner, ja, når jeg ser mig selv der i 1978, taenker jeg, at jeg aldrig kan have vaeret lykkeligere end lige der. Det første kys.
Det var ikke mig, der gav Else et kys, men hende, som gav mig et. På kinden. Blot et enkelt. Det blev aldrig til mere. Uskyldigt. Hurtigt. Uforglemmeligt.
Nu er jeg på vej hen til Else igen. Det er evighed, siden vi sidst sås, for fra vi i 1983 gik ud af skolen, har vi aldrig set hinanden igen. Jeg kører ind i Aars, ud til et nyt parcelhuskvarter, hvor hendes hus ligger på hjørnet. Der kører en robotplaeneklipper på den perfekte plaene. Vi har naesten lige sat os, da jeg minder Else om vores forhistorie:
»Kan du huske det?« spørger jeg.
»Nej,« svarer hun, »det kan jeg faktisk ikke.«
Vi griner forlegent. Jeg er selvfølgelig forundret, skuffet, ramt en anelse på min forfaengelighed, men det er også typisk for de fleste erindringer. Det, som den ene husker tydeligt, har den anden glemt. En ting, der gjorde uudsletteligt indtryk på mig, betød ingenting for hende.
To udgangspunkter
Else og jeg var klassekammerater på Suldrup Skole fra 1. klasse i 1974 til udgangen af 7. klasse. Bortset fra det kys den dag havde vi ikke så meget med hinanden at gøre. Vi kom fra to forskellige udgangspunkter. Mine foraeldre havde taget uddannelser, boet rundtom i landet, rejst på ferier i udlandet, var ekstremt udadvendte. Hendes var husmaend, laenket til gården, som landmaend var dengang, havde aldrig boet langt vaek, tog aldrig på ferie, var meget indadvendte.
»Jeg vil altid bo i Vesthimmerland. Det er her, jeg hører til,« siger Else, som har boet lidt mindre end halvdelen af sit liv uden for Suldrup, og lige siden i Års, godt 12 km derfra. Hun har to simple leveregler:
»For det første: Du kan ikke lave om på andre, men du kan lave om på dig selv. For det andet: Hvis ikke du er tilfreds med det, du laver, må du finde på noget andet.«
Else har levet op til dem begge – for der er en verden til forskel på det liv, hun voksede op i, og så der hvor hun er i dag. Dengang så taet på fattig, man kunne vaere på landet. I dag et paent middelklasseliv med parcelhus, to biler, golfture med manden, hyppige udlandsrejser, to veluddannede børn. Sådan så det ikke ud, da jeg først mødte hende dengang i 1. klasse:
Hun var en af naesten halvdelen af klassen, som voksede op på en gård – et lille husmandssted i Rodsted lidt uden for Suldrup, hvor de havde lidt grise, køer og høns. Med fem søskende var hun kun sjaeldent uden for gården:
»Jeg glaedede mig helt vildt meget til at begynde i skolen. Jeg havde vaeret derinde et par gange med mine storesøstre. Den der første skoledag, da jeg cyklede de 2-3 km hen til skolen, var det, som om hele verden begyndte. Da jeg kom ind i den store aula, taenkte jeg bare ”wow … nu kan alt ske”. Af de 18, der gik i vores klasse, boede 13 af os uden for byen på en gård – i små samfund som Hyllested, Dalum, Albaek, Frendstrup, Rodsted, Traengstrup. Det gjorde jeg også – i Foldager – ganske vist på et nedlagt landbrug, mine bedsteforaeldres. Suldrup var vores zenit. Dengang en ganske driftig by – selv om vi kun lige havde rundet et tusinde borgere.«
En lille verden
»Vi havde fire frisører, tre slagtere, to tøjbutikker, to bilvaerksteder, en biograf, tre smedjer, et par tømrere, en entreprenør, en brugs, en købmand, et par malerforretninger, to grillbarer, en kiosk, en legetøjsbutik, to cykelhandlere, en guldsmed, to bagere, to tankstationer, en cementfabrik, et gartneri, en isbutik, et posthus, en kro, to taxavognmaend og givet mere, jeg har glemt nu – og så havde vi selvfølgelig IK Frem, vores idraetsklub.«
»Suldrup var måske en lille verden, men det var vores verden, hele vores verden,« fortaeller Else.
Hun har ret. Alle, der er vokset op på landet i en lille by, ved, hvordan den var centrum for alt. Også for Else, der ikke havde gået i børnehave, fordi hun blev passet hjemme af sin mor. Da hun begyndte i skolen, var det som at komme til en spritny planet.
»Jeg synes, vi havde en fin klasse. Der var ingen uro; ingen, som lavede ballade. Pigerne, vi var sammen hele tiden. Vi kunne heller ikke rigtigt gøre andet, for vi havde intet med dem i de naeste byer at gøre. Det var mig og Gitte, Helle, Karin, Pernille, Dorte og Tina, når vi gik til håndbold – for så var vi lige til et hold.«
Else kom fra en familie, hvor økonomien var stram. Mor og far skulle brødføde seks børn på den lille gård, så de spiste kun egen mad. Svinekød og kylling, egne grøntsager, som blev gemt under halm og med plastic over, så der var gulerødder, kartofler og porrer til den lange vinter. Oksekød var for dyrt, og far slagtede kun en ko, så han kunne saelge den, hvis han ikke havde råd til moms.
»Vi var ikke højt bemidlede,« som Else siger med typisk nordjysk underdrivelse, »men det rørte mig ikke, for, helt aerligt, jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik glip af.«
Det liv, som Else voksede op med, minder om Povl Kjøllers ørehaenger fra ”Kaj & Andrea”, som vi så på tv dengang:
»Bondemanden han har altid travlt på sin bondegård//Hver gang han vil ta’ et lille hvil, er der tusind ting at gøre//Køerne skal malkes, så vi kan få smør og maelk//Hønsene skal passes, så vi kan få mange aeg.«
Det var sådan, det var hjemme hos Else. Når hun kom hjem fra skole, hjalp hun sin far med at fodre kalve og grise, saette hegn, tromle marken, stable halmballer. Om aftenen, når dagens slid var overstået, sang
familien fra Højskolesangbogen. De tog aldrig – aldrig nogensinde – på ferier. Det var utaenkeligt.
»Vi tog en enkelt gang til Sønderjylland for at besøge min fars søskende. Det var spaendende, men jeg taenkte aldrig dengang på, at jeg gik glip af noget ved ikke at vaere ude at rejse. Det var der jo ingen, der gjorde.«
Vi tog en enkelt gang til Sønderjylland for at besøge min fars søskende. Det var spaendende, men jeg taenkte aldrig dengang på, at jeg gik glip af noget ved ikke at vaere ude at rejse. Det var der jo ingen, der g jorde.
Charterferie i Egypten
Jeg minder Else om, at Pernille fra klassen engang var på charterferie til Egypten. Da hun kom hjem, var hendes far forbi for at vise lysbilleder fra rejsen. De sendte billetten rundt, så vi kunne røre den, vi så billeder af, hvordan de tjekkede ind i Aalborg Lufthavn; hvordan deres bagage blev båret vaek; hvordan de gik op ad trappen til flyet; hvordan de fik serveret mad på en bakke i flyet; ja, af det hele – for ingen af os andre havde rejst nogle steder.
»Jeg var vild med alt, de fortalte,« siger jeg begejstret til Else, »og jeg taenkte: Bare det var mig!«
Else smiler, svarer roligt:
»Ja, det var da spaendende, men ikke noget, der var inden for min raekkevidde. Jeg taenkte ikke mere over det.«
Måske var Else den i klassen, som havde faerrest penge. Hun arvede tøj fra sine storesøstre, alt sammen var billigt købt ind i et supermarked. Nogle gange blev hun drillet med det: