Her er historien om den syriske laege, der vandt over en dansk stramning

Man blev advaret, men et politisk flertal vedtog alligevel at gå til kanten af konventionerne, efter flygtninge havde vandret ad de danske motorveje. Nu er en sag om en markant stramning blevet afgjort i Strasbourg – og det kan få konsekvenser på flere må

En af de mest markante skaerpelser af udlaendingepolitikken i nyere tid kan ifølge eksperter skulle blødes op, og det åbner et politisk minefelt for den socialdemokratiske regering, der kom til magten på et løfte om ikke at slaekke strammerkursen.

Det står klart, efter Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol har underkendt en regel, der har betydet, at visse flygtninge – isaer syrere – skal vente tre år, før de kan få deres familie hertil.

Men det er for lang tid og i strid med retten til familieliv, fastslår domstolen i Strasbourg, der fandt sagen så principiel og vidtraekkende, at den blev behandlet af intet mindre end 17 dommere i det såkaldte storkammer, hvor Danmark blev underkendt med stemmerne 16-1.

Jyllands-Posten har laest dommen, som er den første af sin art, der afvejer statens legitime hensyn til at kontrollere indvandringen via en ventetid over for individets ret til at vaere sammen med sin familie.

»Efter domstolens vurdering er en venteperiode på tre år imidlertid efter enhver målestok lang tid at vaere adskilt fra sin familie, når familiemedlemmet er efterladt i et land praeget af vilkårlige, voldelige angreb og mishandling,« konkluderes det.

Den omstridte regel kan spores tilbage til 2014, hvor den syriske borgerkrig sendte mange tusinder på flugt. Også til Danmark. SR-regeringen reagerede ved at indføre en ny midlertidig beskyttelsesstatus til folk, som ikke var personligt forfulgte, men som flygtede fra så vilkårlig vold, som det var tilfaeldet i Syrien. Til gengaeld fik de kun kortvarige og midlertidige opholdstilladelser til en start, de skulle rejse tilbage, hvis situationen blev forbedret i deres hjemland, og de skulle vente et år, før de kunne få familiesammenføring. Det var så langt, man kunne stramme den inden for konventionerne, sagde justitsminister Mette Frederiksen (S).

Alligevel blev reglerne skaerpet efter valget i 2015, hvor der gik så meget »hul på Europa«, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykte det, at flygtninge og migranter gik på motorvejene i Danmark.

Inger Støjberg (V) tog som udlaendingeminister sagen i folketingssalen og fik øget ventetiden på familiesammenføring fra et år til tre år. Det skete med den såkaldte smykkelov, der blev vedtaget af den borgerlige blok – og Socialdemokratiet, som var slået ind på en ny strammerlinje med Mette Frederiksen som formand, men som stod splittet i denne sag. Tre socialdemokrater stemte imod treårsreglen og resten af deres parti.

Inger Støjberg erkendte åbent, at regeringen nu gik til »kanten af konventionerne« og medgav, at Danmark kunne blive underkendt ved domstolen i Strasbourg. En procesrisiko blev det kaldt. Institut for Menneskerettigheder skrev uden omsvøb, at det var »meget sikkert«, at stramningen var i strid med menneskerettighederne.

Man blev altså advaret. Alligevel blev det gennemført.

Smuglet via båd og lastbil

Det fik konsekvenser for en dengang 56-årig laege, der flygtede ud af Syrien i 2015. Han lod sin kone blive tilbage for at spare hende for den strabadserende tur. Manden fløj først til Istanbul, her betalte han menneske

smuglere ca. 50.000 kr. for at komme i en båd over Middelhavet, siden skjulte han sig i en lastbil, der ankom til Danmark i april 2015. Her fik han midlertidigt asyl.

Få måneder senere søgte han om at få sin hustru til landet, men Udlaendingestyrelsen gav afslag pga. treårsreglen. Han klagede til Udlaendingenaevnet. Afslag. Til Østre Landsret. Afslag. Til Højesteret. Afslag. Til sidst røg sagen altså helt til Strasbourg.

I april 2018 kunne manden endelig søge om familiesammenføring, og efter en laengere sagsbehandling kom hustruen hertil i september 2019, mere end fire år efter mandens ankomst til Danmark.

Den syriske laege har under retssagen sagt, at han synes, at et års ventetid var rimeligt, men at tre år var for meget.

Hovedpersonen selv, der vandt sagen og fik tilkendt ca. 75.000 kr., har ikke ønsket at udtale sig. Hans advokat, Christian Dahlager, kalder afgørelsen »et gok i nødden« til det rettighedssystem, der er indført over for flygtninge. Han fortaeller, at hans klient har vaeret bange for, at sagerne kunne misforstås som utaknemmelighed over for alt det, han har fået i Danmark:

»Men han synes, at det var over graensen, hvordan han og hans familie blev behandlet. Han er glad for, at han måske kan vaere med til at hjaelpe andre flygtninge.«

Kanten har flyttet sig

Den nye dom indeholder interessante perspektiver og kan få konsekvenser på flere måder, konstaterer eksperter.

For det første kan afgørelsen skubbe til reglerne i Danmark og de andre lande, der har fulgt det danske eksempel og indført en ventetid på familiesammenføring.

»Dommen sender et signal og kan give anledning til, at lignende tiltag ift. flygtninge kan blive afprøvet retligt i andre lande,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso (med saerlige opgaver) i flygtningeret ved Københavns Universitet.

For det andet er afgørelsen et tilbageslag mod at laegge politikken helt op ad kanten af konventionerne, vurderer Mikael Rask Madsen, professor og forsker i internationale domstole ved Københavns Universitet.

»Den politik står for fald, for nu har graensen flyttet sig. Det er et nederlag for linjen om at gå helt til kanten. Men det er også et forventeligt nederlag. Man har bevidst bevaeget sig ud på gyngende grund, og nu har man fået en over nallerne,« siger han.

For det tredje er dommen endnu et kapitel i debatten om, hvor meget Menneskerettighedsdomstolen bør og skal blande sig i nationale forhold.

»I den seneste bølge af sager har domstolen lagt en mere restriktiv linje i udlaendingesager og overladt mere til nationalstaternes egen fortolkning. Denne dom bryder alt andet lige med den udvikling. Domstolen siger hertil og ikke laengere. Det bliver interessant at se, hvad det betyder fremadrettet,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Sidst, men ikke mindst kan regeringen ifølge eksperterne blive nødt til at aendre den praksis, der betyder, at flygtninge med midlertidig beskyttelse skal vente tre år, før de kan få deres familie til Danmark. Ca. 5.200 flygtninge har vaeret eller er stadig omfattet af den regel.

Et politisk minefelt

Det kan muligvis ske ved at lempe administrationen af lovgivningen. F.eks. ved at udvide de undtagelser, der gør det muligt at få familie hertil, selv om der ikke er gået tre år endnu. Eller ved at flygtninge kan søge tidligere om familiesammenføring, så den månedlange sagsbehandling sker undervejs i venteperioden og ikke bagefter. Det kan også vaere, at selve lovgivningen skal aendres, hvilket i sagens natur skal igennem Folketinget, hvor udlaendingepolitikken fortsat er en kampplads.

I den 74 sider lange dom lanceres en potentiel løsning. Her fastslår domstolen, at mens tre år er for lang tid, så ser den ikke nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved en venteperiode på to år.

»Som jeg laeser dommen, skal den danske regering nu grundigt overveje, om graensen skal saettes ned til to år, og om man ikke burde lave en større åbning for at få familiesammenføring efter menneskeretten, før man er igennem hele venteperioden,« siger Louise Halleskov, lektor i udlaendingeret ved Aarhus Universitet.

Det er her, at et politisk minefelt åbner sig. Mette Frederiksen vandt magten på at garantere, at den stramme udlaendingepolitik ligger fast med hende som statsminister. Men hun har også lovet sine støttepartier i det såkaldte forståelsespapir, at regeringen »til enhver tid« skal respektere de internationale konventioner.

Mange spørgsmål rejser sig derfor: Vil Venstre hjaelpe regeringen med at bringe dansk praksis i samklang med den nye dom? Eller vil de stå fri til at kunne beskylde Mette Frederiksen for at slaekke linen? Vil støttepartierne legitimere og laegge mandater til en toårsregel, som de synes er for stram, men som i deres øjne dog er bedre end tre års ventetid?

Alle afventer en melding fra regeringen, før de laegger sig helt fast på, hvad der bør ske. Udlaendingeminister Mattias Tesfaye vil ikke stille op til interview, men udtaler i en skriftlig kommentar, at juristerne nu skal naerlaese dommen:

»Derefter vil regeringen forholde sig til dommens raekkevidde og naermere konsekvenser.«

Man har bevidst bevaeget sig ud på gyngende grund, og nu har man fået en over nallerne