Derfor er techgiganternes magt et stort demokratisk problem

De er større end de fleste nationer, og deres globale magtudøvelse vokser dag for dag. De store tech-koncerner er skadelige for både demokratiet og den frie verdenshandel.

Egentlig skulle internettet vaere født herreløst. Frit, anarkistisk, kontrolleret i faellesskab af dets brugere, det vil sige stort set hele verdens befolkning. En på papiret smuk tanke. Det er bare meget laenge siden, den har vaeret aktuel.

Vi befinder os i en brydningstid, og en af de vaesentligste tendenser lige nu er opgøret med det såkaldte ”Big Tech”. Det er en god håndfuld amerikanske virksomheder, som i kraft af forretningsmaessig succes er blevet internettets fyrster og i vaerste fald ender som den digitale motorvejs diktatorer.

Apple, Amazon, Alphabet (Googles moderselskab, red.), Facebook, Twitter og Microsoft er kort sagt blevet en vanvittigt magtfuld, global sekstet. Uden at nogen demokratisk forsamling egentlig har forholdt sig til, om den status er hensigtsmaessig for andre end virksomhederne selv.

De seks repraesenterer en samlet markedsvaerdi på over 7.200 mia. dollars. Det svarer til mere end 21 pct. af den samlede vaerdi af S&P 500-indekset og mere end bruttonationalproduktet i velvoksne nationer som Tyskland, Japan, Rusland og Frankrig – blot for lige at få proportionerne på plads. De seks kontrollerer i store traek den vestlige verdens vigtigste digitale markedspladser og en til stadighed større del af den demokratiske samtale på de sociale medier.

De er for laengst begyndt at bruge den magt. Ofte diskret, men senest saerdeles offentligt, som det kom til udtryk med Facebooks og Twitters beslutning om at udelukke den afgående amerikanske praesident fra deres platforme. Nogle af os – heriblandt tilsyneladende den danske udenrigsminister – slås lidt med at adskille en almindelig modvilje imod Donald Trumps rablen fra det principielt problematiske i at udelukke ham fra at benytte sin ytringsfrihed på verdens store sociale medier. Men det ér problematisk. Alene fordi udelukkelsen ikke sker med støtte i demokratisk vedtagne love og regler, men blot i selskabernes definitioner af, hvad der kan og ikke kan siges og af hvem i dét offentlige rum, de betragter som deres.

De sociale mediers forretningsmodel er at maksimere annonceindtaegter ved at motivere brugerne til at laegge det størst mulige engagement og tidsforbrug i indhold skabt af brugerne selv. Ideelt ved at lade meninger brydes og faelles forståelse opstå. Reelt ved at skabe ekkokamre, der bekraefter de fleste i, at deres egne fordomme er rigtige, mens anderledes taenkende er legitime mål for uhaemmet tilsvining eller det, der er vaerre.

Det optimerer platformsejernes forretning, men er i virkeligheden ikke meget anderledes end kemifabrikken, der dumper sit giftige affald i naturen, som senior director Martin Chavez fra Goldman Sachs udtrykte det i et interview med Bloomberg for nylig. Og de sociale mediers ejere? De er – modsat traditionelle medier – i store traek ansvarsfri i relation til de udgydelser, de distribuerer på platformene.

Meget bedre står det ikke til for ejerne af de store handelsplatforme, som lever af at stille digitalt butiksareal til rådighed for hvem som helst, der saelger groft sagt hvad som helst, og som selv bestemmer, hvad adgangen til det digitale marked skal koste. De første konkurrencebøder for misbrug af markedsdominans er for laengst udstedt, men konsekvenserne har det med at fortone sig i endeløst juristeri.

Derfor har Big Tech bevaeget sig fra at facilitere den fri samtale, handel og konkurrence til på lange straekninger at blive uhensigtsmaessigt magtfulde forhindringer for netop dette. Og derfor er det på høje tid, at demokratisk valgte lovgivere i hele den vestlige verden tager et graenseoverskridende opgør med techgiganternes dominans. Vi skal have genetableret balancen i såvel det moderne demokrati som den frie verdenshandel. EU-Kommissionen spillede kort før jul ud med et lovende udkast til den første reelle staekkelse af techgiganternes magt i dette århundrede. Lad det ikke drukne i bureaukrati, for det begynder tydeligvis at haste.

Big Tech har bevaeget sig fra at facilitere den fri samtale, handel og konkurrence til at blive uhensigtsmaessigt magtfulde forhindringer for netop dette.

Virksomhederne skal naturligvis ikke bindes på haender og fødder. Men praecis som regulering har vaeret forudsaetninger for en succesrig liberalisering af energi- og telesektorerne, praecis som regulering har vaeret en forudsaetning for, at finanssektoren i dag er staerk nok til at baere samfund og virksomheder igennem en historisk pandemi, praecis sådan skal regulering bringe internettets alt for dominerende herskere i øjenhøjde med det omgivende samfund.