Fredsprisen og Donald Trump
Lektor Troels Johansen fra Herning kommenterer (JP 13/1) mit indlaeg (JP 6/1) om fredsprisen og Trump og har i den forbindelse arbejdet sig frem til, at den er gal med mit menneskesyn.
Lad mig først slå fast, at praesident Trumps handlinger op til og under hordernes indtraengen i Kongressen var foragtelige. Trump er således i mine øjne direkte ansvarlig for det skete og burde straffes herfor. Men mit indlaeg handlede ikke om indenrigspolitik, men derimod om Nobels fredspris, og hvorfor praesident Trump udmaerket ville kunne kvalificere sig til en sådan.
Da Alfred Nobel indstiftede prisen i 1896, stillede han tre krav til prisvinderne, og de skulle blot opfylde ét at kravene for at kunne indstilles: 1. Reduktion af militaerstyrker. 2. Gennemførelse af fredskongresser. 3. Nationernes forbrødring.
Trump opfylder hele to af kravene nemlig 1 og 3. I løbet af hans fire år ved magten har USA ikke påbegyndt én eneste militaer konflikt. Derimod traekkes USA’s tropper i stor stil hjem fra de fremmede lande. Og, som jeg anfører, så har hans fredsbidrag i Mellemøstkonflikten vaeret saerdeles vaerdifuldt: I alt syv arabiske lande er nu på talefod med Israel – og flere er på vej. Hver gang et arabisk land åbner forbindelserne til Israel, skrives der verdenshistorie.
Og jeg gentager: Indenrigspolitik har ikke betydning for, hvem der tildeles fredsprisen. Et par eksempler: Yasser Arafat fik fredsprisen, på trods af at han styrede sit folk på den mest modbydelige måde med summariske henrettelser og tortur. Ej heller Egyptens leder Anwar Sadat, som fik prisen, hørte mildt sagt til blandt Allahs bedste børn.
Men de to fik prisen, fordi de havde åbnet samtalen med Israel på trods af deres modbydeligheder over for deres egne folk. Og ingen stillede dengang nogen spørgsmål desangående. Det var med denne viden i baghovedet, at jeg pegede på Donald Trump som en mulig fredsprisvinder.