Et nyt, skraekkeligt skaeldsord er vokset ud af coronakrisen
”Vaccine-nationalisme”. Ikke noget rart ord. Og slet ikke noget rart at få skudt i skoene.
Den tyske regering har vaeret så optaget af ikke at blive beskyldt for at gå solo på indkøbet af coronavacciner, at den har overladt alle indkøb til EU. Det har ført til kritik af, at Tyskland – i hvert fald her og nu – ikke får det nødvendige antal doser, hvilket igen kan forlaenge den samlede vaccinering af befolkningen.
Hvis nogle derfor tror, at vaccinerne først og fremmest skal bruges til at bekaempe covid-19 med, kan de godt tro om. Vaccinerne er også storpolitik, isaer Europa-politik.
Alt tyder på, at Berlin har villet give en hånd med til at rette op på EU’s ramponerede ry under coronakrisen. Pandemien har vaeret hård ved Bruxelles. Nationalstaterne trak blank, da det virkelig strammede til. EU måtte kaempe for at gøre sig relevant:
Graensebommene blev hurtigt smaekket i, og det kneb med at hjaelpe hinanden med medicinsk udstyr. EU var også meget laenge om at få godkendt de første vacciner. Nu skulle det så vaere, mente kansler Merkel: EU skulle have aeren af at stå i spidsen for indkøbene. Ifølge tyske medier fik Berlin og Bruxelles flere andre lande med på at forpligte sig til at overdrage EU eneansvaret for indkøbet af vacciner.
Men også det trak ud i Bruxelles, og mens vaccinationerne ruller hurtigt i USA, Storbritannien og Israel, er det stadig ikke lykkedes at få et fornuftigt svar på det ellers enkle spørgsmål: Den første vaccine er udviklet af det tyske firma
Biontech, og den produceres i nabolandet Belgien – hvorfor er det så lige, at netop Tyskland og EU halter bagefter? Selv traditionelt EU-begejstrede medier beskylder EU for at have kigget for meget på prisen i stedet for bare at købe ind med arme og ben.
EU forekommer bevidst om, at unionen ikke har haft sin finest hour under krisen. Da kommissionsformand Ursula von der Leyen omsider kunne meddele EU’s godkendelse af den første vaccine, skete det med en betydelig Europa-politisk pompøsitet.
At vaccinationerne skulle begynde samme dag i alle EU-lande, var mere end en opbyggelig gimmick. Det skulle vaere en slags rehabilitering af selve idéen om det samarbejdende Europa. Egentlig manglede kun selve Europa-hymnen, Beethovens ”An die Freude”. Men man overså nok, at de fleste EU-regeringer først og fremmest er opsat på at få hurtig adgang til en vaccine, der virker, mens de er knap så optaget af den symbolpolitiske understrøm.
Omvendt kan der isaer for Tyskland faktisk vaere god grund til også vaccinepolitisk at taenke europaeisk. Kort før nytår løb forlydender gennem europaeiske medier om, at Tyskland på egen hånd havde skaffet sig 30 mio. doser ekstra, ud over dem EU sørgede for. Det viste sig ikke at vaere korrekt, men mange nyhedsredaktioner, også Jyllands-Postens, gik efter historien. Ikke så underligt: At Tyskland gik solo på den måde, har en helt anden politisk vaegt, end hvis Frankrig eller Italien gjorde det.
Det er de sig pinligt bevidst i Berlin. Den overbeviste europaeer Angela Merkel har haft et ønske om at bringe EU tilbage på banen. Efter 16 år ved magten går hun af ved forbundsdagsvalget til september. Men igen måtte også hun sande, at hele Tysklands tunge historiske bagage svinger med i sådanne spørgsmål. Og at mange har en interesse i, at det bliver ved med at vaere sådan.
At vaere ”vaccine-nationalist” vil altid vaere saerligt slemt i Tyskland.
At vaccinationerne skulle begynde samme dag i alle EUlande, var mere end en opbyggelig gimmick.