Den normaliserede diskrimination af maend
Sexisme er diskrimination. Diskrimination er ”forskelsbehandling til ugunst for nogen”. Set i det lys overser de høje røster i den nuvaerende sexismekrig enten bevidst eller ubevidst den diskrimination af maend, der er tilladt og normaliseret. For sexisme går mindst lige så ofte den anden vej; blot daekker begrebet her over andre ting. Man kan tage et kig på landets højeste laereanstalt. Her går det mere eller mindre upåagtet hen, når Villum Fonden øremaerker millioner til kun kvindelige forskere; når regeringen donerer 20 mio. kr. til flere kvindelige forskere, eller når universitetet selv lancerer handleplaner for specifikt kvinder. Hvis en mand har sine tvivl om, hvorvidt meritter nu også spiller den største rolle for hans videre karriere, giver det logisk mening. For hér har vi i ordets forstand ”forskelsbehandling til ugunst for nogen”, navnlig mandlige talenter.
Vi kan se på filmens verden og formand for Danske Filminstruktører Christina Rosendahls forslag om at kønskvotere filmindustrien eller Filmforeningens idé om at kønskvotere Bodilpriser. Der er den saedvanlige snak om kønskvoter – når det vel at maerke gaelder de bedre lønnede jobtitler – foruden den entydigt sexistiske forening Kvinfo, der støtter saerbehandling af kvinder, men alligevel er statsfinansieret.
Man kan pakke saerbehandlingen ind i flot og følelsesfuld retorik, men den er og bliver netop dette: saerbehandling. Det er ikke for ingenting, at mange isaer yngre maend søger tilflugt på de såkaldte red pill-kanaler på SoMe. Disse kanaler italesaetter den på flere måder institutionaliserede diskrimination af maend.
Vi skal i dén grad saette fokus på påviselige – modsat postulerede – overgreb på alle arbejdspladser. Uanset om offeret er kvinde eller mand. Dét er saglig nyhedsdaekning. Dog traenger den mediestyrede ”debat”, der opstår ud fra følelsesappellerende tweets og Facebook-opslag – og også vaertskab på Zulu Comedy Galla – til nuancer i definitionen af sexisme og dermed diskrimination. ”Debat” skal i anførselstegn, for når det naermest udelukkende er den ene part, der dominerer narrativen, er det snarere en monolog – en monolog, som meget få vil eller tør modsige.