En migrationspagt skal opstå af asken – måske
Utallige forsøg på at skabe en holdbar asylpolitik i EU er slået fejl. Nu krydser frontlinjelande og diplomater i Bruxelles fingre for, at Moria-brand kan skabe momentum.
For 14 måneder siden satte søskendeparret Yasamin og Mohamad Nasim Amiri på 23 og 22 år sig sammen med deres mor og lillebror i en båd med kurs mod et nyt liv i Europa.
Den afghanske familie formåede – som tusindvis af andre flygtninge og migranter før dem – at krydse EU’s ydre graense ved Tyrkiet og komme i land på den graeske ø Lesbos, hvor asyllejren Moria blev deres nye hjem.
»Lejren var forfaerdelig. Hver nat var der slåskampe, og vi var efterladt til os selv,« fortaeller Mohamad Nasim Amiri.
Natten til den 9. september tog Amiri-familiens i forvejen usikre liv endnu en dramatisk drejning, da Moria braendte ned til jorden.
»Vi så flammerne. Det var farligt, og vi var bange,« fortaeller Yasamin Amiri.
Familien har i dag sammen med flere hundrede andre fundet husly, mad og hjaelp i et aktivitetscenter for øens asylsøgere. De graeske myndigheder vil have dem alle til at flytte ind i en nyopbygget teltlejr, men de naegter.
»Vi vil alle steder hen, bare vaek fra Graekenland,« siger Mohamad Nasim Amiri, mens hans storesøster tilføjer:
»Vi burde have lov til at rejse videre ind i Europa. Hvis graekerne giver lov, tager vi afsted med det samme.«
En årelang strid
Ud over at udgøre endnu en traumatisk oplevelse for familien Amiri fra Afghanistan så er branden i Moria-lejren på vej ind i symbolklassen i de europapolitiske historiebøger.
Lejren har, siden flygtningeog migrationsstrømmen for alvor tog fart i 2015, stået som symbol på alt det, EUlandene viste sig ikke at kunne håndtere i faellesskab. EU’s ydre graense var mange steder pivåben, og interne graensekontroller skød op sammen med pigtrådshegn langs både de indre og ydre graenser.
En aftale med Tyrkiet om at bremse migranternes march mod Europa fik i 2016 lagt en daemper på tilstrømningen. Men Middelhavet var stadig åbent. Og efterhånden som der blev sat prop i migrantruterne op gennem Europa, hobede problemet sig op i frontlinjelandene, isaer i Graekenland og Italien.
Dertil er kommet udfordringen for de skibe, der enten aktivt eller ufrivilligt redder migranter på søen, men som ikke får lov at gå i havn med dem nogen steder.
Samtidig har Graekenland og Italien i årevis kaempet med indkvartering, asylbehandling, integration og returnering af migranterne. Og i resten af Europa har landene erkendt, at Dublinforordningen om, at første ankomstland har ansvaret for en asylsøger, blev et nytteløst papir, da systemerne blev løbet over ende.
Derfor har EU siden 2015 forsøgt at skabe et nyt faelles system. Der er stor enighed om vigtigheden af en faelles løsning, men kernespørgsmålet har blokeret: Hvordan skal asylsøgerne fordeles?
Tilbage i 2015 forsøgte et flertal af lande at tvinge en obligatorisk fordelingsnøgle ned i halsen på modstanderlandene, men ud over et bittert retsopgør gav manøvren i stedet politisk medvind til EU-modstanden i lande som Ungarn, Polen og Tjekkiet.
Moria giver momentum
Mens årene er gået, har frontlinjelandene ventet på hjaelp. Det samme har asylsøgerne. Og saerligt Moria-lejren er blevet symbolet på den europaeiske magtesløshed. Ligesom branden kan blive symbolet på, at den gamle ikkepolitik er braendt ned til jorden.
Nu håber lande som Graekenland på, at en ny pagt vil opstå af asken.
»Branden i Moria giver momentum. Den er blevet en katalysator til at få folk til at indse behovet for, at Europa får en faelles, konkret og effektiv migrationspolitik,« siger Graekenlands viceminister for indvandring og asyl, George Koumoutsakos.
EU-Kommissionen er tilsyneladende enig. Udspillet til en ny migrationspagt var planlagt til den 30. september, men efter branden blev det rykket en uge frem. Der må smedes, mens jernet er varmt.
»I 2015 var det svaert at finde politisk enighed i EU om en langsigtet model, fordi alle regeringer var under pres af en enorm, hidtil uset krise. I dag har vi bedre muligheder. Fordi vi har laert en masse siden 2015. Fordi vi ikke er under et akut pres og har tid til at taenke os om. Og på den anden side viser Moria, at der ikke er uendelig tid til at diskutere det igen,« siger Koumoutsakos.
I 2015 ankom der flere end én million flygtninge og migranter til EU. I år er der indtil videre kommet omkring 50.000.
På forhånd har kommissionen ridset rammerne for udspillet op.
»Pagten vil minde jer om et hus med tre etager,« forklarede en af de ansvarlige EUkommissaerer, Margaritis Schinas, forleden.
»Den første etage vil vaere en meget staerk ekstern dimension med aftaler med oprindelsesog transitlande om at holde folk i deres lande for at få et bedre liv,« lød det.
Anden etage bliver en styrket bevogtning af EU’s ydre graense. De to første etager bliver der naeppe stor politisk ballade om. Diskussionen kan derimod forudses om den øverste etage i huset, som Schinas beskrev som et
svaret mangler fortsat på, hvad man skal gøre, hvis der ikke er villige lande nok til at huse migranterne – isaer i en krisesituation.
»Vi er klar til fortsat at tage ansvar som frontlinjestat, men det skal afbalanceres med solidaritet, hvor omfordeling er hovedelementet,« siger Koumoutsakos, der adspurgt til Danmarks holdning svarer:
»Danmark prøver at vise solidaritet på forskellige måder, men siger nej til omfordeling af migranter.«
Er det o.k.?
»Det er o.k., men det er ikke nok. Det er o.k., for det er tegn på solidaritet, der kommer fra en partner. Og vi kan ikke sige: ”Nej, vi vil ikke have den solidaritet.” Men jeg mener, at det er på høje tid, at alle begynder at gentaenke, hvordan vi kan fordele byrden.«
Siden branden haergede, har EU genopført de seneste fem års løbende konflikt i en koncentreret udgave. Og vist solidaritet på forskellig vis. Mange lande har sendt telte, taepper og nødhjaelp. Men kun nogle har åbnet for at tage imod mennesker.
Det gaelder bl.a. den danske regering, hvor fungerende udlaendingeminister Kaare Dybvad Bek ikke vil interviewes, men skriver i en mail:
»Det er ganske forfaerdeligt at se billederne fra brandene i Moria-lejren. Men det er ikke en holdbar løsning at hente folk fra lejren her til landet. Regeringen er generelt meget skeptisk ved at omfordele asylsøgere mellem EU-landene. Vi frygter, at det bare vil få endnu flere ud på menneskesmuglernes farlige rejser i gummibåde. Vi har sendt penge til Graekenland som hjaelp til at forbedre forholdene for flygtningebørn. Sådan kan vi hjaelpe mange flere bedre.«
Argumentet er kendt
Den graeske minister konstaterer, at »jeg kender saerdeles godt argumentet« om, at bedre vilkår vil tiltraekke migranter.
»Men se på de regioner, migranterne kommer fra. Fattigdom, konflikter og krige. For dem er Europa pullfaktoren. Det er ikke afgørende, om de lige kommer til Graekenland, Italien, Tyskland eller Danmark. Om vi har en fair fordeling i Europa eller ej, det aendrer intet ved viljen hos disse desperate mennesker om at søge hertil,« siger Koumoutsakos.
Tilbage på Lesbos fortaeller den danske hjaelpearbejder Helle Blak fra Team Humanity, hvordan hun forleden stod og kiggede ud på de sørgelige rester af den nedbraendte Moria-lejr.
»Der står udbraendte sengestativer, efterladte køkkenting, flygtninges papirer fra asylkontoret ligger også bare over det hele, og der er et hav af rotter,« fortaeller hun.
I Helle Blaks øjne bruger Graekenland også selv pullargumentationen, når det handler om ikke at genopbygge en ny Moria-lejr af for høj standard:
»Vi behandler dyr i Danmark bedre, end vi behandler flygtninge her på Lesbos. Det er et faktum. Dét med at bygge bedre lejre tror jeg ikke en hujende fis på.«