McEnany er Trumps nye, hemmelige våben
Poleret, aggressiv og god til at levere skarpe lydbider til tv. Trumps nye talskvinde bliver rost for sin kampberedte stil.
På en af Donald Trumps vaerste dage under valget i 2016 var Kayleigh McEnany en af de få, der kom ham til undsaetning.
En båndoptagelse, hvor praesidentkandidaten kan høres prale af at tage kvinder i skridtet, var lige blevet laekket. Mange betragtede hans kampagne som faerdig, men McEnany affejede det på CNN med, at mens hans ord var »afskyelige«, så »har han sagt undskyld«.
Siden er det gået staerkt for den 32-årige McEnany.
Efter valget fik hun først job som talskvinde for Republikanernes Nationalkomité, så for Trumps 2020valgkampagne og nu som praesidentens fjerde presseansvarlige i Det Hvide Hus.
I den rolle har hun – med sin energiske indsats for at male et rosenrødt billede af praesidentens coronarespons og håndtering af den seneste måneds raceuro – både formået at traede flere journalister over taeerne, men også at imponere med sine velforberedte, aggressive og skarpe replikker, der fungerer perfekt som dramatiske lydbider på tv og Youtube.
»Hun er den rigtige person til jobbet for denne regering. Uanset hvad man måtte mene om regeringen og dens budskaber, er hun effektiv i den rolle,« siger Tony Fratto, en tidligere vicetalsmand i George W. Bush-regeringen, til netmediet The Hill.
McEnanys perfekt polerede fremtoning - og hendes evne til at vende kritiske spørgsmål til angreb er blot nogle af de kvaliteter, som Trump formentlig saetter pris på. Som Tim Murtaugh, kommunikationschef for Trump-kampagnen, på et tidspunkt har forklaret, så »forsvarer hun praesidenten og promoverer ham som ingen andre. Hun er også frygtløs.«
Vender kritik til angreb
Da Trump kaldte coronavirussen »Kung flu« – et udtryk, som en af praesidentens rådgivere tidligere har kaldt stødende – sagde McEnany, at det kun er fair at fremhaeve sygdommens oprindelse, når Kina forsøger at sprede et rygte om, at den kommer fra amerikanske soldater.
Da Trump kom i modvind for at have beordret politiet til at fjerne en fredelig demonstration foran Det Hvide Hus, så han kunne gå over at inspicere en kirke, drog McEnany en parallel til Winston Churchill, den britiske premierminister under Anden Verdenskrig, da han gik en tur i London for at se skaderne efter tyskernes bomber.
Da journalister stillede spørgsmål ved Trumps trussel om at tvinge landets guvernører til at åbne for indendørs gudstjenester, svarede McEnany igen ved at rejse tvivl om de tilstedevaerende journalisters tro og indikerede, at de ligefrem ønskede, at kirker og religiøse rum skulle forbliver lukket.
Cocktails og gode råd
At McEnany er nået til tops i Trumpsfaeren, synes ikke at vaere en tilfaeldighed. Som mange andre konservative afskrev McEnany i begyndelsen Trump som en »showman« og - pga. af hans stempling af mexicanske migranter som voldtaegtsforbrydere - en »racist«. Men i 2015, da hun som jurastuderende fra Harvard havde et sommerjob i et advokatfirma i New York, gav en kollega hende en aften et godt råd over en cocktail.
Trump ville vinde, spåede kollegaen ifølge New York Times, og hvis hun ønskede en karriere som politisk kommentator, var det en god idé at vaere en af de første, der hejste flaget for ham. Kort efter begyndte McEnany at tale Trumps sag, hvilket åbnede døren for et job som debattør på CNN, der havde svaert ved at finde stemmer på Trumps side. Det var det springbraet, hun havde brug for.
McEnany, der altid baerer et kors som smykke om halsen og har Bibel-studiegrupper med kollegaer, fremstår i dag overbevist om, at Trump er den ultimative forsvarer af religiøs frihed og den frie debat.
Ingen kan dog vaere i tvivl om, at den 32-årige datter af en taglaegger fra Tampa, Florida, er en helhjertet republikaner. I sin ungdom stillede hun op som frivillige for flere republikanske politikere, herunder praesident George W. Bush, som hun elskede, fordi han elskede Jesus, skriver The Atlantic. Gamle tweets indikerer også, at hun allerede i 2012 havde i hvert fald én ting tilfaelles med Trump: hun støttede hans konspirationsteori om, at davaerende praesident Barack Obama er født i Kenya.
Oprindeligt var det en karriere som tv-journalist, hun drømte om. Nogle år som assistent på tv-stationen Fox News leverede imidlertid ikke det håbede gennembrud. Nu har hun fået en platform, der giver hende et endnu større publikum.
Alice er planteavler og kvinden bag en sand revolution: en blomst, der går mod strømmen i en verden, hvor alle efterspørger hårdføre sorter, der kan leve med den manglende omsorg, det moderne menneske udsaetter sine omgivelser for. Alices blomst er kraevende. Den skal vandes, nusses og tales til, men til gengaeld udsender den duftstoffer, som aktiverer ejerens lykkecentre i hjernen. Attraktivt, ikke sandt?
Science fiction-genren spejler i sine bedste øjeblikke samtidens kurs, fortegner og forvraenger landkortet og beretter om destinationen med solid teknologikritik og et opråb til eftertanke. Hausner har et tilsvarende aerinde med Alices historie, der udspiller sig som en klinisk og nogle steder lige lovlig underfortalt skraekhistorie.
En sjov størrelse
På hjemmefronten venter Alices godmodige søn Joe på sin karrierefokuserede mors opmaerksomhed, og i sin nørdede godhed opkalder hun blomsten efter ham og stiller en på hans vaerelse. ”Little Joe” er en saer bladløs starut, der som et rovdyr åbner sine kronblade og afslører en rød faretruende blomsterknop af små tentakler, når der er selskab omkring den.
Joe forandrer sig. Det gør børn jo, og en dag er den glade dreng en mut teenager. Kolleger forandrer sig; nogle gribes af ambitionerne, andre af fortidens mentale synder, men omkring Alice tegner en foruroligende tendens sig – måske.
Kan det vaere, at den bevidst sterilt avlede plante begynder at erobre alt levende omkring sig for at sikre sig nok trofaste følgere til at blive avlet og dyrket og ikke blot uddø? Eller er Alice bare bange for at tabe kontrollen over både opfindelse og familie?
”Little Joe” er en sjov størrelse. Indiskutabelt en ”artfilm”, svaert tilgaengelig og tålmodighedskraevende, men samtidig med filmiske inspirationer fra populaerkulturen. Fotograferingen understreger i strengt komponerede indstillinger tabet af tilstedevaerelse, når den indifferent zoomer ind på
FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP
en dialog og forbi den videre ud i intetheden, og farvepaletten er Wes Anderson vaerdig, stringent i sarte pastelfarver og intensive kulørkonstellationer i plantens naerhed.
Skuespillet er afmålt og praecist, og Emily Beechum vandt prisen som bedste skuespillerinde ved sidste års filmfestival i Cannes; en pris givet for kontrol og praecision snarere end spil på fuld register.
Man kan kun beundre detaljegraden og dedikation i projektet, men ”Little Joe” forbliver en distant fornøjelse, som man respekterer dybt, mere end man gribes af, når den dissekerer det moderne menneskes relationer og ikke mindst mangel på samme.