Nationalstaterne tager magten tilbage i krisetider. Kun i krisetider?

Når krisen kradser, får nationalstaten åbenbart sin store renaessance.

Enhver bliver sig selv naermest. Regeringerne traeffer nationale beslutninger, der kun angår egne borgere og kun raekker til naermeste, genoprettede graensestation.

Det er lidt som på film. Helten stormer ind i lejligheden, slår syv låse for døren for at holde det onde ude. Det ligner et urinstinkt.

Til daglig – før coronavirussen tiltvang sig adgang – var vi internationale, globale, åbne mod verden, graenseoverskridende i samarbejdet med nabolande, EU, FN og andre organisationer. Jo større og bedre, jo mere moderne og globalt taenkende.

Men når krisen rammer, traekker vi os ind i os selv. Den danske regering har kun øje for danskerne og det danske samfund. På samme måde i alle andre lande. Det er meget naturligt og ikke svaert at forstå, men kan rejse spørgsmålet, om ikke nationalstaten er og bliver det naturlige udgangspunkt for menneskelige faellesskaber, mens det forkromede internationale samarbejde er et luksusfaenomen, der mere trives i virusfri medvind og solskin.

Når det virkelig strammer til, genopfinder vi nationalstaten. Alt det, som er no go til daglig, kan pludselig lade sig gøre: først at sige nej til at lade mennesker fra bestemte lande eller bestemte befolkningsgrupper rejse ind i landet. Dernaest simpelt hen at lukke graensen og forhindre stort set alle udlaendinge i at komme ind. Signalet er klart: Vi anser jer for at vaere en trussel mod os. »Dem« og »os« for fuld udblaesning. 60 kilometer kø ved den tysk-polske graense.

En dansk regering skal først og fremmest tage vare på danskerne. Det lyder helt naturligt lige nu, hvor landet er lukket ned, fordi det vitterlig er under angreb. Men det er til daglig jo faktisk et stort spørgsmål, hvordan og hvor meget vi er en del af noget større, hvad enten det handler om EU eller verdenssamfundet som sådan.

I Bruxelles har de for laengst indset, at selve det europaeiske faellesskab og samarbejde – ja, selve den europaeiske idé – er på spil. Kommissionsformand Ursula von der Leyen forsøgte sig med et haendervridende: »Vi er for tiden alle italienere.« Hun ville gerne vise en europaeisk solidaritet med det coronaplagede Italien, men Italien må klare sig selv. Alle har travlt med sig selv. Alle laver deres egne katastrofeplaner. EU – hvad er nu lige det?

Selv det staerkt europaeiske Tyskland trak vindebroen op og udstedte et forbud mod eksport af respiratorer og mundbind. Dem får tyskerne selv brug for. Det er svaert i situationen at vaere forarget. Men det kan minde om, at når krisen engang er dampet af, venter en stor anstrengelse for at genopfinde alt, hvad der hedder international solidaritet.

Spørgsmålet er, hvordan vi overhovedet kommer ud på den anden side efter krisen. Vender den velkendte kritik af nationalstaten og dens begraensninger tilbage? Eller har krisen tvaertimod mindsket tiltroen til internationalt samarbejde og globaliseringen? Hvis alle lande besinder sig på sig selv, når det virkelig gaelder, hvorfor skulle det så ikke fortsaette ind i en mere normal hverdag? Laeren af krisen kan sagtens blive, at staterne traekker sig nogle skridt tilbage. Det vil vaere sørgeligt.

Coronakrisen forandrer Europa. Måske for altid. Men hverken bekaempelsen af den eller genopbygningen efter den kan vi klare hver for sig. Sammen er vi langt staerkere. Hverdagen og samarbejdet på tvaers af graenser må og skal vende tilbage.

Når krisen engang er dampet af, venter en stor anstrengelse for at genopfinde alt, hvad der hedder international solidaritet.