Instruktør har smidt maendene
Céline Sciamma ser sig selv som en aktivist på filmkunstens vegne og vil bryde med forestillingen om, at der skal vaere en konflikt i enhver filmfortaelling.
Af og til er det fravaeret af noget, der får os til at blive allermest opmaerksom på det. Sådan forklarer den franske instruktør Céline Sciamma det bemaerkelsesvaerdige fravaer af maend i sin premiereaktuelle Cannes-manuskriptvinder ”Portraet af en kvinde i flammer”. Der er nemlig stort set ingen maend med i filmens to timers spilletid, og det er et helt bevidst valg, fortaeller instruktøren, da Jyllands-Posten møder hende i Paris.
”Portraet af en kvinde i flammer” handler om den kvindelige kunstner Marianne (spillet af Noémi Merlant), der i 1760’ernes Frankrig ankommer til et slot ved Bretagnes kyst, hvor hun får til opgave at portraettere rigmandsdatteren Héloïse (Adèle Haenel), der skal giftes bort til en mand i Milano. Han vil gerne se sin kommende hustru an, inden han endegyldigt går med til giftermålet. Men Héloïse vil ikke portraetteres, og til den mandlige kunstner, der var blevet hyret til opgaven før Marianne, ville hun end ikke vise sit ansigt, så Marianne må lade, som om hun er på slottet for at gå ture med Héloïse om dagen for så i hemmelighed at male hende om natten. Men de to kvinder forelsker sig i hinanden undervejs og indleder efter mange blikke frem og tilbage en affaere.
Maskulint blik
Det bringer os tilbage til det med de manglende maend, for hvis der er noget, filmindustrien har vaeret kendetegnet af og er blevet kritiseret for gennem filmhistorien, så er det at se verden gennem et maskulint blik. Den fortaelling var Sciamma ikke interesseret i at gentage endnu en gang.
»Jeg var interesseret i, hvad der sker, når man eliminerer eller formindsker den maskuline tilstedevaerelse,« siger Sciamma.
»Hvad sker der med et rum, når der kun er kvinder til stede?«
Spørgsmålet er ikke retorisk, men var et Sciamma stillede sig selv forud for optagelserne:
»Jeg ville have, at publikum skulle dele filmens kvinders intimitet og ensomhed.«
Og ved at lade filmen foregå langt ude på landet løsrevet fra omverdenen er det stort set kun Marianne, Héloïse og den unge husholderske Sophie (Luàna Bajrami), der er til stede.
Maend definerer samtalen
»Der skulle vaere fuldkommen lighed og tillid mellem kvinderne i filmen, og det var blevet forstyrret, hvis jeg havde placeret en mand midt i det hele. Det havde aendret dynamikken fundamentalt,« forklarer Sciamma, der fortaeller, at spørgsmålet om de manglende maend er det, hun er blevet stillet flest gange, mens hun har promoveret filmen.
»Og det er jo paradoksalt, at selv når jeg tager maendene ud af billedet, så er de med til at definere samtalen. Men sådan er patriarkatet,« siger hun med et tørt grin.
Det er samtidig vigtigt for Sciamma at slå fast, at hun på ingen måde har ønsket at skabe en verden, hvor maend er usynlige eller ikke eksisterer, tvaertimod har hun set ”Portraet af en kvinde i flammer” som en mulighed for et mandligt publikum at glemme sig selv:
»Jeg vil gerne give maend den oplevelse ikke at vaere definerende for en handling. Den oplevelse har kvinder jo hele tiden i biografen.«
Kaerlighedsforholdet mellem Marianne og Héloïse er flettet taet sammen med kunstnerens arbejde. Det var også portraetkunsten, der var udgangspunktet for filmen. Uden at vide saerligt meget om kvindelige kunstnere i 1700-tallet gik Sciamma i