»Det er meget svaert at argumentere for, at man er forfulgt af klimaet«
Klimaflygtninge kan i de nuvaerende retssystemer verden over have svaert ved at få asyl. Jurister er uenige om, hvorvidt de nuvaerende regler kan rumme klimaflygtningene.
Den 20. januar kom FN’s Menneskerettighedskomité med en afgørelse, som markerer et nyt kapitel i spørgsmålet om de såkaldte klimaflygtninge, og som kan betyde fremtidige aendringer i de globale asylsystemer.
Sagen handler om Ioane Teitiota, som bor på stillehavsøgruppen Kiribati, der er et af de steder i verden, som er mest udsat for havstigninger. Han ankom i 2007 til New Zealand og søgte asyl i landet. Det fik han og familien afslag på i 2015.
Ioane Teitiota klagede til FN’s Menneskerettighedskomité, som nu fem år efter er kommet med en afgørelse.
I afgørelsen skriver komitéen, at det kan vaere i strid med menneskerettighederne, hvis et land vaelger at hjemsende en person i et spørgsmål om klimaasyl. Afgørelsen er ikke bindende, men skal ses som vejledende.
»Problemet bliver større«
Den kan dog bane vejen for, at verdens lande vil behandle sager om klimaflygtninge anderledes.
»Det begynder i stigende grad at vaere aktuelt, og jo laengere tid man lurepasser på spørgsmålet, desto større bliver problemet,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er juraprofessor ved Københavns Universitet.
Han mener, at det nuvaerende regelsaet »ikke er designet til problemet«. Thomas Gammeltoft-Hansen forudser, at fortolkningen enten kan udvikle sig i tråd med menneskerettighedskomitéens nye beslutning, eller at stater regionalt vil gå sammen om mere målrettede aftaler.
Det er isaer i Asien og Afrika, at folk flygter fra klimaudfordringer som havstigninger, oversvømmelse og tørke.
»Det er jo tydeligt for enhver, at klimaforandringerne mange steder er meget reelle. Med den nye afgørelse siger komitéen, at klimaudfordringerne, som tvinger folk på flugt, skal vaere umiddelbart forestående og ikke om 10-15 år, hvis retten til at vaere klimaflygtning skal gaelde,« lyder det fra Thomas Gammeltoft-Hansen.
Flygtninge i klemme
Juraforskeren Nikolas Feith Tan, der er tilknyttet Institut for Menneskerettigheder, er enig i, at klimaflygtninge kan komme i klemme:
»Det grundlaeggende problem for klimaflygtninge er, at den nuvaerende flygtningekonvention foreskriver, at man som flygtning skal vaere forfulgt af en bestemt grund. Det er meget svaert at argumentere for, at man er forfulgt af klimaet.«
Nikolas Feith Tan ser det ikke som sandsynligt, at der kommer nye regler i de kommende år:
»I fremtiden vil der vaere mange asylsøgere, som efter den nye afgørelse vil haevde, at de skal beskyttes under menneskerettighederne. Menneskerettighedskomitéen har med den nye afgørelse vist, at klimaflygtninge kan inkluderes i det nuvaerende regelsaet.«
Juraforskeren siger endvidere, at det kan blive et problem for en klimaflygtning at bevise, at faren er nu og her.
Thomas Gammeltoft-Hansen fortaeller, at han ved, Flygtningenaevnet er stødt på mange sager, hvor klimaudfordringer indirekte har spillet en årsag til personers flugt:
»I mange asylsager kan vi i dag se, at klimaudfordringer har vaeret med til at udløse de konflikter eller den diskrimination, som asylsøgeren er flygtet fra. Men det er ikke klimaforandring i sig selv, der udløser asyl.«
Begge eksperter er enige i, at det i høj grad er et politisk spørgsmål, hvordan man i fremtiden vil håndtere klimaflygtninge.
Den nye afgørelse har blandt andet udløst debat i Norge.
»Jeg tror, at dette er starten på en stor sikkerhedspolitisk udfordring, og at de konkrete følger af FN-konventionen er noget, som må diskuteres naermere. Også her i Norge,« siger Lene Westgaard-Halle fra det konservative regeringsparti Høyre til NRK.
Jon Helgheim fra det indvandrerkritiske Fremskrittspartiet ser anderledes på tingene:
»Det er helt utaenkeligt, at klima skal give grundlag for asyl.«