Kirkegården laenge leve!

Kirkegårdens skrumpen er et symptom på det rastløse samfund, hvor alt står til forhandling, og intet er givet på forhånd.

Poul Joachim Stender praest, forfatter, Kirke Saaby

Hvis man ikke gør døden stor, gør man heller ikke livet stort.

Laenge har vi forsøgt at fortraenge døden. Enten ved at snakke den ihjel eller ved at tie den ihjel.

56.000 mennesker dør hvert år i Danmark. Men det sker bag skaerme. Diskret listes ligene ud fra plejehjem og hospitaler. Dødsannoncerne fortaeller os ikke, at folk er døde. Ordet død tager vi nødigt i munden. Vi skriver, at hr. Jensen har fået fred eller er gået bort eller er stille sovet ind eller er taget fra os.

Vi bilder os ind, at vores hektiske tempo i samfundet skyldes, at vi er effektive, og skal sørge for at opretholde vores velfaerdssamfund. Men måske skyldes vores febrilske tempo dødsangst. Vi tør ikke gå i stå. Vi tør ikke lade butikkerne lukke. Vi tør ikke overholde det tredje bud om at holde søndagen hellig.

Det at stoppe op er for mange det samme som at blive konfronteret med den død, som på alle mulige måder skal gemmes vaek. Hvis vi kommer til Netto og ser butikken lukket, er det som at opdage vores egen dødsattest haengende på døren.

Laeg maerke til de ure, vi bruger. Engang kunne de gå i stå. Det mindede os om, at vi selv en dag skulle gå i stå. I dag har vi lavet ure, der kører uafbrudt og dermed fortaeller, at sådan er livet også.

Vores travlhed kommer ikke udefra. Den kommer indefra. Vi har travlt for ikke at taenke på døden. Urene med deres tik tak mindede os engang om, at livet går. Evigheden forestår. I dag er urene lydløse. De skal ikke praedike for os og fortaelle, at snart har døden indhentet os.

Kirkegårdene stod engang, trods al vores dødsfornaegtelse, som et vidnesbyrd om, at døden eksisterer. De fleste kirker er placeret midt i kirkegården. På vej ind i kirken konfronteres vi med døden for inde i kirken at høre, at døden har en exit. Jesus Kristus.

Men nu er den sidste påmindelse af dødens eksistens ved at forsvinde. Kirkegårdene skrumper som en hårdt angrebet skrumpelever. Folk vil ikke have deres aske i en urne, der saettes ned på kirkegården. De vil flyde i Gudenåen, i Øresund, i Kattegat, i gadekaeret. Eller de vil spredes i en skov mellem blomstrende anemoner.

Eller måske vil de gerne have presset deres aske sammen til en lille sten, der kan saettes på en ring, som deres aegtefaelle kan gå rundt med. Eller også vil de, som man har gjort i USA, have sammenpresset asken i små kapsler, der sendes op i rummet og saettes i evigt kredsløb omkring Jorden.

Det løser mange teologiske problemer for foraeldrene, når deres børn spørger, hvor deres afdøde farfar er. Uden at blinke med øjnene kan foraeldrene svare: »I himlen, min skat, og i aften passerer han syd-sydvest for månen kl. ca.

21.«

Men hvorfor vil man ikke begraves på kirkegården? Når vi i livet ikke har nogen rodfaestethed, ønsker vi heller ikke i døden at have rod. Tiden har påvirket os til at vaere i bevaegelse. Forandring er det rigtige. Vi skal udvikle, ikke afvikle. Vi skal ikke slå rødder. Vi skal kunne flytte os fra den ene mening til den anden, fra den ene overbevisning til den anden, fra den ene arbejdsplads til den anden.

Vi skal med et grimt moderne ord vaere forandringsparate. Rodløse, som vi er, og påvirket til altid at vaere aktive og på, synes tanken om at ligge stille på en bestemt lokalitet, indtil Gud kalder os ud af graven, at vaere en forfaerdelig tanke.

Vores måde at vaere død på bliver som vores måde at vaere levende på. Selv i døden er vi rastløse og vil vaere i bevaegelse. Flyde på bølger, blaeses af vinden gennem en skov, blive båret rundt på en ringfinger af sin elskede, kredse om Jorden i

Illustration: Rina Kjeldgaard

en rumkapsel.

Der er også noget helt andet, som får vores kirkegårde til at skrumpe ind. Fra flere og flere aeldre hører jeg, at de vil begraves i faellesgraven eller have asken i havet, fordi de ikke efter deres død vil vaere til besvaer for deres pårørende. Men hvorfor siger de det? Skyldes det, at de føler sig til besvaer før deres død? Er der flere og flere i vores samfund, der har følt sig til så meget besvaer, at de simpelt hen ikke efter døden ønsker at vaere til besvaer?

Folkekirken kunne sådan set vaere ligeglad med den udvikling, jeg skitserer. Kirken ville spare milliarder på ikke at skulle holde en masse kirkegårde så smukke og velplejede, som vi har tradition for. Men folkekirken kan ikke vaere ligeglad, fordi det er vigtigt for kirken, at vi gør døden stor for at gøre livet stort.

Hvis befolkningen ikke laengere har kirkegårde, hvor den kan se, at mennesker kan dø, vil dødsfornaegtelsen i Danmark vaere 100 pct. Det sidste synlige spor af døden vil vaere fjernet. Men dermed vil også vores taknemmelighed for at leve og have vores kaere levende omkring vaere forsvundet.

Og folkekirken kan heller ikke vaere ligeglad med, at vi ikke har kirkegårde for de levende. For kirkegårdene er ikke for de døde.

Men de levende. Sorgen er voldsom, graenseoverskridende, smertende. Vi har brug for at komme til et sted, hvor der er kosmos i al det kaos, vi oplever. De nydelige, smukke kirkegårde naermest puster afkølende på den gloende sorg.

Og vi har også brug for at foretage os en masse irrationelt i sorgen. Laegge duftende blomster på en grav, taende lys, stå med børnebørn og fortaelle dem om deres afdødes bedstefars liv. Det er alt sammen en måde at laere at leve med sorgen på.

Men hvordan redder vi vores kirkegårde, der er ved at dø? Det gør vi kun, hvis vi kan få mere ro på vores liv før døden. Får vi det, vil vi ikke have noget imod at slå os til ro på en kirkegård efter døden.

Kirkegårdens skrumpen er et symptom på det rastløse samfund, hvor alt står til forhandling, og intet er givet på forhånd. Kirkegården laenge leve!