Sprogøe Fletting imponerer som Mio
Virkemidler og visuelle valg kolliderer i ”Mio, min Mio” på Odense Teater, men det er også en stemningsfuld genfortaelling af historien.
Astrid Lindgrens børnebøger er fantastiske og eventyrlige fortaellinger, der ikke undlader at gribe fat i de alvorlige emner i livet, selv om de er for børn. I ”Mio, min Mio” møder vi en ubegribelig ondskab i Ridder Kato, og det er vores niårige hovedperson Mio, der med sin endeløse godhed skal bekaempe den onde hersker.
Jeg var raedselsslagen, da min klasselaerer i folkeskolen laeste op fra ”Mio, min Mio”. Mest af alt var det Ridder Katos utallige spejdere, der lå på lur overalt i den mørke skov og omkring borgen, der skraemte mig. Dengang var jeg KFUM-spejder, og der skulle altså løbes en vis maengde natteløb, før jeg igen følte mig helt hjemme imellem traestammerne.
3D-projektioner i kukkassen
Odense Teater skaber med eventyrlige kostumer og Klaus Risagers stemningsfulde lydkulisse en malerisk genfortaelling af Lindgrens ”Mio, min Mio”. Camilla Bjørnvads scenografi er klassisk opbygget som en kukkasse, men samtidigt suppleres den af mere abstrakte og tekniske virkemidler.
Eksempelvis ser vi en scene, hvor Mio med sin ven Jum-Jum bagpå ridder på hesten Miramis imod Landet Udenfor. Her står de tre skuespillere på en kolonne, den forreste med et hestehoved på, og hopper i takt på stedet, mens en 3D-videoprojektion danner et lag af himmelens skyer over deres og publikums hoveder.
Billederne bliver tydelige, og vi kan naesten maerke den galoperende fart i maven. Desvaerre bliver det også en noget mudret teateroplevelse, hvor der tilsyneladende ikke er taget stilling til den visuelle retning for forestillingen. Scenografiens klassiske og smukke kulisser går fuldstaendigt i karambolage med det laseragtige lys og de teatralske indlaeg i Frede Gulbrandsens iscenesaettelse.
Når voksne spiller børn
Og så har vi problemet med voksne skuespillere, der spiller børn. Det ser vi ofte i børneteater og familieforestillinger, og det er sjaeldent, at det virkelig lykkes. I ”Mio, min Mio” er det tydeligt at se, at jo mere skabet det fysiske spil bliver, jo mere der spilles ”nedad”, des mindre tror vi på det.
Mathias Sprogøe Fletting, der spiller den niårige hovedrolle, imponerer betragteligt ved at lade det barnlige komme indefra i kraft af en høj energi og en barnlig naivitet, mens han rent fysisk ikke spiller barnet meget anderledes, end han ville spille en voksen. Den aerlighed i karakteren er svaer at få øje på hos de øvrige skuespillere.
Derfor er ”Mio, min Mio” en familieforestilling, der fint genfortaeller Astrid Lindgrens uhyggelige og stemningsfulde historie, men som savner retning i sin iscenesaettelse og i det visuelle udtryk.
FAMILIEFORESTILLING MIO, MIN MIO Baseret på børnebog af Astrid Lindgren Iscenesaettelse: Frede Gulbrandsen Scenografi: Camilla Bjørnvad Varighed: 1 time og 35 minutter Spiller til den 11. marts 2019