Paven og poeten skaber håb i verden

I dag er en mærkedag for to store personligheder, en muslim og en kristen, som på tværs af tid og rum kan give håb til hele menneskeheden – midt i en tid præget af klimaproblemer og flygtningestrømme.

der betegner sig selv som ikkereligiøs humanist. Han havde mildest talt svært ved at komme i julestemning og finde juleglæden og -håbet. Han var meget bekymret for klimaet, naturen både i Danmark og resten af verden og for den forråelse, han syntes at se over for flygtninge, fattige og andre marginaliserede grupper.

»Vi har brug for nogle fyrtårne, vi kan se op til og orientere os efter. Nogle markante personligheder, som kan vise os vej,«, sagde han. »Igennem historien har der jo været mange af den slags. En del af dem var vel egentlig religiøse, for før i tiden var der mange religiøse ledere, der også blev ledere for hele menneskeheden. Men hvem er der i dag?« sagde han.

Der er mange svar på det spørgsmål. Men netop i dag vil mit svar til ham være, at der i hvert fald er to markante religiøse personligheder, som gennem tid og rum byder sig til som fyrtårne, der kan give håb til hele menneskeheden og appellere til mennesker fra forskellige trosretninger og til ikketroende. Det er en muslim og en kristen. En afdød og en levende. En person, hvis dødsdag fejres i dag, og en person, hvis fødselsdag fejres i dag.

Den ene er Rumi, poet, mystiker og en af den islamiske verdens mest berømte personligheder, som døde den 17. december 1273. Den anden er pave Frans, som blev født i Argentina den 17. december 1936 og altså fylder 79 år i dag.

Lad mig begynde med Rumi. Han blev født i 1207 i det nuværende Afghanistan i byen Balkh, et kulturelt centrum, som tiltrak jøder, kristne, muslimer, buddhister, hinduer og parsere. De politiske forhold var imidlertid ustabile, og mongolerne truede byen, så mens Rumi endnu var barn, flyttede familien til Samarkand i det nuværende Usbekistan, hvor hans far virkede som sufimester.

Det varede dog kun nogle år, før familien igen begav sig på rejse, denne gang til Bagdad og Damaskus og siden til en række byer i det nuværende Tyrkiet. I 1228 bad seljuksultanen, der herskede i Konya i det nuværende Tyrkiet, Rumis far om at komme til Konya, og Rumis far tog imod tilbuddet og fungerede som religiøs lærer ved en af byens religiøse skoler frem til sin død i 1231.

I mellemtiden var også Rumi blevet en berømt religiøs lærer, og hans faders menighed opfordrede ham til at overtage sin fars plads. Det gjorde Rumi, og han samlede efterhånden en stor skare af lærlinge omkring sig. De var søgende religiøse mænd, som ønskede at få del i den åndelige visdom, som Rumi udstrålede. Rumi var ligesom sin far islamisk mystiker. Dermed byggede han videre på en praksis og tradition, der er næsten lige så gammel som islam selv.

Forleden mødte jeg en bekendt,

De første sufier var muslimer, som ønskede at finde ind til kernen i islam ved at rense religionsudøvelsen for de mange regler for dagliglivets indretning og i stedet søge en oplevelse af nærhed til Gud. De søgte at opnå en personlig gudserfaring ved at leve et tilbagetrukket og asketisk liv fyldt med bøn og tilbedelse af Gud.

Sufierne bad og fastede som regel ligesom andre muslimer, men lagde mindre vægt på disse elementer af troen. I stedet udviklede sufierne særlige metoder til at opnå nærhed til Gud. Det kunne være åndedrætsøvelser, recitation af koranvers eller trancedans. Sufierne brugte ofte musik i deres ritualer og skrev digte og lærehistorier om deres oplevelser af Guds nærvær.

om og til Gud. I alt efterlod han sig over 25.000 digte og en lang række lærehistorier. Hans tekster blev farvet af inspiration fra de mange besøgende, der kom til Konya fra nær og fjern. Ikke mindst i hans største værk, Mesnevi, i hvis digte hovedbudskabet er en opfordring til kærlighed og tolerance mellem men-

Rumi skrev kærlighedsdigte

nesker. Rumi var muslim, men lod ikke sin teologi og tankevirksomhed bremse af dogmatiske grænser. Han udviklede en praksis og et livssyn, som ikke kun muslimer, men også kristne, jøder, hinduer og buddhister kunne tilslutte sig.

var der repræsentanter for en række trosretninger til stede. Hans åbenhed over for andre religioner end islam viser sig også i det lille digt, der står indskrevet på persisk over indgangen til det museum i Konya, der er opført omkring hans gravsted:

Kom, kom hvad du end er, det spiller ikke nogen rolle,

om du er vantro, afgudsdyrker eller tilbeder ilden,

kom, vores sammenkomst er ikke et sted for fortvivlelse,

kom, selv hvis du har brudt dit løfte hundrede gange, kom igen. Ved Rumis gravsted og andre steder i verden mindes elskere af Rumis poesi og hans disciple i sufiordenen ”de hvirvlende dervisher” hvert år den 17. december hans dødsdag. Den dag, han selv kaldte sin bryllupsdag med Gud. Det kan lyde sværmerisk, og måske især for

Da han blev begravet,

ikkereligiøse kan Rumis historie og digte umiddelbart synes irrelevante i forhold til at løse nutidens problemer.

Men det er værd at bemærke, at Rumi ikke levede afsondret fra verden. Han levede i en tid fuld af politisk uro og kendte til de magtkampe og væbnede konflikter, der prægede regionen.

på kærligheden som den eneste vej til at overvinde egoisme, grådighed, krig og forråelse. Og han var lige så

Alligevel insisterede han

sikker på, at denne evne gjaldt alle uanset religiøst ståsted eller fravær af religiøs tro. Som han helt enkelt udtrykte det i et af sine digte: Vær sikker på, at i kærlighedens religion, er der ingen troende og ikketroende. Kærligheden omfatter alle.

Rumis sprog lyder nutidigt, men er snarere tidløst og universelt. Det er en del af baggrunden for, at Rumi er blevet en af de mest læste digtere i USA – og blev indoptaget i mainstreamkulturen allerede i 1998, da Deepak Chopra sammen med bl.a. Madonna og Demi Moore indspillede en cd med sang og oplæsning af Rumi-digte med overskriften ”A Gift of Love”.

som en gave, der omfatter os alle, og som vi igen og igen må sætte vores lid til, er et af de stærkeste budskaber fra den katolske kirkes overhoved siden marts 2013, pave Frans, som i dag kan fejre 79-års fødselsdag. Han taler og skriver i lighed med Rumi enkelt og klart i et sprog, der rammer mennesker på tværs af tid og rum. Det appellerer til katolikker og ikkekatolikker, troende og ikketroende. Se blot et par af hans tweets fra den seneste måned:

»Christians and Muslims are brothers and sisters, and we must act as such.«

»All human persons – all of us – are important in God’s eyes.«

»Where there is violence and hatred, Christians are called to witness to the God who is Love.«

Mange af mine bekendte, som ellers absolut er fortalere for at adskille politik og religion, har med glæde noteret sig pave Frans’ indspark i flere af de mest påtrængende debatter, bl.a. om flygtninge, global ulighed, miljø og klimaproblemer samt krige ført i religionernes navne. De opfatter ham en troværdig stemme, der taler autentisk om det, vi alle har til fælles og det, vi må kæmpe sammen for at overkomme.

De har noteret sig, at han dagen efter sin indsættelse mødtes med religiøse ledere fra adskillige andre trossamfund. At han benyttede sit første besøg i det hellige land til at bede for fred, både ved Grædemuren i Jerusalem, ved den såkaldte sikkerhedsmur, som israelerne har bygget langs en del af Vestbredden, og i fødselskirken i Betlehem.

At han en tale på Lampedusa få måneder efter sin indsættelse opfordrede Europa til at tage ansvar for de mange desperate flygtninge, og at han adskillige gange har opfordret verdens ledere til at handle hurtigt for at redde planeten.

Netop kærligheden

er en stærk forankring i den kristne tro og den katolske kirkes tradition og teologi – på samme måde som Rumi stod fast forankret i islam.

Men forankringen, det solide fundament, er en af forudsætningerne for et godt fyrtårn. Et andet er højden. At turde strække sig mod himlen og håbet – det, nogle vil kalde naivitet. Et tredje er lyset: At sprede den glæde, det håb og den kærlighed, som strømmer fra et fælles ophav. Som Rumi sagde: Lamperne er mange, men lyset er ét. Det tror jeg på, og jeg tror, at min ikkereligiøse, humanistiske ven er enig. Og at også han i dag, en uge før jul, kan skimte juleglæden lyset fra to fyrtårne på evighedens himmel: poeten og paven. Rumi og Frans.

Hans udgangspunkt