Maskuliniteten er under rekonstruktion
Det maskuline og mandens rolle er midt i en brydningstid. Det maskuline diskuteres, forhandles og rekonstrueres, og det samme gaelder for kategorierne ”køn” og ”seksualitet”.
At definere det maskuline er ikke en opgave, der kan løses i et snuptag i form af en DR-produceret podcast med en sognepraest, en redaktør for Weekendavisen og en magister i litteraturvidenskab som ordstyrer.
Det er en opgave, som hviler tungt på hele vor tids faellesskab, vort faelles samtalerum og hele vor tidsepokes zeitgeist.
Det er et definerende øjeblik for maskuliniteten i Danmark i disse dage. Det er nu, vi skal forhandle om kategoriernes indhold og genbesøge vores kulturs tavse opfattelser om det maskuline og det kvindelige som begreb og som social praksis.
Som professor i fransk litteratur Pierre Hartmann skriver i bogen ”Le contrat et la séduction”, er kaerligheden og kaerlighedens kulturelle praksis en kulturel konstruktion, som varierer alt efter en given tidsepokes kulturelle, sociale og politiske strømninger.
Lige så vel som kaerligheden er en kulturel konstruktion, er det maskuline og forestillingen om det maskuline en kulturel konstruktion. Tiden er nu inde til, at vi i vores senmoderne og demokratiske faellesskab definerer tidens mand.
Vi skal dog fare med lempe og definere det maskuline i samklang med globaliseringens kulturelle, økonomiske og politiske strømninger. Det maskuline er nemlig til forhandling, og det er en forhandling, der finder sted i sproget, i ungdomskulturer, på datingapps, i medierne og i de sociale faellesskaber; det, der engang var anset for at vaere maskulint, er i dag pinligt.
Harvey Weinsteins aere og fald, Michael Bojesens fyring som dirigent for DR Pigekoret, MeToo-bevaegelsen, samtykkeloven, identitetspolitikken og LGBTQ+. Alle disse strømninger og de medfølgende samtaler har vaeret med til at igangsaette ”rekonstruktionen af det maskuline”.
Nogle vil mene, at det er en naturlig udvikling og en del af menneskets evolution, mens andre vil anse det for at vaere en degenerering og et tilbageskridt for vores samfund.
Engang var Arnold Schwarzeneggers svulmende muskler et maskulint kropsideal, som drømmefabrikken Hollywood tog til sig. Engang var Hemingways fascination af tyrefaegtning (”A moveable Feast”, 1964, da. titel ”Der er ingen ende på Paris”) et maskulint ideal.
Sidenhen blev udtrykket ”den tavse mand” en repraesentation for det maskuline. En stereotypi af et maskulint karaktertraek, der er i kategori med udtrykket ”traemand”, der symboliserer en mandetype uden kontakt med sit eget følelsesliv.
I 1990’erne opstod begrebet ”den metroseksuelle mand”, hvor vi i dag har begrebet ”den graedende mand” skrevet frem af sognepraest Sørine Gotfredsen.
Det maskuline og mandens rolle er i sandhed midt i en brydningstid. Det maskuline diskuteres, forhandles og rekonstrueres, og det samme gaelder for kategorierne ”køn” og ”seksualitet”.
De bagvedliggende vestlige og fastlåste etnocentriske vaerdier er under forhandling. Vores vaerdier om køn og kønsrøller konstrueres og rekonstrueres i øjeblikket flittigt, og i enkelte tilfaelde må juraen anvendes for at tøjle den toksiske maskulinitet som samtykkeloven, der trådte i kraft den 1. januar
2021, er et synligt bevis på.
Nu er det endelig blevet vores tur til til at definere det maskuline; Harvey Weinstein er fortid som rollemodel, Trumps megalomani for laengst gennemskuet, og Marc Fonseca frosset ud på Christiansborg.
I stedet for at begraede udviklingen af den graedende mand, som Sørine Gotfredsen har tendens til, så lad os i stedet hylde maskulinitetens mangfoldighed, fejre den ekstra mulighed i sproget for at vaelge sin seksualitet og sit pronomen til og dermed udvide både maskulinitetsbegrebet og feminitetsbegrebet.
Den graedende mand er kommet for at blive, traemanden er her nemlig stadig; den tavse mand lever i bedste velgående, og den muskuløse mand traener videre i fitnesslokaler. Og den metroseksuelle mand kan vi stadig få øje på i metropolerne.
Er det maskulint at have et fast blik? Et det maskulint at have et blik, der ikke flakker? Er det feminint at klaede sig i pink jakkesaet? Yves Saint-Laurents ikoniske jakkesaet til kvinden, foreviget af stjernefotografen Helmut Newton og båret af den danske model Vibeke Knudsen i Rue Aubriot, Paris, i året 1975 iscenesatte dengang en androgyn skikkelse i jakkesaet og opløste forestillingen om det maskuline og det feminine. I hvert fald for en tid.
Det, der engang var anset for at vaere maskulint, er i dag pinligt.
Den amerikanske musiker Prince introducerede sit personlige ”tegn” som et symbol på foreningen af det maskuline og det feminine.
I et historisk perspektiv synes det, som om vi altid har kaempet en opslidende kamp for at bevare nogle stereotype kategorier, der gør det nemmere for mennesket at overskue verdens kompleksitet.
Den norske psykiater Finn Skårderud har kommenteret denne kompleksitet som en uoverskuelighed i det senmoderne samfund og som et symptom på det moderne menneskes eksistentielle krise. En løsning på denne krise er ifølge Skårderud, at mennesket er nødt til »at reducere kompleksiteten« for at opnå livsduelighed i det senmoderne samfund.
For det er i sandhed nemmere at placere den lyserøde sparkedragt i kategorien ”det feminine” og give den lille dreng et sømandskostume på og dermed fastholde dikotomien mellem det maskuline og det feminine. Pigen ser jo så sød ud i det lyserøde outfit, mens drengen er fraek i sit blåhvide sømandskostume.
Det maskuline er ud fra en historisk overflyvning en plastisk og bevaegelig kategori. I Antikken var det for maend ikke tilladt at have sex med andre yngre maend, medmindre den yngre mand indtog den passive og underdanige rolle i kønsakten.
I det 20. århundrede kastede Simone de Beauvoirs bøger om ”Det andet Køn” (”Le deuxième sexe”, 1949) lys over den patriarkalske virkeligheds reduktionistiske forståelse af kvindekønnet som et køn, der er skabt i mandens billede.
I Første Mosebog, andet kapitel, fremgår det, at Gud først skabte Adam, og at han herefter skabte Eva ud fra Adams ribben. Simone de Beauvoirs beskrivelse af det patriarkalske samfunds undertrykkelse af kvindekønnet medførte en kamp om retten til at definere det kvindelige og dermed også det maskuline. Som Simone de Beauvoir skrev: »On ne naît pas femme, on le devient« – på dansk: Man bliver ikke født som kvinde, man bliver det. Det samme kunne i dag siges om det maskuline køn: »Vi fødes ikke som maend, vi bliver det.«
Når det enkelte menneske efter en jagt på en maskulin eller feminin identitet endelig finder ind til kernen af sit eget maskuline eller feminine udtryk, er denne identitet en bearbejdet og partikulaer udgave af det maskuline/feminine.
Der findes uendelige variationer over det mandlige og det kvindelige, og i tolerancens navn bør vi hylde det mangfoldige udbud af identifikationsmuligheder i stedet for at gå i panik over, at identitetspaletten er udvidet.
Vi har i det senmoderne, digitale og globaliserede samfund brug for flere identifikationsmuligheder for det maskuline og det feminine end de traditionsbundne og konservative kønsrollemønstre. Kønsrollemønstre og kategorier om det maskuline og det feminine, der allerede er foraeldet, støvet og so yesterday.
Lad os give sproget, handlekraften og definitionsretten videre til ungdommen og tildele denne nye generation muligheden for at finde vej til deres take på det maskuline og det feminine.
At rekonstruere det maskuline kan vi nemlig trygt overlade til ungdommen og de nye generationer i stedet for at forfalde til reaktionaere handlingsmønstre, stereotype kategorier og konservative praksisser.