Der er brug for klar tale

Antisemitisme og antizionisme er ikke det samme. Antisemitisme er dumhed på linje med islamofobi, homofobi og andre fobier. Antizionisme er at modsaette sig et kolonialistisk-imperialistisk projekt, hvis seneste resultat er krigen i Gaza.

Der er danskere overalt, men at jeg skulle møde Puk fra Haderslev på Elefantøen i Nilen, langt nede i det sydlige AEgypten – det overrasker. Dér er hun, i sin fredelige villa, i en frodig have, omgivet af lave nubiske huse, 10 minutters sejlads fra det støjende og kaotiske Aswan, mit udgangspunkt for den videre rejse til Ramses-templet i Abu Simbel.

AEgyptiske tog er en blandet affaere. De kan vaere gode, de kan vaere ringe, de er altid en oplevelse. Jeg forlader banegården i Aswan i let støvet tilstand. Snesevis af mere eller mindre ramponerede hyrevogne venter udenfor, også droscher, spaendt for med krikker så elendige, at det gør ondt. Jeg går de få hundrede meter ned til Nilen og finder en båd – den klassiske feluka – hvis ejer bringer mig til Elefantøen, pris 500 aegyptiske pund eller 70-75 kr. En time på floden, ingen motor, kun aftenvindens susen i sejl og reb.

Jeg nåede i sidste øjeblik, engang i 1970’erne, at se Ramses-templet på dets oprindelsesplads, direkte ud til Nilen, den store farao så at sige med fødderne i vand. Det skuffer på sin nuvaerende plads, nødvendiggjort af davaerende praesident Nassers beslutning om at bygge Aswan-daemningen med en bagvedliggende sø, der ville have oversvømmet det 3.000 år gamle tempelanlaeg med dets kolossalstatuer af Ramses og hans familie. Alt er bevaret, men mødet med fortiden er overstået, afløst af en gold turistmaskine.

Jeg forlader Aswan i den tidligere morgen og er tilbage 12 timer senere, 600 km gennem den løvegule ørken. Jeg sejler over til Elefantøen, til Puks gaestehus, kaldet Mango House. Puks nubiske mand traeffer jeg ikke. Han er i Aarhus.

Jeg tilbringer tre, fire dage på mit vaerelse, på en tagterrasse og i haven, beskaeftiget med bøger og notesblokke. På min mobil ser jeg, at Israels premierminister Netanyahu saetter lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme. Det er en snavset manipulation i den hensigt at forvirre offentligheden. Antisemitisme eksisterer utvivlsomt og er at anse for en afstumpethed som islamofobi, homofobi og andre, ofte psykisk betingede frygteller hadforestillinger.

I AEgypten hører jeg ikke et ord, der kan udlaegges som antisemitisme eller jødehad. Jeg hører om sorg og vrede over Israels drab på flere end 30.000 palaestinensere, såvel kristne som muslimer i Gaza, og jeg hører om pessimisme vedrørende fremtiden.

AEgypten anerkendte Israel i 1989, og Cairo arbejdede indtil for nylig sammen med USA og SaudiArabien på en normalisering af forholdet mellem den jødiske stat og den arabiske verden. Disse bestraebelser er nu druknet i krigens blodbad, fastslår dr. Abdel Monem Said Aly, som forestår Det AEgyptiske Center for Strategiske Studier i Cairo.

Israel har siden sin oprettelse i Palaestina for 76 år siden optrådt med en aggressivitet, der anses for oprørende i store dele af verden, og som senest har foranlediget Den Internationale Domstol i Haag til at undersøge Netanyahus delvis fascistiske regime for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord.

Skal det vaere antizionisme? Måske. Zionismen er et europaeisk projekt med det formål at skaffe jøderne et hjemland i Palaestina på de derboende palaestinenseres bekostning.

Zionismen udviklede sig samtidig med eller lidt senere end kolonialisme, imperialisme, fascisme, nazisme, kommunisme og andre menneskefjendske tankegange, der i det 20. århundrede var naer ved at tilintetgøre Europa, og som nu begynder at ligne en trussel mod sig selv, demonstreret af den krise, som Netanyahu-styrets krig i Gaza har fremkaldt mellem Israel og USA.

Krigerstaten Israels forsvarere taler om antizionisme og antisemitisme. Antizionisme kan vaere rigtigt, legalt og moralsk forsvarligt. Med antisemitisme har det intet at gøre. Antisemitisme skyldes ringe opdragelse, ringe kultur, ringe empati og ringe viden, herunder denne viden, at både jøder og arabere er semitter, efterkommere af Biblens og Koranens Noah (ham med arken), hvis aeldste søn, Sem, ifølge de hellige skrifter var såvel arabernes som jøderne og andre nu uddøde folkeslags stamfader.

Europa baerer en vaesentlig del af skylden for de seneste 100 års forstyrrelser i Mellemøsten. Med opløsningen

I AEgypten hører jeg ikke et ord, der kan udlaegges som antisemitisme eller jødehad. Jeg hører om sorg og vrede over det israelske drab på flere end 30.000 palaestinensere, og jeg hører om pessimisme vedrørende fremtiden.

af det osmanniske imperium efter Første Verdenskrig overtog Frankrig og Storbritannien dette imperiums arabiske rester. Der blev indrettet protektorater og kolonier, der blev hersket og reguleret og moderniseret uden hensyntagen til de indfødte.

De nye herskere trak graenser, hvor ingen graenser var nødvendige. De overnationale muslimer blev gjort til muslimske nationer og anbragt i stater, som derefter gerådede i krig med hinanden.

Midt i denne omvaeltning ankom stadig flere europaeiske jøder – eller jødiske europaeerne – til Palaestina, opmuntret af den såkaldte Balfour-erklaering udstedt i London i 1917 og indeholdende en forsikring om, at Hans Majestaets regering ville se med velvilje på oprettelsen af et jødisk nationalhjem (ikke en jødisk stat) i Palaestina med den reservation, at naevnte nationalhjem ikke måtte skade palaestinensiske interesser.

Med et pennestrøg – og trods indsigelse fra kabinettets eneste jødiske medlem, Edwin Montagu – udleverede briterne et andet folks land til et tredje folk. 100 år senere har vi den femte og hidtil voldsomste krig mellem jøder, naesten alle efterkommere af indvandrere, og palaestinensere, naesten alle fordrevet fra det nuvaerende Israel.

Aftenen laegger sig over Elefantøen. Alt er stille. Måske skulle vi i Vesten vaere mindre naevenyttige på andre folks og andre kulturers vegne og passe bedre på vor egen civilisation. I Mellemøsten vil vi vaere godt tjente med at afstå fra sprogforvirring og begrebsforvirring, som blot føjer spot til laengst gjort skade.

Publicist, tidligere udenrigskorrespondent