Tak for tålmodigheden, spaltepladsen og støtten
Afsked med Jyllands-Posten efter 40 års daglig laesning og 15 års tjeneste.
Jeg skrev mit første laeserbrev i JP, da jeg gik i ottende. Opildnet af at se mit navn på skrift fortsatte jeg i Fyens Stiftstidende og Information, og da jeg endelig var faerdig på universitetet, begyndte jeg at skrive i Weekendavisen, indtil Berlingske Tidende tilbød mig et fint kontor, hvor jeg taeskede løs på tastaturet, indtil socialkammeraten Lisbeth Knudsen satte sig tungt i chefredaktørstolen og bekraeftede alle mine vederstyggelige fordomme.
Så ringede Flemming Rose. Han ville søsaette et nyt blog- og debatunivers, og jeg sagde ohøj, det var i 2008, Muhammed-krisen stod i fuldt flor, avisens domiciler skulle terrorsikres, den arabiske alvor var så småt ved at sive ind i hovedstadens velourbløde saloner. Her blev det til 15 år, dvs. ca. 1.500 klummer, 300 boganmeldelser, 100 podcasts og debatinterview, bl.a. med germanisten Søren Fauth, som afviste, at livet skulle vaere progressivt, eller at det en skønne dag »kunne blive perfekt ved hjaelp af den ene eller anden ideologi eller et kalifat. Vi går hverken fremad eller tilbage, vi går bare i ring«.
Kulturredaktør Rose og hans naermeste var en sand fornøjelse at arbejde for. De kerede sig om avisens indhold snarere end dens image i Mellemøsten og blandt de nye feminister, og Rose sendte mig links til artikler og bøger og var i det hele taget en vulkan af idéer, også som udlandsredaktør fra
2010. Det var en for mig sjaelden tid: Der var et ”vi”, dvs. et kollektivt anliggende. I en mail op til sommerferien 2009 bad han en lille flok skribenter om et møde. Dagsordenen var som følger:
1. Er der emner, som er underbelyst i debatten? 2. Er der emner, som er på dagsordenen, men mangler bestemte perspektiver? 3. Er der lidt eller meget udlandsstof på debatsiderne? 4. Hvad bliver de tre vigtigste debatemner frem til naeste valg? 5. Er der udvalgte debatemner, som JP burde iscenesaette? 6. Er der stemmer derude, som JP burde give mere plads til?
Da Rose forlod avisen i 2015, var det slut med den slags luksus. Mediernes krise var tydelig for enhver – og journalisterne mere progressive end nogensinde. Men fordi jeg havde købt hus og bil, fået børn og holdt fast i dyr hobby, fortsatte jeg derudad og var samtidig så privilegeret at kunne meddele mig til offentligheden to til tre gange om ugen mod betaling, ofte stik imod avisens redaktionelle linje og tidens liberale muzak.
Det har ikke altid vaeret sjovt at have mig i spalterne, det ved jeg godt. Når vi mødtes, holdt Per Nyholm, David Trads og Co. sig for naesen, ligesom skiftende redaktører havde et hyr med, hvad andre mediemennesker taenkte, f.eks. om mine sommerprogrammer på Radio24syv eller min helt vildt usympatiske påstand om, at islam er farligere end corona. Der faldt også braende ned, da jeg tog afsked med Helle Thorning-Schmidt med overskriften »Farvel til finken«, der udløste en shitstorm i Storkøbenhavn.
Men der var også andre emner på tapetet. EU’s magtfuldkommenhed, Vestens tiltagende dekadence, den fortløbende ødelaeggelse af skolevaesenet, militaervaesenet, afviklingen af provinsen, angrebet på biologien, på manden, familien, skaermkulturens konsekvenser, presset mod ytringsfriheden, fornaegtelsen af kristendommen, fordummelsen, narcissismen, oplevelseskulturen, amerikaniseringen og den nationale katastrofe ved navn Lars Løkke Rasmussen.
Jeg vedblev, og det er jeg faktisk lidt stolt af, med at gøre opmaerksom på ikke alene indvandringens økonomiske og sociale konsekvenser, men tillod mig også – til mange paene bogerlige menneskers irritation – at tale højt om de dynamiske, islamiske effekter i de europaeiske vaertslande i form af vilkårlig vold, klaner, slaegtsbaseret kriminalitet, terrortrusler og antisemitisme. Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg gøre det igen, bare endnu mere direkte. Stort set alting på den arabisk-muslimske front er kun blevet vaerre i løbet af de seneste 15 år.
Men jeg har sandelig også glaedelige minder. Utallige er de laesere, der har kontaktet mig med opmuntring, betroelser og idéer. Korrespondancen udgør alt det, der ikke kommer i avisen, flødeskummet. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg hos laeserne nød en politisk og moralsk støtte. Den holdt mig kørende sammen med visheden om, at mine børn ville graemme sig, hvis de en dag fandt ud af, at jeg ingenting sagde eller gjorde.
Intentionen var ikke at blive opfattet som et reaktionaert røvhul, det var blot den pris, jeg måtte betale.
Resultatet og kvaliteten kan man altid diskutere. Intentionen var ikke at blive opfattet som et reaktionaert røvhul, det var blot den pris, jeg måtte betale. Min intention har altid vaeret at forstå min tid ud fra et vist historisk perspektiv og nå frem til en slags sandhed. Jeg er glad for, at jeg fik chancen i disse spalter. Det har vaeret en aere, et privilegium og en meningsfuld opgave, som ikke kun var professionel, men sandelig også personlig, faktisk lige siden ottende. Jeg vil gerne sende en varm tak til alle dem, der gjorde det muligt. Vi ses måske et andet sted. Godt nytår!