Fred og frihed følger ikke ad

Pacifisterne tror det, liberalisterne håber det, men inderst inde ved vi andre godt, at det er en sød løgn.

Freden kommer altid med en pris. Friheden kraever altid en indsats. Det gaelder i Mellemøsten, det gaelder herhjemme, det gaelder i forholdet mellem stater og mellem stater og religiøst-politiske grupperinger allevegne.

Du kan godt få fred a la våbenhvilen mellem Israel og Hamas. Men den er skrøbelig og midlertidig – ligesom i Folketinget, hvor et flertal har forbudt utilbørlig omgang med hellige skrifter, selv om enhver idiot ved, det er Koranen, de hentyder til.

Til det er blot at sige: Vist kan man slutte fred med Koranen i 10 minutter, men Koranen slutter aldrig fred med dig. Dens mest rigide tilhaengere haler konstant friheden til forhandlingsbordet.

Snart kraever de lidt mere anerkendelse, respekt, tolerance, ligestilling og lidt flere menneskerettigheder a la retten til ikke at blive fornaermet. Snart fortaeller de os, at vi skal gå stille med vores egen kristendom, sekularisme og det, der kaldes »hvide privilegier« og vores »iboende racisme«. Måske angriber de os med knive, skydevåben eller selvmordsbomber; måske ikke.

Men skridt for skridt får vi israelske tilstande i Europa.

Freden er alles drøm og utopi, også min. Vi naeres af den, vi fascineres af den; komponister har skrevet hymner til den, digtere har besunget den, selv videnskabsfolk istemmer med hippierne, at vi skal give fred og forståelse en chance mere. Det er alt sammen meget fristende.

Uden fred kan vi rigtignok ikke skabe kunst og videnskab, afholde musikfestivaler eller producere fetaost, aebleskiver og julekonfekt. Uden fred kan vores børn ikke vokse op under sikre forhold og ubekymrede spille bold i haven eller køre to gange 30 minutters intervaller på rundstraekningen ved Uvelse. Uden fred bliver livet en kamp, og vores civilisation reduceret til et lille helle, et ly for natten.

Der er bare lige den afgørende detalje, at livet er en kamp, og at vores civilisation er en lysning i vildmarken. Resten af verden er ikke indrettet som hos os, ønsker slet ikke at blive det.

Det er vores opgave at forsvare, hvad der på én og samme tid er europaeisk og dansk. Der er ikke andre end os til at gøre det.

Derfor må enhver, der ønsker fred, forberede sig på krig, sådan som det romerske ordsprog siger, selv om det er ubehageligt at blive mindet om så taet op under jul.

Men krigen i Ukraine og Israel understreger den romerske sandhed, som strider mod alle vore automatreaktioner og stemningen på Politiken og i DR Byen. Pacifisterne tror det, liberalisterne håber det, men inderst inde ved vi andre godt, at det er en sød løgn. Fred og frihed følger ikke ad.

Friheden må således forsvare sig løbende, hvis den skal forblive frihed og ikke et falskneri. I bedste fald forsvarer den sig politisk, i vaerste fald korporligt, for så havner vi i borgerkrigen.

Det er derfor, vi må have politi, efterretningstjenester, traenede, vaebnede styrker, kanoner, fly, fregatter, ammunition og allierede nok til at forsvare os mod vores fjender, som ifølge den seneste risikovurdering bliver flere og stedse dygtigere.

Krigs- og forsvarsparatheden er koblingen mellem fred og frihed. Foruden den og statens våbenmonopol risikerer den søde drøm om evig fred at føre os i ulykke.

Vist kan man slutte fred med Koranen i 10 minutter, men Koranen slutter aldrig fred med dig

Forsvarsevnen veksler fred til frihed. Frihedens kerne er, som Hannah Arendt understreger i en tekst, der netop er oversat til dansk med titlen ”Friheden til at vaere fri” (Forlaget Klim), deltagelsen i offentlige anliggender. Når den indskraenkes (som med koranfredningsloven), svaekkes friheden til at vaere fri.

Denne frihed udspringer materielt set af at vaere fri for nød, dvs. at have fri tid, dvs. ikke altid at vaere travlt beskaeftiget med at tjene til livets ophold, men styrkes åndeligt af at vaere fri for frygt.

Hvor den islamiske kultur vinder frem i Europa, vokser frygten for at sige, gøre eller mene noget forkert. Det skyldes, at islam forstået som skrift, laere og praksis indeholder politiske under- og overtoner – og dermed ikke bare er en trossag. Islams retfaerdighed er en gerningsretfaerdighed, ifølge hvilken friheden må underkaste sig freden, og så hjaelper det bestemt heller ikke, at vores magthavere fedter for islamismen.

Vil du have fred? Jamen, så skal du bare underkaste dig Allahs soldaterreligion. Så traeder du ind i fredens hus.

Vi skal ikke lade os lokke ind i fredens hus eller give efter for de mange trusler om bål og brand, hvis ikke vi makker ret. Vi skal ikke makke ret.

Vi skal stole på os selv, beskytte jøderne og huske, at fred og frihed ikke følges ad, slet ikke når det kommer til den islamiske kultur. Thi freden kommer altid med en pris, og friheden kraever altid en kollektiv indsats.

Historiker, forfatter, blogger