»Jeg pinte mig selv uden at komme nogen vegne«

Den danske cykelprofil Michael Valgren kom i livsfare, da han traf en risikabel beslutning i sommeren 2022. Siden da har han og familien forsøgt at genskabe det fundament, der snart vil aendre sig igen med flytningen hjem til Danmark.

En mørk nuance sniger sig ind i det ellers lyse blik. Michael Valgren fylder sit glas med vand og drikker det i en slurk. »Jeg har egentlig ikke haft noget problem med at tale om, hvad der skete. Jeg kan huske det hele. Det var et uhyggeligt styrt. Helt sikkert. Men jeg ved, hvad der gik galt. Indimellem har jeg vaeret irriteret på mig selv. Mest fordi jeg ikke fulgte min mavefornemmelse. Jeg kørte lidt for staerkt – lidt meget for staerkt,« indskyder han med et skaevt smil.

Den 31-årige cykelrytter genoptager øjenkontakten, mens han fortaeller videre om den voldsomme junidag under etapeløbet La Route de’Occitanie i sommeren 2022.

»Jeg ville gerne i udbrud, og så stak fire mand af sted. Det lignede en dødssejler, men mit hold ville have mig med. Det var lige op til Tour de France, så jeg ville gerne vise mig frem. Normalt ville jeg aldrig angribe på den måde under en nedkørsel. Jeg skulle have stolet på mig selv og taenkt, at jeg var god nok til at komme med til Touren uanset hvad,« siger han og slår fast:

»Men jeg er afklaret med, at jeg traf den beslutning.«

Nu er det naesten 10 måneder siden, at EF Education-rytteren og hans familie ramlede ind i deres hidtil svaereste periode sammen. Michael Valgren er omsider klar til at gøre comeback i etapeløbet Région Pays de la Loire Tour den 4.-7. april, og roen er tilsyneladende blevet genetableret i lejligheden med panoramavinduer ud over havnen i Monaco. Thyboen har kraenget en kasket ned over sit tilbagestrøgede, blonde hår og iført sig en ”Elsk”-trøje skabt af et modemaerke fra den hjemegn, han snart vender tilbage til.

»Saet pris på, han er her«

Efter otte år skal Michael Valgren og konen Sissel Hundahl snart forlade den lejlighed, hvor to små fyre uforvarende har sat deres praeg på indretningen med legetøj strøet ud over stuegulvet. Uden for døren står en løbecykel, der tilhører den aeldste søn, Axel, og som var med til at forårsage endnu et styrt i løbet af det vanskelige år, familien har oplevet.

»Det var en lortesommer. Men så kom du jo,« siger Michael Valgren til sin yngste søn, der blev født i november, og som nu bliver løftet op i luften, så der kommer begejstring i de lysende blå øjne, der kan føres tilbage til både faren og moren.

Lidt derfra sidder Sissel Hundahl i den sofa, hvor hun modtog et ildevarslende opkald den 19. juni 2022.

»Det første, jeg fik at vide, var: ”Du skal saette pris på, at han stadig er her”. Jeg sad bare herhjemme og vidste ingenting om, hvordan han så ud, eller hvordan han havde det. Der gik to dage, inden han blev flyttet til Nice, og jeg kunne se ham igen. Det havde jeg virkelig brug for, så jeg kunne tro på, at han faktisk var sig selv,« siger hun.

Først bredte taknemmeligheden sig over, at husbonden havde overlevet. Så meldte de naeste tanker sig.

»Kunne vi få det til at fungere som familie? Alt stod på usikker grund lige der. Selvfølgelig handler meget om hans karriere, men hvis han ikke kunne komme tilbage, ville det jo aendre hele vores liv som familie,« siger hun.

Hang ud over kløften

Michael Valgren kunne ikke afvaerge situationen. Han nåede lige at taenke »okay, nu styrter jeg«. I et splitsekund overvejede han, om det var bedst at ramme autovaernet eller ej. Da bremserne blev hugget i, var det allerede for sent.

»Med det samme kunne jeg maerke smerterne. Samtidig måtte jeg forsøge at støtte mig op ad to sten, så jeg ikke gled laengere ned. Jeg hang jo ud over en kløft.«

Et redningshold ilede hen for at redde danskeren, der fik hjaelp til at holde sig oppe.

»Så mistede jeg alle mine kraefter. Jeg var så faerdig og kunne ikke mere. Der stod en mand og holdt mig, men han var nødt til at støtte mit dårlige ben, hvor hoften var gået af led. Det gjorde pisseondt. Kroppen lukkede naermest ned, fordi der var så mange smerter.«

Det lykkedes at binde et reb om cykelrytterens brystkasse, så de kunne hejse ham forsigtigt op fra skraenten. Fornemmelsen af at dingle i luften var absurd.

»Og så kom ambulanceturen. Den var modbydelig. Tre timer, hvor jeg kun måtte ligge på ryggen, og jeg ikke kunne finde ro, selv om jeg fik en masse morfin.«

Naboerne Pogacar og Sagan

Det kaotiske scenarie kan vaere svaert at forestille sig, mens Michael Valgren viser rundt i den lille park ved foden af lejlighedskomplekset. Appelsintraeer står bøjet hen over blomsterbede, som en gartner nidkaert arrangerer. En Bentley gasser op i naerheden og blander sig med lyden af kirkeklokker.

Kort forinden landede en brølende helikopter på den åbne plads lige ved det solbeskinnede, glitrende hav, der agerer udsigt for flere cykelstjerner. ”Sagan” står der på en dørtelefon med tilknytning til den tredobbelte verdensmester med fornavnet Peter. Den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar bor lige derovre, taet på den danske kollega Jakob Fuglsang, og derhenne er palaeet for prinsen af Monaco, peger Michael Valgren.

Selv sådan et sted kan der opstå problemer. Det oplevede Valgren-familien i sensommeren, da sønnen Axel pludselig slaegtede sin far lidt for meget på efter et uheldigt styrt på sin løbecykel.

»Folk troede, at han havde fået en sympatiforbinding,« siger Sissel Hundahl og ryster smilende på hovedet.

Da de kom hjem fra hospitalet, havde begge familiens to drenge deres ben i gips – Michael Valgren døjede tilmed med eftervirkningerne fra et baekkenbrud – mens Sissel Hundahl var højgravid.

»Jeg skulle prøve at udvise et stort overskud, som jeg ikke altid havde. Michael har jo et kaempe hjerte og taenker altid på andre end sig selv. Det var så hårdt for ham, at han ikke kunne hjaelpe med at tage Axel, at lave mad eller rydde op. Han følte sig som en kaempe byrde. Det var hårdt at se ham sådan. At det var det, han bekymrede sig mest om,« siger hun.

Følte sig som belastning

»Indimellem har jeg vaeret irriteret på mig selv. Mest fordi jeg ikke fulgte min mavefornemmelse. Jeg kørte lidt for staerkt – lidt meget for staerkt.« MICHAEL VALGREN, CYKELRYTTER, OM SIN ALVORLIGE ULYKKE SIDSTE ÅR

Denne eftermiddag smiler Michael Valgren naermest stolt, mens han bukker sig ned for at binde sine sko.

»Bare det her kunne jeg ikke for få måneder siden,« siger han og viser, hvordan knaeet plejede at skabe bøvl.

Ofte måtte konen hjaelpe til for at få blandt andet en støttestrømpe på det beskadigede ben, forklarer hun.

»Så tit havde jeg den heller ikke på,« indvender han som for at overbevise sig selv.

Sikkert er det, at vejen hertil har vaeret smertefuld. De første tre måneder forløb uden ordentlig søvn. Kroppen var konstant plaget af smerter.

»Jeg havde alle mulige maskiner herhjemme, der kunne køle benet ned og elektroder til at stimulere musklerne. Jeg gik til fysioterapeut hver dag i et halvt år, fordi jeg bare ville tilbage. Der var nogle dage eller endda uger, hvor jeg ikke følte, at jeg fik noget ud af alt det hårde arbejde. Men jeg overvejede aldrig at give op. Jeg savnede at traene og køre cykelløb. At føle mig traet i kroppen på en fed måde efter en veloverstået tur. Det var det, jeg ville opleve igen,« siger han.

Efterhånden kunne han begynde at cykle på en motionscykel i et par timer om dagen.

»Så sad jeg derude på altanen,« siger han og peger ud, hvor den mindste søn nu har overtaget pladsen med sin barnevogn under dagens middagslur.

»Jeg fik noget mere tid herhjemme sammen med familien, men jeg kunne ikke rigtig vaere der for min aeldste søn. Jeg kunne ikke lege med ham ordentligt, fordi jeg ikke kunne sidde ned på knaeene. Han skulle vente på mig hele tiden, fordi jeg bevaegede mig rundt på krykker. Jeg var lidt en belastning, følte jeg.«

Forløsning til jul

Derfor burde det vaere en god dag, da Michael Valgren omsider kunne bevaege sig udenfor med sin cykel i slutningen af november.

»Det var fantastisk at komme ud igen, sidde på cyklen og gøre det, jeg elsker. Men det var samtidig også sådan lidt … irriterende. Jeg kunne ikke rigtig nyde det. Jeg følte, at jeg pinte mig selv uden at komme nogen vegne.«

Først i juleferien kom der et gennembrud. Thyboen tog hjem til Danmark og mødtes med eksperter fra Team Danmark. De opda