Ser vi afslutningen på Vestens tilbagegang?
Måske markerer Ukrainekrigen enden på den defensive spiral, Vesten har lidt under i en årraekke i blandt andet Afghanistan, Irak og Syrien.
Altid veloplagt beskriver Mirco Reimer-Elster 24/3 i JP den transformative periode, som fulgte terrorangrebet 11/9 2001, da han selv var teenager i det, han kalder 11. september-generationen. Denne kronik er skrevet af en fra 89-generationen, altså generationen før, og giver et andet syn på Vestens krige end det, der normalt dominerer mediebilledet.
Det, der navngav 89-generationen, var Murens fald, altså kommunismens undergang. Den kommunisme, der stod som et alternativ til Vesten på alle områder: ingen frihed, hverken politisk i form af demokrati, personligt i form af individualisme eller økonomisk i form af markedsøkonomi, kun kvaelende, totalitaert diktatur.
Murens fald kom uventet. Efterkrigsgenerationen tog demokratiet for givet og koncentrerede sig om velfaerdsstatens opbygning. Men hos nogle af deres forkaelede børn sprang hadet til vestlige vaerdier pludselig frem igen, som det havde gjort før krigen, og 68-generationens søgen efter alternativer til Vesten førte dem til at hylde primitive diktaturer og foraeldede ideologier. Det var ikke hele generationen, faktisk ret få, men de fyldte meget. Ikke på grund af deres kritiske sans eller historiske erfaring, for de havde ingen, men fordi de voksne tillod det.
Det, jeg derfor husker bedst fra teenageårenes gryende politiske bevidsthed omkring 1980, var glaeden over, at nye politikere som Reagan og Thatcher selvbevidst forfaegtede de vestlige vaerdiers overlegenhed. Det gjorde dem inderligt hadet af 68’erne, men elsket af os andre.
Mens Thatcher reddede England, der var sunket ned i »mismodets vinter«, reddede Reagan ikke bare USA, men også et Europa, hvor halvdelen var besat af Rusland. Reagans offensive politik stod i klar kontrast til den politik, som kendetegnes af Henry Kissinger. Kissinger tog den globale magtfordeling for givet. Han var taktikeren, der kortsigtet spillede de kort, der var på hånden. Reagan derimod var strategen, der søgte at aendre verden.
Der er pokkers til forskel. Hvor Kissingers eneste resultat var at så en midlertidig splittelse mellem USA’s fjender, men opgav at beskytte Sydvietnam, som man havde beskyttet Sydkorea, lykkedes Reagan med at vinde Den Kolde Krig og aendre en raekke europaeiske lande fra fjender af Vesten til en del af den.
Denne erkendelse af, at det ligger dybt i alle mennesker at ville vaere frie, selvom deres undertrykkere ihaerdigt benaegter det, blev en vigtig del af vores erfaring. I årene, der fulgte, brugte Vesten våbenmagt til at forhindre overgreb både i Afrika og på Balkan. Da Saddam uprovokeret angreb Kuwait, blev han drevet ud. Vesten var staerk, og vores vaerdier inspirerede stadigt flere. Men ikke alle.
Terrorangrebet den 11. september kom ikke ud af det blå, man havde blot ignoreret, hvordan al-Qaeda angreb stadig større mål rundtomkring, indtil de ikke kunne ignoreres laengere. Derfor måtte USA slå igen i Afghanistan. Ser man tilbage, kan man spore den gryende anti-amerikanisme allerede, da f.eks. Michael Moore begrundede krigen med Vestens behov for olie, hvad Afghanistan ganske vist ikke selv havde, men det havde al-Qaedas fjende Saudi-Arabien, så man fik komplottet til at passe. Men det var først med Irakkrigen, at konspirationsteorierne og anti-amerikanismen fik frit løb.
Terrorangrebet havde vist USA, hvor farligt det er at ignorere tilbagestående, men fjendtligt indstillede lande som Afghanistan. Det kan derfor ikke undre, at man efter Afghanistan begyndte at bekymre sig om Saddams Irak, der som det eneste land havde hyldet terrorangrebet, og hvor man vidste, at Saddam åbent samarbejdede med terrorister.
Situationen i Irak var uholdbar. Sanktionerne indført efter Kuwaitkrigen kostede stadig flere liv, isaer børns, men rørte ikke Saddam. Ophaevede man sanktionerne, kunne Saddam igen opruste og angribe sine naboer. Så man havde et valg: Enten kunne man fortsaette den langsomme strangulering af Iraks befolkning, eller man kunne fjerne
Saddam. Man valgte det sidste og ledte efter en anledning, en casus belli. Den forelå i våbenhvilebetingelserne efter Kuwaitkrigen, der forbød masseødelaeggelsesvåben, f.eks. giftgas, som Saddam flittigt havde brugt. Giftgas er nemt, billigt og en stabelvare hos mellemøstlige diktaturer, hvilket vi senere så i Syrien, så det blev begrundelsen.
I dag ved vi, at Saddam ikke havde disse våben på lager, men i stedet afventede, at sanktionerne blev løftet, så de kunne genanskaffes. Men det kan ikke forklare krigsmodstanden, der begyndte allerede før krigen.
Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer sagde meget mindevaerdigt, at han ikke var overbevist om Saddams våben. I dag ved vi, at han talte mod bedre vidende, for den tyske efterretningstjeneste troede i lighed med de øvrige vestlige tjenester, at det havde Saddam. Fischers tale var således mindre udtryk for statsmandskløgt og mere en leflen for anti-amerikanisme og pacifisme og dermed mere i tråd med et af hans andre citater om, at USA nok er en magt, men Europa er en drøm.
Befrielsen af Irak blev blodig. Saddams diktatur var ikke kun personligt, men sekterisk, hvor sunnimindretallet undertrykte shia-flertallet, og det udløste derfor en borgerkrig. Langsomt forsvandt opbakningen i Vesten til krigen, der blev yderligere eroderet af konspirationsteorier om, at der var løjet om Saddams våben. Selvom den ene rapport efter den anden afviste det, fastholdt medierne historien, et kaempe svigt.
Krigsmodstanden blev personificeret af Obama, som derfor vandt i 2008, og USA slog på ny ind på en isolationistisk kurs. Det må tilskrives Obamas store charme og mediernes forkaerlighed for Demokraterne, at kritikken først rigtig begyndte, da politikken blev videreført af Trump.
Men allerede Obama udviste blandingen af selvovervurdering og uforsvarlig naivitet. Han troede, at krigene bare skyldtes forgaengerens dumhed, og at det blot kraevede »smart diplomacy« og gode talegaver at løse de globale udfordringer. Men virkeligheden ville anderledes. I Libyen valgte man kun at bruge våbenmagt nok til at fjerne diktatoren, men da man ikke ville indsaette landtropper, endte landet i blodigt kaos. Den populistiske forkaerlighed for nemme løsninger førte Obama til at forlade Irak og Trump til at opgive Afghanistan, selvom begge kunne holdes med en brøkdel af, hvad USA bruger i den ligeledes uendelige kamp mod kriminalitet i egne byer.
Den endegyldige fallit for antikrigspolitikken blev dog Syrien, hvor Obama alt for laenge prøvede at blande sig udenom, indtil man
Professor, dr.jur., København
Allerede Obama udviste blandingen af selvovervurdering og uforsvarlig naivitet. Han troede, at krigene bare skyldtes forgaengerens dumhed, og at det blot kraevede »smart diplomacy« og gode talegaver at løse de globale udfordringer.
alligevel blev nødt til at intervenere og da måtte gøre det på diktatorens praemisser og med beskedent udbytte.
Irakkrigen repraesenterer aktivismen, og Syrien alternativet. Begge har medført store lidelser, men konklusionen er klar: Hvis Vesten blander sig, taber diktatoren, og befolkningen vinder; hvis vi ikke gør, sker det omvendte. Mens Irak fik et demokrati, der nok er korrupt, men dog fungerer, er Syrien på alle parametre mere ulykkelig: Diktatoren vandt, og tabene blev større. Vesten tabte indflydelse, Rusland og IS vandt frem.
Vi fik en indvandring til Europa, som vi aldrig fik ved Irakkrigen, hvilket viser det naive i at tro, at Mellemøsten ikke rager os. Vestens tilbagetraekning gav alle anti-vestlige kraefter nyt mod. Derfor turde Putin angribe Ukraine efter flere gange at have testet vores modløshed.
Det gode er, at Ukrainekrigen har aendret alt det. Ruslands overgreb er så absurd urimeligt og brutalt, at der er bred opbakning til, at Vesten hjaelper Ukraine med at slå tilbage. Vi er igen begyndt at tro på, at vi skal kaempe og ikke bare traekke os.
Risikoen er, at opbakningen igen smuldrer, isaer hvis krigen traekker ud. Men måske går det anderledes. Det håbløse i krigsmodstandernes pacifisme er åbenbart, og hvor Irak gjorde det muligt med flove, åbenlyst racistiske betragtninger om det håbløse i at udbrede demokrati blandt muslimer, genkender vi bedre ukrainerne som meningsfaeller og demokrater. Naerheden gør faren klar. Måske markerer Ukraine omsider enden på Vestens selvvalgte tilbagegang.