Den dag jeg fandt mit eget mørkekammer
En søndag formiddag sammen med min mor fandt jeg ud af, hvordan min mobiltelefon kommer til at gøre en kaempe forskel, når jeg selv bliver gammel.
Det er et par måneder siden nu, at jeg en søndag formiddag satte mig ved siden af min mor.
Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad det var, der fangede mit blik, men der var et eller andet ved det sort-hvide fotografi i albummet foran hende, som gav mig fornemmelsen af at falde ned i et hul af tid. Min mor standsede også op, laenede sig hen over albummet og så mig direkte ind i øjnene fra kort afstand. Der sad vi, mor og søn, og så på hinanden, mens vores skuldre akkurat rørte ved hinanden.
»Det er da vist mig.«
Det var hende på billedet. Hun sidder i en sofa ved siden af min far – de må vaere nye kaerester, vel 17 og 19 år. Min far ser frem for sig, med hånden under hagen på sin måde, hvor pegefingeren hviler på kinden. Min mor ser direkte ind i kameraet med et blik, der på en gang er ømt og betragtende.
Nu sad jeg her ved siden af de samme øjne, eller gjorde jeg? I hvert fald fik jeg lige der et andet blik på min mor. Hun er en aeldre dame, der bor på et plejehjem, men er det unge, forelskede menneske på billedet ikke også hende?
Det var første gang i lang tid, at jeg havde taget et fotoalbum frem. Jeg husker ikke, hvorfor det endte sådan, men i dag virker det som det eneste rigtige at gøre, for i takt med at vores faelles aktionsradius er blevet begraenset, vendte vi os den formiddag for første gang mod vores faelles historie.
Jeg havde sat forsyninger af chokolade i skabet, som altid. Jeg havde spurgt om vi ikke skulle tage os en kop kaffe, og det skulle vi da. Og så tog jeg et tilfaeldigt fotoalbum fra reolen. Jeg må have set i de album mange gange før, men det var, som om jeg aldrig før havde set dem. Jeg havde bladret i dem og snakket, imens jeg havde noteret mig de mennesker, de viste. Nu føltes det som at vende sig om og se tilbage.
Min mor vendte en side, og der sad hun på en strand i en blomstret kjole, højgravid med mig. Hun smilende med hovedet på skrå i modlys.
»Hm,« sagde hun og smilte det samme smil, og jeg sad der ved siden af og smilte mit smil, for det var, som om øjeblikket, da vi sad skulder ved skulder, var med til at fremkalde hende for mig. For hver side, vi vendte, fik hun et ekstra tyndt lag på sin personlighed.
Da jeg samme aften lå i sengen, begyndte jeg at bladre i de godt 7.000 billeder på min mobiltelefon. Jeg har ofte forbandet mobilen og talt om alt det, den tager fra os – både dagdrømme, tid og opmaerksomhed.
Men det gik op for mig, at telefonen, eller rettede dens kamera, som jeg nu i mere end 10 år har haft med mig i lommen, var i faerd med at dokumentere mit liv – og ikke mindst hverdagen i min familien, for det bliver jo til mange, mange tusinde billeder med årene.
Både min morfar og min far var amatørfotografer med spejlreflekskamera og eget mørkekammer i den fjerneste ende af huset. De har på hver sin måde dokumenteret årtiers hverdagsliv gennem flere generationer i vores familie, og de seneste måneder – siden den søndag formiddag – har jeg flere gange om ugen siddet ved siden af min mor og studeret de mange, mange fotoalbum.
Det er ligesom endt med, at vi har ledt efter, set på og talt om en person hver gang. Min oldefar Ludvig, beslagsmeden fra Ringkøbing, der fik knust sin hånd af en hest, og som nu ser på mig i skjorte og vest og med en smøg i munden. Der er ae’ slagter, min mormors bror, fru Davidsen min tipoldemor og hendes sene genkomst i familien. Men mest af alt min mor.
De billeder udløser følelsen af at vaere snublet over en skat, en forbindelse til fortiden og vores families historie, hvor alle er foreviget i hver alder – altså lige bortset fra de to dokumentarister bag kameraet, min morfar og min far.
For et par dage siden i min mors lejlighed nåede vi til et af de sidste album, med billederne fra sommerferien i Skagen, hvor man godt kan se, at min far var syg.
Da forstod jeg, at der er en erindring om de mennesker i disse album, som nu hviler på mig. At vaere enebarn med kun en foraelder i live, er det som at vaere slaegtens sidste forpost.
Jeg rejser mig, saetter kaffekopperne til vask og cykler hjem til min familie, mens jeg taenker på, at jeg vil baere disse album med mig gennem livet. Jeg vil lave mine egne album. Og så en dag vil jeg tage dem frem og fortaelle mine børnebørn om min mor og far der i sofaen i 1965 og vise dem, hvordan jeg selv så ud sådan en søndag i 2023.
HERFRA HVOR JEG STÅR
”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt - skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.
Han havde netop afsluttet dagens optraeden for en forsamling aeldre på plejehjemmet Slottet på Nørrebro i København, da en af de aeldre kvinder, der boede på hjemmet, fangede og fastholdt hans blik: »Du skal fløjte noget mere … du fløjter så dejligt.«
De ord tilførte hans musikalske univers’ nye dimensioner.
Manden, der den dag for 11 år siden netop havde afsluttet sin koncert for beboerne på plejehjemmet, der ligger på Agnes Henningsens Vej, var den nu 63-årige Thomas Negrijn, og det var en af de første gange, han optrådte på et plejehjem.
Thomas Negrijn, der har en lang karriere bag sig, både på den danske og internationale musikscene, har flere gange fløjtet på sine sange. Blandt andet på hittet ”Kiss Me”, som han lavede, da han sammen med Jacob Moth udgjorde bandet BL!NK, der i Sydkorea solgte omkring 500.000 plader og fik knap 30 millioner hits på YouTube.
Laerte at fløjte af sin mor
Thomas Negrijn fortaeller til Jyllands-Posten, at det var hans musikalske mor, der laerte ham at fløjte, da han var fem-seks år gammel.
Efter opfordringen fra den 96-årige Mimi på plejehjemmet Slottet blev han mere bevidst om, hvor meget hans fløjten ramte blandt andet beboerne på plejehjemmene, hvor han i de seneste 10-11 år jaevnligt har optrådt med sine sange.
»En dag taenkte jeg: Kan jeg komponere et rent fløjtenummer? Og så kom de første fløjtenumre bare blaesende ud ad munden på mig,« fortaeller han, der sammen med trommeslageren og produceren Thomas Wilhelm samt bassisten Carsten ”Flot” Petersen som trioen The Whistleblowers den 30. marts udsender albummet, der har fået titlen ”... Er Gået Fløjten” på Karma Music.
Albummet er formentlig det første rock-album i verden, hvor al vokal konsekvent er erstattet med fløjt. De fleste sange er komponeret af Thomas Negrijn, men der er også blevet plads til to covernumre: Black Sabaths ”Whole in the Sky” og Sparks’ ”Amateur Hour”.
Sangene er indspillet i Sweet Silence-studierne i København og er produceret af den legendariske tekniker og producer Flemming Rasmussen, der bl.a. har arbejdet sammen med Metallica, Sort Sol, Kliché og Anne Linnet Band.
Om starten på den lange proces bemaerker Thomas Negrijn:
Der findes omkring 50 rene fløjtesprog i verden — adskillige sangere har haft fløjtesekvenser i deres sange, men nu udgiver en dansk trio det, der formentlig er verdens første rock’n’fløjt-album blottet for ord.
»Jeg skal hilse og sige, at der blev brugt meget tid på at finde de helt rigtige mikrofoner, da det ikke er hver dag, der kommer en kunde og vil indspille en hel fløjteplade.«
Vi vender senere i denne artikel tilbage til The Whistleblowers – først skal det handle om kunsten at fløjte og dennes udbredelse og ofte overraskende anvendelse.
At fløjte er ikke medfødt
Det at fløjte er ikke medfødt, men mange af os laerer det i fem-seks-års alderen, og der er i en eller anden form blevet fløjtet, siden mennesket fik sin gang på Jorden.
Det er en udbredt opfattelse, at når mennesker spontant begynder at fløjte, er det udtryk for godt humør og båret af glaede og en positiv stemning.
En YouGov-undersøgelse fra 2018 afslørede i øvrigt, at 22 pct. af danske kvinder ikke kan fløjte, mens det blot gaelder for 12 pct. af maendene. På trods af at faerre kvinder end maend kan fløjte, så er det faktisk en kvinde, der har verdensrekorden i at fløjte i laengst tid. Ifølge Guinness Rekordbog lykkedes det for Pooja Chandramohan at fløjte i 30 timer i traek.
Ifølge naevnte YouGov-undersøgelse foretaget for B.T. og Metroxpress, er omkring hver sjette dansker ude af stand til at fløjte.
Thomas Negrijn blev født den 19. oktober 1959 i Sundby på Amager og bor nu på Nørrebro i København. Han er uddannet glarmester, men har i det meste af sit liv arbejdet som sanger, komponist, tekstforfatter, korsanger, guitarist og producer.
Thomas Negrijn har ud over at pleje sin solokarriere blandt andet spillet i bands som for eksempel Simcess, BL!NK, og Tam Tam Top.
Som del af diverse bands har han medvirket på henved 20 udgivelser og har desuden medvirket som sanger/korsanger på en lang raekke pladeudgivelser, i soundtrack til film og andet.
Ud over at have produceret sine egne album har han produceret fem album med andre kunstnere.
I 1999 medvirkede Thomas Negrijn i Dansk melodigrandprix under navnet Clark Best. Han endte på andenpladsen med sangen ”Kys mig i nat”.
Thomas Negrijn har modtaget en raekke priser og udmaerkelser, blandt andet som medlem af Simcess, Tam Tam Top og BL!INK.
Ud over sin solokarriere er Thomas Negrijn i dag en del af trioen The Whistleblowers, der også taeller Thomas Wilhelm og Carsten ”Flot” Petersen. Bandet udgiver 30. marts albummet ”... Er Gået Fløjten”, hvor alle ord er erstattet med fløjten.
Silence-studiet i København fortaeller Thomas Negrijn:
»Udfordringen i at komponere uden ord ligger i den lange, spaendende rejse, hvori det hele ligger i den stemning, der slås an af fløjtet og musikken. Til min store overraskelse skabte numrene naesten sig selv i studiet. I takt med at de fik deres egne billeder frem i vores indre biograf, blev de trukket ind i udtrykket på deres helt egen måde. Stemningen i studiet var ganske intens.«
Thomas Negrijn understreger, at også han ligesom alle andre fløjter mest, når han er i godt humør, men tilføjer:
»Under arbejdet med albummet fik jeg også kontakt til de mere melankolske toner og fik skabt nogle kompositioner omkring den stemning. Dette gjorde, at jeg kunne skabe to sider på albummet, da de blev forberedt til udgivelse på vinyl. Side et hedder ”Dans” og rummer rocknumre med tempo og svedige beats. Side to hedder ”Den indre biograf” og rummer numre, hvor du som lytter kan skabe dine egne billeder.«
Når sangskriveren, sangeren, fløjteren og musikeren, der de seneste 10-11 år ofte har spillet på pleje- og demenshjem samt til private fester, spiller i mindre forsamlinger, kan der ske noget ganske saerligt blandt publikum:
»Hvis jeg beder folk om at fløjte med i kor, så opstår der en spontan glaede i rummet – for vi er jo ikke vant til at fløjte sammen. Pludselig sidder der en flok mennesker, som ikke kender hinanden, og fløjter sammen, og det skaber en god kontakt uden ord – en kontakt, der fortsaetter, når musikken stopper.«
Thomas Negrijn understreger, at det er vaesentligt for os mennesker at vide, hvad der gør os i godt humør – og en af de ting, der fremmer det gode humør, er at fløjte.
»Dermed sagt, at man ikke kan vaere i dårligt humør, men det er jo kun godt, hvis du kan finde et vaerktøj i dig selv, der giver dig et frirum til at få noget dopamin aktiveret ved selvhjaelp. Det er da ikke så ringe endda.«
Kim Larsen kunne også fløjte
Om sin egen brug og udbytte af det at fløjte siger Thomas Negrijn:
»Jeg kan ikke vide, om det at fløjte har hjulpet mig selv, men jeg kan umiddelbart ikke leve uden at fløjte. Og den begejstring over, hvad fløjteriet har givet mig, den vil jeg gerne give videre til andre. For der må godt fløjtes. Du har ret til at finde glaede i dit liv, og den har du måske rent fysisk mellem dine laeber.«
Thomas Negrijn er i øvrigt så langtfra den eneste kunstner, der har fløjtet i en indspilning.
Blandt de kunstnere, der har fløjtet på et eller flere numre, er blandt andre Roger Whittaker, der har fløjtet på adskillige sange f.eks. topfløjtehittet ”Mexican Whistler”, men med på listen er også Kim Larsen (”Det er i dag”), TV2 (”Nu da vi ikke laengere er kaerester”), Roxy Music (”Jealous Guy”), Scorpions (”Wind of change”) og Peter Gabriel (”Games without frontiers”).
Men med The Whistleblowers-albummet har Thomas Negrijn som naevnt lagt fløjt til verdens første rock-album, hvor vokalen konsekvent er afløst af fløjten.
Du har ret til at finde glaede i dit liv, og den har du måske rent fysisk mellem dine laeber. THOMAS NEGRIJN, SANGER, FLØJTER, SANGSKRIVER OG MUSIKER.