Sval kristendom til alle konfirmander
Hvad siger man til de unge, der står og tripper for at traede ind i de voksnes raekker?
Invitationerne begynder at dumpe i postkassen, og måske skulle man se at blive klippet og købe sig et paenere saet tøj nu, hvor konfirmationssaesonen står for døren. Men hvad siger man til de unge og smukke mennesker på dagen i alles påhør?
Det går nok ikke at begynde med Adam og Eva. Omvendt skal det heller ikke vaere for poppet og overfladisk. Man skal i hvert fald afstå fra at erklaere dem sin graenseløse kaerlighed offentligt. Som i al retorik og paedagogik er det bedre at vise end at sige det.
Heldigvis tilbyder Bibelselskabet en hjaelpende hånd med en glimrende samling af taler til formålet med titlen ”Håb er en overset superkraft”, hvor 12 halv- eller helkendte danskere henvender sig direkte til de unge, som har sagt ja til at konfirmere deres kristentro og i samme moment modtage en masse materielle gaver.
Udgangspunktet for hver tale er et kort bibelcitat, som saetter en mere åndelig ramme for fejringen, og faellesnaevneren er en sjaelden sval, savnet og vedkommende kristendom, der står lige så meget i opposition til det klaebrige kaerlighedsbudskab, der har ødelagt folkekirken indefra, som de politiske erstatningsreligioner, der truer den udefra.
For eksempel fremhaever forfatteren Peder Frederik Jensen, at kristendommen tør tale om det onde som en realitet, selv om det i Danmark er nemt at gå rundt og tro, at det onde slet ikke findes – eller kun tager form hos bestemte statsledere, i enkelte lande eller partier, vi ikke bryder os om, Nye Borgerlige og den slags.
Så fromme og frelste er vi blevet; Jesus ville have korset sig, men måske – her tillader jeg mig at vaere lidt optimistisk – ved mange unge godt, at tilvaerelsen ikke er lutter idyl, iPhones og velfaerdssocialisme. Hvorfor elsker de gyser- og thrillerfilm? Fordi de udmaerket er klar over, at det onde eksisterer i hver og én.
Forfatterens iagttagelse leder frem til et interessant paradoks, nemlig dette, at vores moderne kultur synes at vaere bygget op om, at man skal vaere anderledes – samtidig med at vi er hunderaedde for at skille os ud. Den unge sognepraest Josefine Frej Mikuta er i sin tale inde på dette behov for følge med strømmen, thi hun kender det indefra.
Før hun blev kristen, ville hun for alt i verden vaere charmerende, moderigtig og politisk korrekt. Men så hang hun en dag det, hun kalder ”hofdragten”, ind i skabet, låste døren og smed nøglen vaek. Nu nøjes hun med at vaere menneske, det er alt rigeligt. Ingen, heller ikke voksne, behøver hverken efterligne Gud eller Greta Thunberg.
Så fromme og frelste er vi blevet; Jesus ville have korset sig, men måske – her tillader jeg mig at vaere lidt optimistisk – ved mange unge godt, at tilvaerelsen ikke er lutter idyl.
Flere af de andre talere kredser om samme nøgterne form for kristendom, uanset om det er politikeren Ida Auken, den tidligere cykelrytter Brian Holm eller skuespilleren Thure Lindhardt. Tilvaerelsen er en broget forestilling eller affaere, fuld af dilemmaer, tvivl og begraensninger. I samme dur advarer sidstnaevnte mod den forestilling, at man kan blive alt, mens sognepraest Sørine Gotfredsen opfordrer os til at vende blikket opad.
For hvis vi overlader det til andre mennesker at dømme os ude eller inde, kommer vi til hele tiden at se nervøst på andre mennesker og lige så hektisk forsøge at tilpasse os deres smagsdomme. Vi mennesker har det som bekendt med at stene hinanden, det er det, vi gør bedst. Lad derfor moralen vaere en bremse, ikke en megafon.
Årets konfirmander har i dagens anledning chancen for at løfte øjnene fra skaermen og lytte til, hvad de voksne siger. Det huer dem sikkert ikke – og dog. De voksne taler jo med en vis erfaring, i hvert fald de 12 disciple i denne bog med blik for kristendommens betydning og relevans. Og de unge er jo kun selvsikre på overfladen. Tro mig, jeg har selv prøvet det.
Selv om tiderne skifter, måske endda hurtigere og hurtigere, stiller hver generation samme spørgsmål om, hvad det gode liv er. Hvor og hvornår begynder det? Indfris det kun i gyldne øjeblikke – eller kan det hjaelpes på vej af gode vaner og normer og et aerligt blik for egne svagheder? Hvad kan jeg selv gøre? Og hvor søger jeg hjaelp, når nøden er størst?
Spørgsmål som disse er lige så gamle som religion, filosofi og teologi. Svarere har som bekendt vaeret talrige, men med moderniteten skete der desvaerre det, at relativismen gik hen og blev åndelig målestok og vejleder. Hvad synes du selv? Underforstået: Det må du da selv om, for vi, de voksne, er alligevel idioter.
Moderniteten er i sin kerne frigørende. Men det skader aldrig nogen at laere noget fra dem, der var her før os. Det er nemmere at vaere fri, når man kender sin baggrund og efter bedste evner forsøger at skabe en syntese af konkrete erfaringer og flyvske fordringer. Det er ikke nok at tro eller håbe. Man skal også arbejde lidt for sagen uden at tro, man er Jesus, og turde saette en finger i jorden. Kompliceret, det er det. Men alternativet er meget vaerre.
Historiker, forfatter, blogger