Smedens datter brænder for at bevare pulsen i sin fødeby
I den lille jyske by Vester Hornum har man i årenes løb måttet tackle ikke så få store udfordringer. Som oftest må initiativerne komme fra borgerne selv – og i tiden handler det om en stædig kamp for at bevare byens eneste dagligvareforretning.
Herfra anbefalede man, at byens borgere dannede et anpartsselskab og købte forretningen for derefter at leje den ud til Gitte Bengtsson Jensen.
Borgerforeningen indkaldte i slutningen af maj til møde i medborgerhuset Firkløveren, og her var fremmødet og opbakningen til projektet massivt.
Borgerne har nu en frist indtil søndag den 1. juli til at give et uforpligtende skriftligt tilsagn om at købe en eller flere anparter, der koster 2.500 kroner per styk.
Da købmandsforretningen trænger til nyt tag, regner man med, at der skal rejses omkring en million kroner, men som købmand Niels Jørgensen flere gange har udtalt, så er han »da til at tale med«.
40 butikker ejet af borgerne
I borgermødet deltog også projektchef Hans Meldgaard fra Dagrofa, og han oplyser til Jyllands-posten, at omkring 40 forretninger i Min Købmand-kæden er ejet af et anpartsselskab stiftet af landsbyborgere, der ikke vil undvære deres lokale købmand.
I omkring 10 byer er der initiativer i gang efter samme model som i Vester Hornum.
»Jeg håber inderligt, at det lykkes at bevare købmandsforretningen. Byen kan ikke undvære den, og jeg er helt klar til at tage over. Jeg holder så meget af Vester Hornum og vender meget gerne hjem igen. Det er her, jeg er født, her, jeg har min familie, mine bedste venner og en masse bekendte,« siger Gitte Bengtsson Jensen, der tilføjer, at hun har et hav af gode kreative idéer til fornyelse af forretningen på alle planer og til, hvordan hun kan få borgerne til at handle blot lidt mere lokalt. Da vi lidt senere møder købmand Niels Jørgensen på hans kontor bag forretningen, erkender også han, at der må fornyelse til.