»Hvorfor bliver det nat mor?«
Efterladte harer, iskolde jægersmænd, sultne ræve, døde cyklister og store tanker om verdensrummet. Der er nok at tale om i "De små synger”, der nu fejrer 70 års jubilæum.
Solen er død. Dagen er gået bort. Og hvem ved, hvad ræven kan finde på. »Det er en ret heftig sang!« udbryder skuespiller Johanne Louise Schmidt, der lægger stemme til ”Solen er så rød, mor” og en række andre udvalgte sange fra ”De små synger”, som hun har fortolket i samspil med skuespiller og musiker Kristoffer Fabricius.
»I mange år begyndte jeg at græde, hver eneste gang jeg sang den. Igennem sangen forstår man, at små børn sagtens kan have store, komplekse problemstillinger. Som voksen filtrerer man ordene gennem alle de erfaringer, man har gjort sig, og dermed knyttes der også en større melankoli til tekstuniverset,« forklarer skuespilleren, der har været ansat på Det Kongelige Teater siden 2011.
Forestillingen er skabt til voksne i anledningen af 70-året for børnebogsklassikeren ”De små synger” og blev spillet i Skuespilhuset i København tre dage i begyndelsen af juni. Her fortolkede duoen blandt andet Oldemor Ugles ubekymrede forhold til døden, når den synger »Nu vil jeg stille fordøje. Nu er jeg træt, nu er jeg mæt. Nu vil jeg lukke mit øje«:
»Mange af os vil helst glemme, at livets cyklus indbefatter døden. Vi har så travlt i dag, at vi ikke har tid til at gå galt i byen og begå fejltagelser, men det er også en del af pakken. Og det er o.k.«
Og sangene har pointer for både børn og voksne, mener Johanne Louise Schmidt. I ”Hør den lille stær” præsenteres man for den fornøjede fugl, der slipper for de kedelige ritualer, som hverdagen ellers indbefatter – ingen tøj, ingen bad, ingen lektier: »Den har bare vinger, den er en lystig fyr«.
»Jeg læser en kæmpe længsel i den sang, som jeg tror, at både børn og voksne kender – en længsel efter det ubekymrede, enkle liv fri for frygt og følelsen af utilstrækkelighed. Jeg tror, at det er misforstået omsorg, hvis man aldrig taler med sine børn om livets dybder, om afsavn og tomhed. Jeg husker min barndom fyldt med kærlighed, medgang og lykke, men sørme da også med ubehag, smerte, afmagt og angst, og det er vigtigt at skabe nogle rum, hvor man får sat ord på det svære,« siger Johanne Louise Schmidt.
Blodet flyder
Det er ikke noget problemløst, blodfattigt verdenssyn, der beskrives i ”De små synger”. Selv om sangbogen både rummer ”Se den lille kattekilling”, ”Lille føl” og ”Klappe, klappe kage” er det lige før, at illustrator Bitte Böchers idylliske omslag med den rødkindede dreng med det strågule hår nærmer sig falsk varebetegnelse. Allerede på side 11 flyder blodet fra kragen, som den hæslige jæger har skudt ned. Slut med »sim sa-la dim bam bas a-la du sa-la dim«: »Nu er den stakkels krage død.«
Der er heller ingen kære mor, når den fæle jægersmand plaffer den ene af to harevenner ned, og den overlevende »føler sig så ene.« Når katten i femte vers i ”I en kælder sort som kul” rydder musereden og æder »dem alle atten,« må man ranke ryggen for ikke at lade sig påvirke, ligesom smerten be- skrives aldeles bogstaveligt i ”Fra Engeland til Skotland”, når skipperkonen prygles »både gul og blå hver dag« og hejses op i mastens top som det svenske flag. Der efterlades heller ikke meget til fantasien i ”Bro, bro brille”, hvor døden lides i den sorte gryde eller i ”Ti små cyklister”, hvor kun én cyklist overlever de mange farer i trafikken.
»Vi mennesker er pattedyr med et forfinet følelsesliv, og sangene rummer hele paletten af, hvad både store og små indeholder af mørke og lyse tanker og følelser. Vi kan kun bakke vores børn op til en vis grad, men vi kan ikke beskytte dem imod, at livet går sin gang,« siger Johanne Louise Schmidt.
Evergreens til puttestunden
Måske er det netop blandingen af den reneste og mest blåøjede uskyld, tankevækkende livsanskuelser fra hovedpuden og bloddryppende realiteter, der gør, at forældre i en verden anno 2018 med iPads, e-reoler og Netflix til stadighed vælger at synge disse sange for deres børn. ”De små synger” er igennem årene blevet så solidt forankret og respekteret, at den i 2006 kom med i Kulturministeriets Børnekulturkanon, og bogen sælger ifølge Christel Amundsen, der igennem 25 år har været redaktør på bogen, fortsat godt.
»Salget har altid været temmelig stabilt. Ved 60-årsjubilæet havde vi estimeret det til to millioner solgte eksemplarer, så mon ikke tallet er oppe på ca. 2,5 millioner solgte eksemplarer i dag.«
Christel Amundsen er ikke i tvivl om, at der for mange forældre er noget næsten helligt forbundet med puttestunden på sengekanten.
»De fleste småbørnsforældre læser godnathistorier eller synger godnatsange for deres børn. Der er altså noget helt særligt ved at sidde og synge for sine børn, og jeg har en idé om, at man ikke sidder på sengekanten med en iPad. .«
Christel Amundsen fik selv ”De små synger”, da hun begyndte i 1. klasse, fordi bogen var approberet af Københavns Skoledirektion, hvilket sikrede den en enorm udbredelse.
»Folk kender illustrationerne, og forsiden er blevet fuldstændig ikonisk. Der er noget nostalgisk ved litteratur fra ens barndom, som man ofte har lyst til at give videre til sine egne børn. Nogle har gennem tiden syntes, at Bitte Böchers tegninger er lidt kedelige, fordi de ikke er i farver, men børn kan
godt lide dem, fordi de er så enkle og nemme at aflæse,« forklarer hun.
Vuggeviser er en potte guld
De klassiske tegninger og noder i bogen er bevaret, og når jubilæumsudgaven har vokset sig større og tungere, skyldes det ikke, at der er kommet flere sange med end de oprindelige 134. Til gengæld er der tilføjet becifringer og nye noder, så det er lettere at akkompagnere sangene. Ændringerne og tilføjelserne er produceret af kapelmester, musiker og komponist Jan Glæsel. Han fik fingrene i ”De små synger”, da han for nogle år siden manglede nogle børnesange til sin webshop ”Festklaveret.”
»Da jeg begyndte at bladre i bogen, væltede minderne fra barndommen frem, ikke mindst fordi tegningerne er indprentet i ens bevidsthed,« siger Jan Glæsel, der kalder sangskatten en »potte guld«, der dog trængte til en »musikalsk overhaling«, blandt andet fordi flere af sangene lå for højt. Under en show-turné sidste år, hvor Jan Glæsel og hans orkester akkompagnerede Linje 3, brugte han derfor dagene på hotelværelser rundt omkring i landet til at lave mere tilgængelige akkorder, sætte dem sammen med sangteksten og finde frem til en »fællessangstoneart«.
Jeg tror, at det er misforstået omsorg, hvis man aldrig taler med sine børn om livets dybder, om afsavn og tomhed. Jeg husker min barndom fyldt med kærlighed, medgang og lykke, men sørme da også med ubehag, smerte, afmagt og angst Skuespiller Johanne Louise Schmidt
Ingen fancy jazz-akkorder
Jan Glæsel tilføjede desuden flere nye melodier.
»For eksempel er ”I en kælder sort som kul” oprindeligt skrevet på melodien til ”Vejen går til Nøddebo”, men den melodi er der ingen, der bruger, så jeg har skiftet den ud med den melodi, alle kender og bruger i dag,« forklarer Jan Glæsel, der med egne ord ikke har pillet ved arvesølvet og tilføjet »fancy jazzakkorder«. Han håber, at flere af de i dag ukendte melodier som ”Inger går i skole” kan blive mere udbredte. Derfor har han indspillet samtlige melodier på klaver, og i anledning af jubilæumsåret og den nye udgivelse udkommer alle sangene på en ”De små synger”-YouTube-kanal. Han kalder samlingen af børnesange for et vigtig musikalsk og kulturelt basisrepertoire og nævner ”I skovens dybe stille ro” som sin personlige favorit og »en af de smukkeste danske sange«. Når mange af tidens andre og mere moderne sangbøger for børn også sælger godt i Danmark, mener Jan Glæsel, at det er fordi, de læner sig op ad ”De små synger”.
Personligt har han ingen dystre minder foranlediget af sangbogens mere mørke sangrepertoire.
»Mange synes, at "Solen er så rød, mor" er en af de dystre sange. Jeg syntes det stik modsatte, når min mor sang den for mig – måske fordi det altid var i trygge rammer, og jeg elskede ordet ”mor”, som runder mange af linjerne af.«
Der var til gengæld enkelte af tegningerne, som han ikke kunne lide, blandt andet illustrationen til ”Og ræven han lakked”, hvor ræven sniger sig ind på bondegården en »silde aften«, hapser den fede gås og løber afsted med fuglen mellem tænderne.
Når man bladrer i ”De små synger” er der ingen tvivl om, at børnelivet kan – og måske bør – udfordres af emner, der udfolder mere end Ramasjang og ”Ride, ride ranke”. Som der står på side 117 i Christian Richards salme ”Altid frejdig”:
»Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
Døden ikke heller. «