Den ekstra mia. kr. til hospitalerne er stort set brugt, inden pengene overhovedet er afsat

Lisbeth Lintz

formand, Overlægeforeningen

Camilla Rathcke

formand, Yngre Læger

Grete Christensen

formand, Sundhedskartellet

Karen Stæhr

sektorformand, FOA

Bodil Otto

formand, HK/Kommunal

Politikere i både regeringen og i Danske Regioner glæder sig i disse dage over, at de har indgået en aftale om regionernes økonomi for det kommende år.

Men hos os, der repræsenterer de sygehusansatte, er glæden mere afdæmpet. For nok lyder en ekstra milliard til sygehusene som mange penge. Men hvad politikerne ikke fortæller er, at milliarden bliver mere end spist op af højere udgifter til medicin og flere udgifter til de mange flere ældre og nyfødte børn, som de kommende år byder på. I løbet af de næste 10 år stiger antallet af 80-årige med 58 pct. Samtidig bliver der markant flere kronisk syge. Det giver et enormt pres på sundhedsvæsenet. Det samme gør det stigende børnetal. Den ene milliard kroner dækker dermed knap og nap den demografiske udvikling. Hertil kommer de stigende udgifter til medicin, som regionerne skønner vil løbe op i en stigning på 620 mio. kr. Og selvom de nye behandlingsformer, som vinder indpas i disse år, heldigvis gør flere mennesker raske, så koster de ofte mere end de behandlingsformer, de erstatter.

Det er derfor svært at få øje på, hvordan den ene milliard kroner, som økonomiaftalen tilfører sundhedsvæsenet, skal forbedre behandlingen og sygeplejen for patienter samt vilkårene for de ansatte. Pengene er stort set brugt, inden de overhovedet er afsat. Efter vores vurdering vil den ekstra milliard derfor hverken få patienterne væk fra gangene eller give personalet den tid, de oplever at mangle for at give patienterne bedre behandling og pleje. Vi håber, at politikerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne vil udvise større realitetssans i forhold til sundhedsvæsnets behov for en økonomisk indsprøjtning.

Med økonomiaftalen har politikerne valgt af fjerne kravet om 2 pct. produktivitetsforbedring. Det var på tide.

2 pct.-kravet var med til at køre sundhedsvæsenet af sporet med sit fokus på kvantitet frem for kvalitet i behandlingen. Det gav en skævvridning, som ikke tilskyndte til den mest optimale behandling og pleje af den enkelte patient. Tværtimod oplevede vi, at 2 pct.-kravet skadede kvaliteten af sundhedsvæsenet. Desværre betyder afskaffelsen ikke, at regionerne går fri af ny statslig styring i form af økonomisk pisk eller gulerod. I stedet for produktivitetskravet hedder de nye styringsinstrumenter nu nærhedsfinansiering og teknologibidrag.

Hvor hospitalerne før skulle leve op til kravet om 2 pct. produktivitetsforbedring for at få del i en særlig pulje penge, så skal de fremover leve op til en række krav om f.eks. reduktion i antal sygehusforløb pr. borger og en stigning i andelen af virtuelle sygehusforløb for at få del i nærhedsfinansieringen. Eller sagt på en anden måde: Staten vil stadig kræve, at regionerne betaler penge tilbage, hvis de ikke lever op til kravene.

Selvom formålet om nærhed i sundhed er prisværdigt, så er midlet galt. Nærhed skal ikke været et princip, der skal være styrende for økonomien. For dermed bliver det også let styrende for behandlingen.

For os er det afgørende, at patienterne bliver behandlet der, hvor det giver bedst mening, og der, hvor behandlingen og plejen er bedst for den enkelte. Det er dette – og ikke nye statslige præmieringsordninger – der er brug for.

Teknologibidraget bidrager heller ikke til et bedre sundhedsvæsen. Selvfølgelig skal regionerne gøre alt, hvad de kan, for at effektivisere arbejdsgangene og indføre ny teknologi, hvor det er hensigtsmæssigt. Men ny teknologi giver sjældent besparelser fra dag et, og nye behandlingsformer er ikke per definition billigere. Så hvorfor skal staten lave bureaukratiske incitamentssystemer ud af det?

Vil man reelt skabe sammenhæng på tværs af sektorerne, så er det ikke nye præmieringsordninger som styringsinstrument, der er brug for, men derimod en mere ambitiøs model for at skabe fælles ledelse, ansvar og økonomi. Nye styringsmekanismer og præmieringsordninger risikerer at flytte fokus væk fra, hvad der er den bedste kvalitet for hver enkelte patient. Vi ærgrer os derfor over, at politikerne ikke har turdet stole på, at nye styringsinstrumenter er unødvendige.

Nærhed skal ikke været et princip, der skal være styrende for økonomien. For dermed bliver det også let styrende for behandlingen.