Søskendepar på 10 og 13 år kæmper for at bestige Kilimanjaro
Natascha og Daniella Østergaard Nielsen på 10 og 13 år træner, så sveden driver i de sydfynske bakker. Søstrene vil til tops på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, for at samle en halv million kr. ind til Danske Hospitalsklovne.
»Så er det op ad bakken igen. Der er no mercy her. Bare fortsæt, piger,« lyder det fra den 48-årige Mark Nielsen i en legende, let kommanderende tone.
Under træningen er der kæft, trit og retning. Bagefter er der til gengæld vaffelis.
»Jeg håber, at de har god is i Afrika,« siger hans ene datter, den 10-årige Natascha Østergaard Nielsen tørstigt, da hun kæmper sig op ad endnu en stejl bakke i den bagende sydfynske sommersol. Hun er lige i hælene på sin 13-årige storesøster, Daniella.
»Jeg skal tage nogle lidt store skridt for at følge med, men jeg tror, jeg klarer den. Det skal jeg jo,« udbryder den 10-årige uden at lyde for anstrengt.
»Ja, hun bliver lidt hurtigere træt end mig, men hun tager også dobbelt så mange skridt,« svarer storesøsteren.
Et usædvanligt projekt har gjort lange traveture og hård ugentlig bakketræning til hverdagsrutine for søskendeparret. Som de yngste danskere nogensinde, vil de nå toppen af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Men inden turen går til Tanzania i slutningen af september, skal de store bjergstøvler gås til og kondien skærpes.
»De skal nok klare den. Det er jeg ikke i tvivl om. Hvis de går ned, så er det på grund af højdesyge, ikke på grund af manglende vilje. Det kan jeg love dig for,« lyder det resolut fra bagtroppen, pigernes far, Mark Nielsen.
Uagtet titaniumskruer i knæene og en lettere begyndende farkrop er han fastsat på at føre sine børn til toppen af bjerget. Siden han som 18årig blev en del af den franske fremmedlegion, har mantraet lydt: Hvor der er vilje, er der en vej. Og sådan er pigerne opdraget.
Tror du, at begge dine børn klarer den til toppen?
»Det skal de.«
Et fedt formål
De flestes forestillinger om en bjergbestiger korrelerer næppe med piger på 10 og 13 år fra et land, hvor bakker og dale begrænser sig til små bump. Så hvorfor vil to folkeskoleelever til toppen af et bjerg, der har for vane at tage pusten fra velvoksne mænd?
»Vi håber, at vi kan samle en halv million kr. ind til Danske Hospitalsklovne. Turen handler om, at vi måske kan gøre en forskel,« siger Natascha Østergaard Nielsen.
Storesøsteren nikker.
»Det er et fedt formål. Mange tror, at hospitalsklovne bare tager en rød næse på, men de tager tre forskellige uddannelser over tre år. Vi håber at kunne hjælpe dem på vej,« siger Daniella Østergaard Nielsen.
Men et pengepres hviler på pigernes skuldre. For kronerne ryger ind på velgørenhedskontoen for hver højdemeter, som "Søstre på tur" klatrer. Jo højere, de når, jo flere penge til Danske Hospitalsklovne.
»Altså, hvis jeg får ondt i benene, vil jeg bare gå videre. Jeg vil bare blive ved med at tænke på, at jeg gør noget godt for andre,« siger Natascha Østergaard Nielsen.
Sponsorer med på vognen
Heldigvis for familien er flere sponsorer hoppet med på vognen. Bogstavelig talt. I selskab med 12 store elefanter er firmalogoerne påklistret Mark Nielsens overmalede varevogn, der, lakeret som et feriebillede fra en tanzanisk safaritur, bryder den sydfynske forstadsstil. Turen (og lakken) har indtil videre kostet den selvstændige tømrer 80.000 kr.
»Jeg får jo ikke pengene ind igen, men for hver ny sponsor, vi får, kommer der flere penge ind til landets syge børn. Og det er det hele værd,« siger Mark Nielsen, der også håber at kunne arrangere en tur for skyggebørn - børn med alvor- ligt syge søskende – til Den Kinesiske Mur, hvis der bliver penge tilovers.
Rejsen til toppen af Tanzania er ikke umulig for et barn, men den er hård og uden garanti. For at nå bjergets højeste punkt, Uhuru Peak, 5.895 meter over havets overflade skal skrænter, stendiger, bakker og klipper forceres, alt imens luften bliver tyndere og tyndere. Ved 5.000 meters højde er der kun halvt så meget ilt i luften. Og efter 10 dages trav bliver bjergstøvlerne tunge. Men det er hverken højdesyge, udmattelse eller ømme fødder, der holder pigerne vågne om natten.
»Jeg er mest nervøs for skader. Man får tit ondt i benene eller knæene, når man er i voksealderen. Så det er jeg nervøs for, siger storesøsteren Daniella,« inden hendes lillesøster afbryder.
»Altså, der er jo mange ting og sager nede i Afrika, som kan være livsfarlige. Det er knald eller fald, men de der guides har jo et gevær med så … Jeg er mest bange for flodheste.«
For flodheste?
Ja, men jeg er ikke bange for at stå ved siden af dem, det er mere deres lort.«
Ahva?
»Ja, for når de skider, så bruger de deres hale ligesom en propel, og så får man det lige i ansigtet, og det tror jeg ikke er særlig rart. Men jeg tror til gengæld, det bliver nemt at få et arbejde en dag, når der står bjergbestiger på cv’et.«