Blå krig og løse ender
KAMPEN OM MAGTEN
SÅ LYKKEDES DET endelig at få banket et nyt forlig om Forsvaret på plads.
Trods et historisk højt forsvarsbudget og senest en forøgelse med over 35 milliarder skulle det vare måneder, før partierne fandt sammen.
Slutspillet blev en pinlig omgang. Ikke mindst blev det demonstreret, hvor ringe Liberal Alliance, selv med kaliffen Alex Vanopslagh i spidsen, er ved et forhandlingsbord. Inger Støjberg havde også svært ved at finde melodien. Kun fordi V og K ikke ville det totale blå sammenbrud, kom de med i sidste runde et kludetæppe af en forligstekst.
De tre regeringspartier stod sammen om Venstres formand, Troels Lund Poulsen, men samlet set kunne det hele være gået på gulvet, hvis de voksne i klassen som Troels Lund samt SF’s erfarne Pia Olsen Dyhr og de konservatives Mona Juul ikke havde haft fat i rorpinden og fået talt det flyvende cirkus til fornuft.
SAGEN ER, AT de fleste skulle være glade for, at forliget blev indgået så sent, at medierne for længst var gået til ro, og at dagen i går var 1. maj, hvor der var meget andet politik i luften end at dissekere et forsvarsforlig, hvor partierne ved pressemødet i den grad udstrålede dårligt klima.
Det er et skidt varsel, for nok er man nu nået frem til et delforlig 2 for Forsvarets mange milliarder, men der ligger fortsat bjerge af beslutninger, som er skudt til siden og venter på næste opgør.
Og hvorfor så den enorme ballade? Først og fremmest fordi partierne ikke kunne blive enige om den kvindelige værnepligt. Over 140 mandater i Folketinget er tilhængere af kvindelig værnepligt, men på grund af en uklar formulering i det oprindelige forsvarsforlig kunne LA og DD pludselig blokere.
Troels Lund stod i den møgsvære situation, at han kunne opsige forliget og indgå ny aftale uden LA og DD.
Men det havde set meget skidt ud for det i forvejen stærkt nødlidende blå samarbejde. Et er Forsvaret, men ville det ikke på længere sigt have gjort Troels Lunds muligheder som oppositionsleder svære, hvis han havde losset LA og DD ud af et historisk forsvarsforlig.
Den fangede de konservatives Mona Juul, som for en pris af flere værnepligtige var klar til at acceptere, at LA og DD fortsætter i forliget, men tager forbehold for den kvindelige værnepligt, som så først gennemføres efter kommende valg.
Da der nu indkaldes over 1000 flere værnepligtige, risikerer LA og DD det modsatte af deres mål, nemlig at man er nødt til at tvangsindkalde flere kvinder på grund af det forhøjede værnepligtstal. Så hvorfor al den ballade. Pinligt og ydmygende midt i krige i Ukraine og Gaza.
HVEM STÅR SÅ SOM vindere og tabere i forløbet?
For regeringen er det Venstres formand, Troels Lund, som har forhandlet med solid opbakning fra S og M.
Ingen vaklen her. Men forløbet har vist, hvor svært det er at skulle håndtere en kæmpebutik som Forsvaret samtidig med partilederposten.
Forhandlere fra partierne beretter om en minister, der virker slidt og med en alt for lang kalender.
Både på rød og blå side er synspunktet, at det ville være klogt, hvis Troels benyttede en regeringsrokade til at skifte butik. Venstre har mere brug for ham end et ministerområde med vejsidebomber hver femte meter.
Troels Lund erklærede på et tidspunkt, at nu var han ikke længere kæledyr, men genopstået som rovdyr. Problemet var bare, at selv om Lund dermed ville demonstrere, hvor lidt regeringsegnede LA og DD fremstår, måtte han selv til sidst gå på kompromis.
Det har bare ikke gjort stemningen mellem Alex Vanopslagh, Inger Støjberg og Troels Lund bedre.
OGSÅ ANDRE ER SURE på LA og DD. Alex Ahrendtsen fra DF har således internt ikke lagt skjul på, at han anser Vanopslagh som en elendig, uforberedt forhandler.
Hertil kommer det strategiske: Hvis der efter næste valg skulle være blåt flertal, ville en forudsætning for, at LA og DD kunne indgå i en regering, være, at de accepterede den kvindelige værnepligt.
Men Mona Juul fik fine point på sin støtte i sidste stund, og til gengæld må K acceptere et forlig, hvor f. eks. ordfører Rasmus Jarlovs ubåds- armada fortsat er papirflyvere. Til gengæld fik Juul flere soldater.
SF hentede solide stik hjem med en kommende flådeplan, som de vil elske i Metal og den øvrige fagbevægelse. Det var Pia Olsen Dyhrs mærkesag, men det store slag kommer først, når planens detaljer skal udmøntes.
Er der overhovedet penge til de mange nye skibe, til våbensystemer og radarer, eller skal vi sejle rundt med et antal fregatter i Atlanten og Østersøen, som ikke kan forsvare sig selv?
I DET HELE TAGET præges delaftalen om Forsvaret af mange løse ender: Hvordan håndteres udmøntningen af et forlig, hvor to partier er totalt imod kvindelig værnepligt? Bliver det et valgkamp- tema? Der skal findes over 14 mia. inden for Forsvaret selv til ’ omprioriteringer’. Hvorfra? Værnepligtige skal efter de første
Alex Ahrendtsen fra DF har ikke lagt skjul på, at han anser Vanopslagh som en elendig, uforberedt forhandler
Er der overhovedet penge til de mange nye skibe, til våbensystemer og til radarer
fem måneder kunne indgå i operative opgaver, også i udlandet. Er det realistisk?
Der skal nedsættes et ekspertudvalg til at sikre et ’veldrevet’ forsvar. Er det ikke forsvarschefens og de forskellige styrelseschefers opgave?
Beredskabsområdet styrkes betydeligt. Men får det sin egen styrelse eller ministerium?
Den tunge 1. brigade kommer til at sluge 48 mia. Et enormt beløb. Men det vil vare år, før den er fuldt klar. Allerede nu øjes masser af problemer. Bl. a. mandskab til stort set alle funktioner inkl. luftforsvaret omkring enheden.
Så er der nemlig det jordbaserede luftforsvar. Bl. a. de radikale og til dels SF hader tanken om, at det kan blive et israelsk system, vi køber.
NU ER FORLIGET ændret, så den økonomiske ramme er væsentligt forhøjet. Danmark får råd til de enormt dyre amerikanske Patriot- missiler. Men samtidig skal der lægges vægt på økonomi, samarbejde med andre Nato- lande og hurtig levering. Er det i virkeligheden en måde at skrive Israel ud af ligningen på, eller får vi et slagsmål om typevalget, når Forsvaret kommer med sin indstilling. Den debat er allerede i fuld gang.
Troels Lund fik sin aftale i hus, inden Mette, Løkke og han skal til det store jubilæums- Natotopmøde i Washington, hvor Danmark gerne vil kunne rose sig af et stort forlig, hvor vi for første gang langsomt begynder at leve op til Natos krav.
Men forløbet har ikke været nogen fest. Det virker faktisk, som om de fleste er sure på hinanden.
At Inger ikke ville være med til kvindelig værnepligt, kunne partierne leve med. Men at Vanopslagh meldte sig ud, gjorde andre virkelig sure. Det er ikke ved det bord, LA’s leder ses som kommende statsministerkandidat.
Det virker faktisk, som om de fleste er sure på hinanden