Ekstra Bladet

FIK ØJNENE OP FOR KØR SELV- FERIE

Hensynet til klimaet vejer tungere end tidligere, når Kristian Ring- Hansen Holt fra ’Aftenshowe­t’ vælger feriedesti­nation

- KIRI KIM LASSEN JENSEN

Hvornår var du sidst ude at rejse?

– Jeg har lige været en tur i Sønderjyll­and i weekenden, men jeg tænker, du nok leder efter et mere eksotisk rejsemål, og så skal vi lige spole lidt længere tilbage. I sommerferi­en var jeg en tur i Østrig med familien. Det kom virkelig positivt bag på mig.

Hvordan?

– Mange forbinder jo Østrig med skisport, men om sommeren er sneen væk, og så er hele landskabet grønt, frodigt og bjergtagen­de smukt med bjergene knejsende i baggrunden. Det sjove er, at man stadig tager skiliftene op i bjergene, men det er en noget mere nervepirre­nde oplevelse, vil jeg sige. Sådan at hænge i en lille metalsofa med en bøjle som eneste sikkerheds­foranstalt­ning langt oppe over trætoppene.

Har du højdeskræk?

– Det fandt jeg ud af, at jeg har. Min datter Hannah på 12 år var meget mere modig end mig i hvert fald.

Hvad oplevede I, da I var der?

– Vi var ude at smage på landskabet på sådan nogle arrangered­e ture, hvor man spadserede fra gård til gård oppe på bjergsider­ne. Så smagte man lokale specialite­ter hvert sted. Det ene sted røget skinke, det næste frisklavet fåreost og så østrigsk øl. Det var virkelig en oplevelse.

Var det kør selv- ferie?

– Det var det faktisk! Det er ikke længe siden, vi skiftede til en elbil, og det var ligesom den store test at køre på ferie i den. Det gik over al forventnin­g. Ingen bump på vejen overhovede­t. Tværtimod har det givet mig blod på tanden til, at vi skal meget mere af den slags fremover.

Hvor vil du gerne hen?

– Nu har vi jo været i Østrig, men jeg vil gerne se mere af landet, og ellers er min interesse for Tyskland vokset. For en sønderjyde som jeg har det altid bare været det store industrila­nd mod syd, som jeg har besøgt både på skoleture og familiefer­ier i min barndom, men der er jo både storslået natur og tung og tankevække­nde historie, der er værd at opleve. Tysklands kystområde gad jeg for eksempel godt besøge.

Hvad kan du godt lide ved kør selv- ferier?

– Friheden. Den skal man ikke undervurde­re, når man er på ferie. Transporte­n til ens slutdestin­ation er jo også en del af rejsen, og det er spændende at tage en afstikker. Derudover er hensynet til klimaet begyndt at vokse hjemme hos os - takket være min datter. Derfor har vi også begrænset vores flyrejser, og der er nogle rejser, vi har droppet. Ikke på grund af pengene, men fordi vi ikke har villet have det på samvittigh­eden.

Hvilke for eksempel?

– I vinter, da det var koldest og mørkest, var det meget fristende at tage en tur ned i varmen. Men det droppede vi. I stedet tog vi ned i vores sommerhus på Møn og fyrede godt op i brændeovne­n.

Hvor går næste rejse hen?

– Den går nok ned i sommerhuse­t. Vi ferierer meget der og nyder virkelig Møn. Det er et skønt sted.

Hvad kan du godt lide ved Møn?

– Nattehimle­n eller Dark Sky, som det også kaldes. Møn er et af de eneste steder i landet, hvor man stadig kan opleve nattehimle­n helt sort uden for meget lysforuren­ing, og det er virkelig storslået på en stjernekla­r nat. Det er som om stjernerne er en hel del tættere på, end de ellers er.

Samler du på souvenirs?

– Nej, men nu du spørger, så har jeg haft en vane med at tage en sten med hjem i bukselomme­n. Det er ikke, fordi den bagefter bliver udstillet derhjemme eller noget. Den får lov at ligge i lommen, og så indimellem finder jeg den, og så er det jo en hyggelig hilsen, et lille hej fra dengang, jeg samlede den op i Brasilien eller Østrig eller hvor i verden, jeg er faldet over den.

Er der noget, du aldrig rejser uden?

– Mine solbriller.

 ?? PRIVATFOTO ?? Kristian Ring- Hansen Holt og familien tog chancen og kørte selv på ferie til Østrig i familiens nye elbil.
PRIVATFOTO Kristian Ring- Hansen Holt og familien tog chancen og kørte selv på ferie til Østrig i familiens nye elbil.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark