For lidt ramasjang
Afsnit tre af ’Borgen’ var en traettekaer forestilling
Afsnit tre fortsaetter i vanligt format med sin naesten en-til-en kopierede gennemgang af tidens tern
’Borgen’, saeson 4, afsnit 3, DR
’Borgen’ har ikke helt det forventede seertaekke.
Den laegger ikke ligefrem gaderne øde. Og samtlige annoncerede ’Borgen’-podcasts på diverse medier må føle sig lidt fjollede, efterhånden som de desperate forsøger blaese liv i en folkelig modtagelse af saeson fire naesten ti år efter forrige saeson.
Afsnit tre fortsaetter i vanligt format med sin naesten en-til-en kopierede gennemgang af tidens tern. En statsminister i madpakke-selfie-sving, lesbisk tvvaert og dyreaktivisme (så woke’ism også føler sig set), en gammel ven, der ’udredes for demens’ og overtraedelse af ministeransvarlighedsloven, som ’jo ikke ligefrem er en rigsretssag,’ ifølge Birgitte Nyborg.
Spelt-drama
Hvis der var mere spelt i dette drama af et politisk korrekt bagvaerk, ville det hele eksplodere mod indersiden af DR-dramas ovnrude.
Og måske er tiden bare trillet lidt bort fra de tern, ’Borgen’ bygger på. For der er intet at sige skuespillet – da slet ikke Sidse Babette Knudsen – eller produktionen eller for den sags skyld det skitserede politiske dilemma på.
Her i afsnit tre nåede vi til, at enten måtte Nyborg gå af for at overtraede ministeransvarlighedsloven, eller også måtte hun skifte holdning.
Birgitte Nyborg skiftede holdning. Og det er faktisk et aegte vidnesbyrd om dansk politik. ’Vi skal kunne taelle til 90,’ som heltinden siger, mens hun lader den politisk korrekte glans midlertidigt gå af sig. Hun gik pludselig fra klimadronning til klodeskaender, da hun byttede sit politiske liv for at gå ind for at udvinde olie i Grønland.
Fermt og professionalt
Men måske er skabelonen blevet en lidt for traettekaer forestilling. Det er fermt og professionelt udført, men man skal som seer helst vaere bjergtaget af tanken om Birgitte Nyborgs fremtidige skaebne. Ikke mindst når man i et helt afsnit forlader russer- og efterretningstjeneste-konflikten. Dette sidste var virkelig en mangel i afsnit tre og forekommer at vaere seriens egentlige traekplaster.
Her var Grønlands-sporet blot en begravelse og et forsøg på poesi. Nyborgs udsendte ambassadør drak gin og tonic med indlandsis. De indkapslede luftbobler er 3000 år gamle fik han at vide. ’Guds prutter’, sagde han til kvinden, med hvem han udlever seriens kaerlighedsspor.
En kaerlighedshistorie, som holdes hen. Hvilket vi i det hele taget blev i dette afsnit tre. Der var for mange intentioner, praetentioner, hensigter og alt for lidt ramasjang.