KODEN ER KNÆKKET TIL DIGITAL VÆKST FOR SJÆLLANDSK BYGGEFIRMA
Strukturfondsprojekt hjælper sjællandske virksomheder til at finde nye digitale muligheder
Hvis en virksomhed vil klare sig i fremtiden og har et håb om vækst og eksport, skal den ud over stepperne, få digitaliseret produktionen og løftet medarbejdernes digitale kompetencer.
Det har man hørt før, men hvordan skaber man plads til digitalisering og udvikling i dagligdagen, når de fleste ressourcer i virksomheden er optaget?
På Sjælland er strukturfondsprojektet Digitale Veje til Vækst i lidt over halvandet år blevet løsningen for mange små og mellemstore virksomheders digitale udfordringer.
De har fået en individuelt tilpasset vækstplan eller et skræddersyet forløb med digitalt kompetenceløft af medarbejdere.
Kompetenceløftet har virksomheden CH Byg A/ S fra Borup på Sjælland benyttet sig af. Virksomheden har omkring 50 ansatte og beskæftiger sig hovedsageligt med restaurering af bevaringsværdige bygninger. Her har de faglærte været på kursus inden for et vigtigt område: Digital dokumentation.
Kvalitetssikrer arbejdet
Digitale Veje til Vækst strikkede et forløb over tre dage sammen og afviklede det på en af virksomhedens byggepladser, så alle tilknyttede i det byggeprojekt kunne deltage.
Medarbejderne kunne hurtigt se en idé i at ændre eksisterende arbejdsgange og metoder.
– Vi har været digitale i mange år, men manglede at få de faglærte håndværkere med. Derfor lavede vi et sjovt projekt, hvor de skulle lære at lave bedre digital dokumentation fra byggepladserne. Det lykkedes, og nu kan vi levere det, som kunderne efterspørger, siger Christina Fobian Wiemann, administrerende direktør i CH Byg.
– Og det er blandt andet at kvalitetssikre udført arbejde gennem stillbilleder og videoer – og samtidig erstatte bunker af papirer og endeløse rækker med mapper, siger hun.
Alle skal kunne det
Foruden kvalitetssikringen havde Christian Fobian Wiemann også en anden dagsorden med projektet.
– Håndværk bygger på gamle, stolte traditioner, hvor der ikke har været den store udvikling gennem tiden. Men sådan er det ikke længere. Gennem det seneste årti er der virkelig sket noget, og sådan vil det også være i fremtiden, tror vi, siger hun.
– Tidligere var det for eksempel byggelederne, som stod for den digitale dokumentation på byggepladserne, men nu skal alle kunne dokumentere selv. Derfor er det vigtigt for os, at vi allerede nu er med til at ændre det ’ mindset’, der er i branchen – og også blandt vores faglærte, siger Christina Fobian Wiemann.
Vi har været digitale i mange år, men manglede at få de faglærte håndværkere med
Gennem det seneste årti er der virkelig sket noget