Den radikale blindgyde
så meget det, han sagde. Det DET VAR IKKE var måden, han sagde det på.
De radikales leder, Morten Østergaard i et indebrændt og ekstremt kritisk interview i Politiken, hvor han torsdag betegnede forholdet mellem S og R som ’ en historisk stor kløft’.
Det er ikke mindst udlændinge- og retspolitikken, som skiller. Men også tonen mellem de to partier er hård. Se bare på de sociale medier, hvor der udkæmpes verbale kampe mellem radikale og socialdemokrater, som rent sprogligt befinder sig i den hårde afdeling – og det selv med ministre ved tangenterne. Opgøret mellem S og R er ikke for børn.
’ Der er en politisk og ideologisk forskel, som er tydeligere nu, end den har været i de seneste årtier’, sagde Morten Østergaard og føjede til, at der også på et personligt plan hos R opleves ’ et underskud og et nag’ i S rettet mod de radikale.
fuldstændig ret i. ForholOG DET HAR HAN det mellem S og R befinder sig på et virkeligt lavpunkt. De radikale kan ikke lide Mette Frederiksen og hendes regering. De kan ikke lide tonen fra en stribe socialdemokratiske overfald på radikale markeringer, og de føler sig skidt behandlet i forhandlingslokalerne.
Og de negative følelser er stærkt gengældt.
oplever S- politikerne, PÅ DEN ANDEN SIDE at de radikale er mere besværlige end hele oppositionen tilsammen. I aktuel politik i Danmark udgør de radikale i virkeligheden den eneste reelle opposition. De blå partier gør ikke livet farligt for regeringen og som den aftrædende presse- og kampagnechef i Dansk Folkeparti, den magtfulde Søren Søndergaard, konstaterede i går, findes der i realiteten slet ingen blå blok. Alle kæmper i forskellige retninger.
er det anderledes. MEN MED DE RADIKALE
Og de er trods alt regeringens ’ støtteparti’. I hvert fald i navn.
Den ’ historiske kløft mellem S og R’, som Morten Østergaard taler om, er bare ikke så historisk. I 10 år støttede de radikale borgerlige regeringer under Poul Schlüters ledelse, og S var rasende. Den radikale Niels Helveg Petersen var den direkte årsag til, at den populære S- formand, Svend Auken, måtte bide i græsset som statsministerkandidat. Samarbejdet i Nyrup- regeringen var bestemt ikke uden problemer. Socialdemokraterne var indimellem ved at blive sindssyge over Marianne Jelved.
i dag, at da ThorningOG MANGE GLEMMER regeringen gik af, var der internt i Socialdemokratiet en nærmest hadefuld stemning over den arrogante radikale Margrethe Vestager, som Thorning skænkede den EU-kommissærpost, hun gerne selv ville have haft om muligt. Så kom Morten Østergaard til, og i S vejrede man morgenluft. MØ havde som minister og radikal nummer to været lettere at omgås end den kolde Vestager. Det viste sig så at være en fejlvurdering. Forholdet mellem de to partier faldt tilbage i de gamle riller. Næsten værre end før.
Ved valget i 2015 tabte R 175.000 vælgere og ni mandater – plus regeringsmagten. Og hos S var opfattelsen entydigt, at de radikales benhårde afvisning af bl.a. at lempe dagpengereglerne, kostede regeringsmagten. Det hold, der i dag styrer den socialdemokratiske regering, forlod ministerposterne med den faste overbevisning, at de aldrig ville sidde i regering med R igen.
DET, da Mette Frederiksen OG SÅDAN BLEV forrige grundlovsdag meddelte, at R var ude. Hun gik efter en ren S- regering. Siden har stemningen været på et lavpunkt. For selv om S og R stadig kan lave meget politik sammen, så får de radikale ikke længere den positive særbehandling, som partiet altid har følt var deres særlige ret.
Men det behøver S-regeringen ikke. Og det er præcis Morten Østergaards problem. Han arbejder i en blindgyde. R kan ikke vælte Frederiksenregeringen, og han har ikke noget alternativ med de blå. Uanset hvor meget Morten Østergaard og Jakob Ellemann fletter fingre, giver det ikke flertal. De mangler 20 mandater, selv om VK og R skulle finde sammen. Men Morten Østergaard kan gøre livet surt for Mette Frederiksen, hvis R går sammen med de blå på en række punkter, der nok generer regeringen, men ikke bringer den til fald.
omkring lejereguleFORRIGE UGES FORLØB ringsloven, hvor DF overhalede de radikale indenom, fortæller hele historien. Og når Morten Østergaard i Politiken udvælger arbejdsmarked, EU og erhvervspolitik som de tre områder, hvor R i særlig grad kan samarbejde med V, så peger han samtidig på tre politikområder, hvor DF står tættere på S end på R og V.
Så konklusionen for de radikale er: Det kan godt være, Morten Østergaard oplever en historisk afgrund mellem S og R. Han kan bare ikke rigtig bruge det til noget medmindre han tør vælte regeringen. Og det vil først være ’ historisk’, hvis de radikale tør vælte en S-regering f.eks. på finansloven.
’Opgøret mellem S og R er ikke for børn’