Iowa skød Demokraternes valg i gang
600.000 demokratiske vælgere stemte bogstaveligt talt med fødderne i aftes, da det gik løs i Iowa.
Demokratiske grupper havde arrangeret børnepasning, så Iowas småbørnsfamilier kunne stemme, og samkørsel så flest muligt kunne komme til valgstederne.
Yngre vælgere blev opfordret til at gå til valgstederne, så dårligt gående havde en chance for at finde en p-plads.
Demokraterne i delstaten Iowa håbede på høj valgdeltagelse, da de i nat blev samlet for at finde den kandidat, der skal op mod Donald Trump ved præsidentvalget i november.
– Hvis valgdeltagelsen er høj, hvis folk bliver engageret, som normalt ikke er engageret, hvis de unge og arbejderklassen dukker op ... så tror jeg ikke alene, at vi kan vinde, men vi kan vinde stort, sagde senator Bernie Sanders, der fører i meningsmålingerne i Iowa, ifølge AFP.
Valget blev afholdt ved et caucus, der på dansk kendes som vælgermøder eller forsamlingshusvalg.
Sanders står bedst
Kun tre delstater, heriblandt Iowa, bruger i år denne type vælgermøder op til præsidentvalget i november.
Ved et caucus mødes partimedlemmer i private hjem, på skoler og i kirker for at stemme åbent om kandidaterne.
I de seneste meningsmålinger står Bernie Sanders bedst i Iowa, mens Joe Biden, der ellers er mest populær på landsplan, er en anelse efter. Han er skarpt forfulgt af Elizabeth Warren og Pete Buttigieg.
Sanders har afværget en række angreb fra flere af de øvrige kandidater, der mener, at han er for venstreorienteret til at slå Trump. Han peger på flere meningsmålinger, der viser det modsatte.