Gummimanden

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er en yderst elastisk mand. Så forrygende fleksibel er han, at han kan få en vandmand til at virke helt fast i kødet.

Inden for den sidste halve snes år har manden skiftet navn, seksuel orientering, parti adskillige gange og ufravigelige synspunkter et helt usandsynligt antal gange.

Simon Emil Ammitzbøll – det hed han dengang – gjorde sig første gang bemærket ved at medvirke i en tv- serie, som demonstrerede, at han heller ikke kan spille fodbold.

Siden ragede han som folketingsmedlem for De Radikale uklar med sin øverste chef, Margrethe Vestager.

– Men jeg bliver i partiet, bedyrede han i Ekstra Bladet. Hvorefter han gik ud af partiet ... I begyndelsen af 2009 stiftede han i stedet sit helt eget parti, Borgerligt Centrum. Og sagde ved præsentationen:

– Hvis det her projekt ikke lykkes, vil du ikke se mig i et tredje parti.

De andre partier duede ikke, og ét parti var en total umulighed. Som han forklarede til Ritzau:

– Jeg har ingen planer om at melde mig ind i Liberal Alliance. Liberal Alliances økonomiske politik, deres udlændingepolitik og deres EU- politik er jo noget, der trækker i en helt anden retning end det, jeg står for.

Så et halvt år efter blev Ammitzbøll naturligvis medlem af Liberal Alliance ...

Krydsede fingre

Nu var den glødende EU- tilhænger pludselig blevet EU- skeptiker, og det i sådan en grad at han ved folkeafstemningen om retsforbeholdet anbefalede et nej.

Men han gjorde det med krydsede fingre, så det gælder ikke. Og han stemte selv ja, skønt han offentligt gik ind for et nej, forklarede han for nylig i ’ Lippert’:

– Fordi jeg er jo selvfølgelig som daværende gruppeformand og politisk ordfører loyal over for den beslutning, folketingsgruppen træffer.

Her kan man jo spørge, hvor loyalt det er at stemme for at påføre folketingsgruppen et nederlag. De mennesker, der i tillid til Ammitzbølls politiske dømmekraft stemte nej, kan vel også føle sig snydt. Men dem er der nok ikke så mange af.

I sommeren 2016 rejste Ammitzbøll rundt til Liberal Alliances lokale afdelinger med et klart budskab:

’ Glæd jer, venner. Til efteråret venter alle tiders vindersag for LA. Enten får vi sat topskatten markant ned, eller også får vi folketingsvalg.’

Nogle partimedlemmer var så naive at tro på, hvad han sagde. Som Joachim B. Olsen senere fortalte til Weekendavisen:

– Jeg har reelt stået og løjet vores vælgere op i ansigtet, men jeg vidste ikke, at jeg løj. Jeg troede 100 procent på, at vi ville vælte regeringen. Og mens jeg stod og sagde de ting, sad Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll og forhandlede med Lars Løkke om at gå i regering.

Vælgerne fik ingen skattelettelser, men Ammitzbøll fik en ministerbil.

Fremad

Året efter var den gal igen. Anders Samuelsen lovede historisk store skattelettelser, og Simon Emil AmmitzbøllBille – der i mellemtiden havde gjort sit i forvejen aflange navn lidt længere – erklærede, at LA ellers ville vælte regeringen.

De store skattelettelser udeblev, men han fortsatte i regeringen.

Lige til den blev afskaffet af vælgerne, og så gad den nu forhenværende minister ikke være i Liberal Alliance længere. Han gik ud og stiftede sit eget parti endnu engang.

Denne gang hedder det Fremad – og det er vel til at forstå, hvis manden ikke har lyst til at kigge tilbage.

Ammitzbøll- Bille har nu repræsenteret fire partier i Folketinget, og han har stået for langt flere modstridende synspunkter.

På den baggrund var hans svar nærmest bevægende, da Berlingske efter springet fra LA spurgte, om han ikke skyldte vælgerne at nedlægge sit mandat:

– Jeg synes, jeg skylder vælgerne at være tro over for de synspunkter, de kender mig for.

Og de kender ham jo for mange ... Simon Emil Ammitzbøll- Bille fortjener en torsk – men der kommer godt nok også en stærk kandidat i morgen.