Jeg flygtede uden at fortaelle det til min kone
Rodchenkov klør sig under elefanthuen. Han er tydeligvis ukomfortabel med den varme hue og de store solbriller. Men han er midt i en større kosmetisk omlaegning af sit ansigt. En dag skal han kunne gå på gaden uden at blive genkendt.
Hvordan er det at vaere flygtet til et andet land uden din familie? Du kan ikke tage tilbage, og de kan ikke rejse ud?
– Det er et meget kompliceret spørgsmål. Jeg vil måske skrive en bog om mit personlige liv. Da jeg forlod Rusland, var jeg blevet advaret. Jeg vidste, at tiden var kommet. Selvfølgelig taenkte jeg på min familie, og jeg var bekymret for dem.
– Min kone er på samme alder som mig, 60 år. Vores børn er 34 og 28 år. De er altså ikke nyfødte. Og gud ske tak og lov så klarer de sig godt. Det er normal politik, at hvis jeg er en forraeder og amerikansk agent, så kan det berøre min familie. Det er ensomt for mig i perioder, og vi kan ikke tale sammen.
– Men igen. I hele mit liv har jeg arbejdet. I dopingkontrollen i mange år og i ti år var jeg i salgsafdelingen i Hewlett Packard, og jeg har rejst utrolig meget. I store dele af mit liv har jeg vaeret vaek hjemmefra.
Men det er stadig din familie?
– Jeg savner min familie rigtig meget. Selvfølgelig. Hvis vi sammenligner min skaebne med min tidligere kollega Nikita Kamaev, som nu har vaeret begravet i snart to et halvt år, kan jeg kun takke Gud. Min familie er o.k., og jeg er i live. Men det er et meget kompliceret spørgsmål.
Kort tid efter Rodchenkovs flugt i efteråret 2015 døde Vyacheslaw Sinew uventet. Han var manden, der havde grundlagt det russiske antidopingagentur, RUSADA. Dødsårsagen er ukendt. Knap to uger efter Sinew døde hans efterfølger Nikita Kamaev også. Her blev dødsårsagen oplyst som vaerende et hjertestop. Rodchenhov er ikke i tvivl om, at Kamaev blev draebt.
I november sidste år sagde Leonid Tyagachev, honoraer praesident i Den Russiske Olympiske Komité, til russisk radio:
– Rodchenkov skulle skydes, ligesom Stalin ville have gjort det. Da du tog et fly ud af Rusland, var det på et turistvisum?
– Det amerikanske USADA organiserer hvert år en dopingkonference i forskellige byer. Så jeg havde fået visum til USA. Jeg har altid haft visum til USA, så jeg kan købe billetter og flyve. Vidste du, at du denne gang ikke ville vende tilbage?
– Ja. Jeg fortalte det ikke til min kone. Men jeg var ved at miste mit job, og jeg frygtede for min frihed. Mine medarbejdere fortalte mig, at jeg var i fare. Min kone sagde til mig, at jeg ikke skulle vaere i naerheden af dem, fordi de led i mit naervaer. Tag dog til USA, og bliv der i tre måneder. Men jeg vidste, da jeg rejste, at det var en enkeltbillet.
Har du aldrig taenkt på, hvorfor de lod dig rejse?
– Nej, for jeg rejste altid. På det tidspunkt havde jeg vaeret i USA tre gange på kort tid. Tidligere stolede de meget på mig. Jeg var trovaerdig. Jeg rejste stort set udenlands en gang om måneden. Men da det endelig gjaldt, havde vi gjort vores forberedelser.
– Min ven Bryan Fogel sendte mig billetten dagen før. Jeg flyttede den straks over på en anden computer. Jeg fortalte mine medarbejdere, at jeg ikke ville møde på arbejde, fordi min bil var gået i stykker. Jeg havde sikkerhedsfolk, som jeg dis-informerede om, hvad jeg lavede, og jeg vidste, at min telefon blev aflyttet. Jeg fortalte aldrig noget vigtigt i telefonen.
– Min chauffør tilbragte natten i min lejlighed, og om morgenen sagde jeg til ham. Vi tager ikke på arbejde, men til lufthavnen. Og så tog jeg hans telefon fra ham.
Fortryder du noget?
– Nej. Jeg arbejder her. Jeg er stolt over at kunne arbejde med professor Richard McLaren, som har lavet de to rapporter om doping i Rusland. Vi samarbejder med WADA og IOC. Vi samarbejder med virkelig seriøse efterforskninger.
Du siger, du samarbejder med IOC og forskellige forbund. Tror du, det er et samarbejde? Lytter de til dig?
– Helt aerligt. Nu fortaeller jeg sandheden. Bolden er på jeres banehalvdel. Jeg er absolut åben. Jeg er 100 procent aerlig.
Tror du, vi kommer til at høre flere historier fra dig om de efterforskninger, du har i gang med WADA og IOC?
– Ja, der er nogle.
Du har flere ting, du gerne vil fortaelle?
– Ja. På et tidspunkt.
Det store spørgsmål er stadig. Kan vi stole på dig nu? Der har vaeret historier også i den amerikanske presse, som saetter spørgsmålstegn ved din trovaerdighed?
– Professor McLaren tror på mig. Mange mennesker har tidligere uheldigvis troet på mig. Men fra alle mine data, alt det, jeg nu har fortalt, er der ikke en eneste modsaetning eller et eneste tilfaelde, hvor jeg traekker mine ord tilbage. Min hukommelse er som en computer. Jeg huske alt. Resultater for 20-30 år siden. Traeningsøvelser for 50 år siden. Jeg husker alt.
– Hvis du siger sandheden, er det
informationer, de du giver videre hver gang. Hvis du lyver, vil