Lad nu ungerne ha’ den blå mandag Stop jer selv, curlingforaeldre! i fred
Jeg tilhører en generation af foraeldre, der har besluttet sig for, at vi vil give vores børn al den opmaerksomhed, vi selv har manglet.
Vi er en generation, hvor vores foraeldre aldrig mødte op for at se os spille en håndboldkamp. Det var måske heller ikke altid, de huskede et foraeldremøde på skolen.
Vores foraeldre har ikke selv laert at vise følelser, og derfor var det også svaert for dem at rumme vores.
MIN GENERATION ØNSKER
at give vores børn alt det, vi ikke selv fik. Vi er opmaerksomme på, at det er vigtigt for et barns selvvaerd, at barnet føler sig både ’set og hørt’. Vi ved, det er vigtigt for et menneske, at man både kan vise og give udtryk for sine følelser uden at føle sig forkert.
I bund og grund er vores formål, at vores børn ved, at de er elsket – bare fordi de eksisterer.
Men når vi mennesker forsøger at skabe forandring, er vi tilbøjelige til at overdrive. Ligesom når et barn finder ud af, at det kan sige nej og derfor siger nej, nej, nej til alt, hvad man tilbyder. Og sådan blev vi ’Generation curlingforaeldre’!
VI KOM FRA
et godt sted. Vi ville så gerne give vores børn alt det, vi selv har kaempet med i terapi. Vi kom bare til at overdrive. Tilgiv os!
Jeg laegger mig fladt ned! Jeg er selv ’curlingmor’. Mit sidste hjemmeboende knap 15-årige barn kunne vel ligeså godt bo på et firestjernet ’All inklusive’-hotel. Han behøver slet ikke bevaege sig. Der bliver lavet morgenmad, vasket tøj, redt seng, ryddet op, gjort rent, lavet frokost, hentet saftevand – i døgndrift. Serviceret i hoved og røv!
Men nu har jeg sgu fået nok af ’os’ curlingforaeldre! Min søn skal i niende klasse efter sommerferien! Slut! Nok er nok!
MIN SØN OG HANS VENNER
er lige blevet konfirmeret. Her lykkedes det så curlingforaeldrene at overtage ungernes blå mandag! Den dag, der traditionen tro er konfirmandernes egen dag, som de fejrer i selskab med deres venner.
Der blev nedsat et festudvalg i hver af de tre ottendeklasser, hvor foraeldrene planlagde hele ungernes dag. Nu var det foraeldrene, der inviterede til blå mandag. På foraeldrenes betingelser! Og foraeldrene stod naturligvis klar på stationen, så de kunne følge konfirmanderne fra A til B.
Tilbage sad tre ottendeklasser, der bare så gerne vil have hygget sig sammen i Kongens Have. Nu havde hver klasse hver sit ’foraeldre-arrangement’.
JAMEN HVAD FANDEN
bilder vi os i grunden ind at fratage vores teenagere oplevelsen af en ’rigtig’ blå mandag? Men ’uha nej, for taenk, hvis de drak en øl! Der er jo også nogle bander, der tager ud og røver vores små konfirmander, og min lille Amalie kan ikke selv tage toget ind til byen ...’
Stop jer selv! Helt aerligt!
Jeg har sluppet min teenager fri, når han forlader matriklen (jeg arbejder stadig på det med det høje serviceniveau hjemme). Selvfølgelig skal han transportere sig selv i skole! Selvfølgelig kan han selv tage toget til Vesterport Station i København! Selvfølgelig skal han have lov til at vaere teenager i fred og ro – uden min konstante kontrol, irriterende overvågning og upassende indblanding!
galt afsted? Ja! Kommer han til at dumme sig? Ja da! Men jeg stoler på min egen opdragelse!
Hvis vi elsker vores børn, må vi også turde saette dem fri på et tidspunkt, så de har en reel mulighed for at blive selvstaendige og ansvarsfulde voksne!
Den mulighed fratager vi dem, hvis vi ikke fjerner vores lange, omklamrende arme, når de er teenagere!