Første ferie gik til Faerøerne

For første gang siden ulykken har Ib vaeret ude at rejse. I august tog han med sin svigerinde til Faerøerne, hvor Ib har det meste af sin familie boende.

– Det vaerste ved det var, at tiden gik så hurtigt. Jeg skulle jo nå en masse, men pludselig var der gået en uge.

For traeningen skulle jo heller ikke glemmes trods ferie, så Ib forsøgte sig med at en tur op af kørestolen.

– Jeg vil jo gerne ud at gå. Så jeg prøvede på Faerøerne. Men der bankede jeg hovedet ned i gulvet. Jeg taenkte ikke over, at min ben er dårligt, så jeg rejste mig bare, og bum sagde det, så lå jeg der.

De små sejre taeller

Men det går ham ikke på. Det er de små sejre, der taeller. Og selv om han vaeltede, klarede han hele turen op ad trappen hjemme hos en kammerat tilbage i foråret.

– Pludselig var jeg gået op ad trappen, og jeg kom også ned igen. Jeg var stolt som en pave. Jeg gad ikke bare sidde der, så jeg brugte gelaenderet og et ben af gangen. Og så klarede jeg det.

Og det er ikke det eneste, Ib har klaret siden ulykken. I dag kan han gøre sig nogenlunde forståelig både i telefonen, og for dem han sidder overfor.

For midt på vaeggen over spisebordet haenger en seddel, hvor der med versaler står, hvad han skal huske på, når han snakker. Traekke vejret og tale langsomt. Men får han ikke sin periodiske taletraening, går hans tale maerkbart tilbage.

Ved siden af haenger der et billede af Ibs tidligere genbo, Lotte og hendes datter, Jasmin. Dem ser han stadig tit i dag.

Angst for overfaldsstedet

Der er stadig noget, som Ib ikke har overvundet. Sin angst for at gå tilbage til stedet, hvor han blev overfaldet.

Ib har prøvet at tage tilbage, men han kan ikke komme laengere end til broen ved Ejbygade. Der er noget i ham, der siger, at han skal stoppe.

– Jeg tror, det er fordi, jeg er bange for at blive overfaldet igen. Der bor selvfølgelig mange gode mennesker derude, men det er nok stadig det, der nager mig, og som kommer op i mig, når jeg er i naerheden.

– Der er ikke noget at gøre. Så jeg må bare arbejde derfra. Det skal nok lykkes, jeg ved bare ikke hvornår. Jeg skal bare tage det stille og roligt, et skridt af gangen. Det irriterer mig, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag, griner han.

Drømmen for Ib er, at han igen kan gå en tur med Lotte og hendes hund Sussi. Han håber de snart kan tage tilbage til stierne ved hans gamle hjem.