Når vi modtager dem, er de ødelagt. Alt inden i dem er revet itu
– Det er ikke acceptabelt, at I voldtager vores børn virtuelt i jeres vaerelser eller private hjem. Så laenge Danmark og andre vestlige lande fortsaetter med at købe vores piger og drenge gennem deres computere, så vil problemet her i Filippinerne kun blive større. Bild ikke jer selv ind, at I bare ser på, lyder det fra Cecilia Flores-Oebanda, som er bestyrer af hjemmet.
Hun introducerer os til den lille pige i den lyseblå kjole, der er blevet udsat for voldtaegter og overgreb, før hun overhovedet kunne tale.
– Hun var bare et år, da vi fik hende. Hendes mors bagmand kunne se penge i at bringe et spaedbarn ind i industrien, siger Cecilia FloresOebanda.
BESTYREREN ER EN LAV,
men bestemt dame med sit sorte hår klippet i en page. I ansigtet skaerer smilerynker lange furer langs et par sorte øjne. Stedets børn drages tydeligt af den lille kvinde, som de alle kalder Nanay – det filippinske ord for mor.
Hun har kaempet for børneofrene i den filippinske sexindustri siden begyndelsen af 90’erne. Men få år efter årtusindskiftet aendrede sagerne sig pludseligt.
– Vi modtog de første børn fra cybersexindustrien i 2011. Det var tre piger fra den første kendte sag i landet, og vi var dybt chokerede. Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op, fortaeller Flores Oebanda.
– Vi har arbejdet med menneskehandel, sexturisme og overgreb i 26 år, og der har vi kunnet redde børnene fra bordeller, lufthavne, havnekajer eller andre indgange til landet. Men det her var pludselig en helt ny form. Selv gerningsmanden kan jo skjule sig i den virtuelle verden.
to store bygninger ligger i udkanten af Filippinernes pulserende hovedstad, Manila. Vi må ikke kende centerets adresse og placering, for børnenes vej ud af sexindustrien betyder samtidig, at de risikerer at blive draebt af haevntørstige bagmaend. Derfor henter en medarbejder fra centeret os på en offentlig parkeringsplads ikke langt derfra. Ad snørklede veje ankommer vi til hjemmet, som ligger sikkert bag en stor mørk stålport.
Børnene er hovedvidner i politiets efterforskning. Derfor er deres sikkerhed en af de største udfordringer i en kultur, hvor foraeldre eller vaerger til børnene ofte selv er involveret i misbruget, der sikrer en vigtig indtjening i familien.
– Vi har sager, hvor foraeldrene optraeder og langsomt introducerer børnene til industrien, eller når kunden beder om et barn, så henter de deres eget. Det er en nem indtaegt for de meget fattige familier, siger Flores Oebanda.
Stedets to store beigefarvede betonbygninger er omkranset af en flere meter høj mur. Nogle steder er muren dekoreret i alle regnbuens farver i forsøget på at skjule dens formål – andre steder er det tydeligt, at den er til for at holde andre ude og beboerne inde.
– Vi bliver nødt til at have muren, fordi børnene ellers vil forsøge at flygte, lyder det fra et af stedets medarbejdere, som omhyggeligt registrerede vores navne og aerinde i centeret, før vi blev lukket ind bag murene.
– Mange af børnene ved ikke, at de er ofre for overgreb. De er enten født ind i industrien, eller også er de vokset op med, at det er normalt, at voksne rører ved dem. De er også bange for at få hjaelp, fordi det betyder, at de skal udlevere deres egen familie eller den eneste voksen, som de har haft i deres liv, siger Cecilia Flores Oebanda.
CENTER OF HOPE ER
drevet af organisationen Visayan Forum, som har taget navn efter den region i Filippinerne, hvor der er registreret flest sager om live-streamede overgreb af børn på nettet. I flere lokale medier blev regionens storby Cebu udråbt som landets hovedstad for børneporno, og stedet hvor faenomenet Rape on
sager om voldtaegter på bestilling, som indtil videre er nået til en retssal i Danmark, har de paedofile maends forklaring vaeret, at de ’jo bare kiggede på’.
Men skaden er langt større. Derfor gennemgår børnene på Center of Hope massiv terapi i årevis, før de – forhåbentlig – kan få et nogenlunde normalt liv. De fleste af børnene bliver sluppet ud i samfundet, når de bliver 18 år. På det tidspunkt er de fleste tilbage i skole. Nogle får lov at fortsaette på hjem for unge voksne, hvis pengene er til det, andre må klare sig selv.
Den lille treårige pige med rottehalerne skal vokse op bag hjemmets mure mange år endnu. Langt fra sine gerningsmaend, men også langt fra basale rettigheder som en mor og en far, en familie, og den trygge barndom, de burde have givet hende.
– Hendes mor blev selv reddet ud af sexreden. Hun har ikke set barnet siden, men hun ønsker stadig kontakt, fortaeller Cecilia Flores-Oebanda, mens hun sidder på et af stedets trappetrin i omfavnelse med den lille pige, der griner barnligt, hver gang hun får et kys.
I det øjeblik er den dystre fortid svaer at fornemme.
Vi har sager, hvor foraeldrene optraeder og langsomt introducerer børnene til industrien, eller når kunden beder om et barn, så henter de deres eget