DERFOR KRAKKE
ANALYSE: Det danske landshold manglede profiler, charme og
KRAKOW (Ekstra Bladet): Et mål. Det er U21-landsholdets EM-ambitioner inden de ferieklare drenge saetter kurs mod alverdens strande.
Et mål… bare at få lov til at score.
Det er godt nok en tragisk beskeden ambition, som en af de mest talentfulde årgange i Danmark i mands minde slutter med.
En gruppe af spillere som stod og rakte ud efter EMguld, men faldt i semifinalen i Prag for to år siden.
Draenet for selvtillid
Men to år senere og 500 kilometer laengere mod øst var det umuligt at genkende den selvbevidsthed, den ambition, der var til overmål i Prag.
Et hold draenet for selvtillid. Et hold draenet for profiler. Et hold sammensat til at vaere med, ikke til at vinde.
Det stod tordnende klart allerede i kampen mod Italien, at det ikke ville gå godt.
Og det ramlede helt sammen mod Tyskland.
Faktisk, ramlede det lang tid før.
U21-landstraener Niels Frederiksen valgte at prioritere kollektivet. De spillere, der havde sørget for kvalifikationen.
I processen blev kvaliteten af de udvalgte spillere mindre relevant.
Ihaerdige og sympatiske Frederik Holst skulle bare belønnes med pladsen i højre forsvarsside. Jakob Blåbjerg skulle da vaere det ubestridte førstevalg i venstre side.
Frederik Børsting skulle have et skulderklap.
Mon ikke der sidder nogle spillere rundt om i Europa og studser lidt… eksempelvis Viktor Fischer i Middlesbrough. Eller Pierre-Emile Højbjerg i Southampton.
Ingen ambitioner
Følelsen af resignation har haengt som en sky over U21landsholdet under hele opholdet i Polen.
På intet tidspunkt har der vaeret en spiller, der har slået sig på brystet og udtalt ambitioner om at udrette noget ved EM.
Niels Frederiksen har gjort en dyd af at nedtone forventningerne.
Der har vaeret enkelte smil undervejs, men oplevelsen har generelt vaeret som at vaere til messe for bedemaend.
Spillerne blev losset ind på det mondaene Double Tree Hotel et godt stykke uden for Krakows livlige og smukke gamle bydel.
De var begejstrede for vaerelserne, fitness og muligheder for behandling.
Men området var en udørk. Et moderne helvede i pudsede sten og grå beton placeret lige op af storcentret Plaza Galeria Krakow.
Der kunne spillerne sådan lidt frit få lov til at gå over, når det passede ind.
Bare en bådtur
Og et par dage før åbningskampen var de ude på en bådtur.
– Hotellet er fedt nok, men det er ikke fordi der er meget andet, som en af U21-spillerne bemaerkede i en uformel stund.
Det skal så holdes op mod eksempelvis de tyske Bundesliga-stjerner, der brugte nogle af de første dage i Krakow på den lange, men for tyskerne naermest obligatoriske tur til Auschwitz, og de havde flere gange frihed til at spankulere rundt i den charmerende bymidte. Helt alene, uden opvartning. Som selvstaendige individer.
Svenskerne holdt en fest med deres store fanskare, og der kan findes en fed video, hvor flere svenske spillere leder an i et kor af slagsange.
Danskerne… Tjah, da der blev inviteret til ’åben traening’ for de lokale i området omkring Hutnik Stadion dukkede, der vel 250 tilskuere op.
Masser af børn med den primaere drøm at få en autograf fra en ukendt dansk spiller.
Utålmodige børn
Varmen braendte ned. Og børnene blev utålmodige, mens Niels Frederiksen trak sine spillere gennem traeningen. Og klumpen af tilskuere var skrumpet markant, da danskerne efter endt traening endelig fik fri til at uddele autografer. Seks-årige drenge har bare ikke tålmodighed eller sans for skønheden i interval-traening og kombinations-øvelser. De vil røre en prof – og det lige nu.
Når nu Danmark gik ind til EM med en middelmådig trup uden realistiske muligheder for at komme videre, så var det bemaerkelsesvaerdigt, at de slet ikke havde noget andet at komme med.
Som Nicki Billes rapkaeftede charme, da 2011-holdet fik smilet frem i nationen, selv om resultaterne svigtede.
I den henseende stod Christian Nørgaards naermest kronisk alvorstunge mine som symbol på slutrunden 2017.
En tur til Polen, hvor det mest af alt virkede til, at vi havde sendt en flok midaldrende traenere af sted som Niels Frederiksen, Henrik Clausen og Uffe Pedersen, der havde udpeget en farveløs trup, der for nogle dage fik lov til at leve i traeningsdragter, bo på hotel og lege aegte landshold buret inde i en ørken af marmor og beton...
Det kom aldrig til at fungere, fordi spillerne selv vidste fuldt ud og hele vejen, at det bare handlede om at komme hjem igen uden alt for mange ridser.
Og nu drømmer de bare om at score et mål.
Der har vaeret enkelte smil undervejs, men oplevelsen har generelt vaeret som at vaere til messe for bedemaend En farveløs trup, der for nogle dage fik lov til at leve i traeningsdragter, bo på hotel og lege aegte landshold