DANSKERNE TABTE PÅZLATANS HJEMMEBANE
Det var kampen mellem stor og lille, mellem indkøberne og udviklerne, og det var kampen, som blev spillet i skyggen af terrorangrebet på Manchester Arena. Men Europa Leaguefinalen mellem Ajax og Manchester United var også kampen, hvor danske fodboldspille
Som altid før store, afgørende fodboldkampe er området omkring Friends Arena i Stockholm-forstaden Solna et virvar af indtryk. Om få timer skal Ajax og Manchester United spille finale i Europa League, en kamp med mange og dybe lag for to traditionsrige fodboldklubber. Det maerker man i mylderet uden for stadion.
Der er sang og bare maver. Der er hyldest til egne helte og stikpiller til modstanderne, nogle gange i samme sang, som da de engelske fans skråler en serenade til Robin van Persie med en fortid hos Ajax’ rivaler Feyenoord. Der er 7-taller og trøjer med nummer 14, måske de to mest ikoniske rygnumre i europaeisk fodbold. Der er et hastigt produceret banner med teksten ”Once a manc, always a manc. RIP.” Terrorangrebet i Manchester Arena et par dage forinden ligger i baghovedet på de fleste.
Og så er der de danske markeringer. Inde på stadion haenger Dannebrog med ”Goalberg” skrevet henover – et simpelt, letafkodeligt budskab.
For Kasper Dolberg er en af de store profiler på det Ajax-hold, der har imponeret og overrasket gennem saesonen, og som nu står i sin første europaeiske finale i 21 år. Jyden har bidraget med seks scoringer undervejs, blandt andet to i semifinalerne. Det har gjort ham til en populaer mand. 15-årige Tom, der er rejst til Solna med sin far, kendte ikke Dolberg inden saesonen, men nu har han fået ham trykt bag på sin trøje. Fordi han selv er angriber på sit ungdomshold hjemme i Holland, og fordi Dolberg på kort tid er blevet hans favorit.
”Jeg kan godt lide ham. Han overraskede mig med et par af sine mål, der var fantastiske. Man kan ikke få bolden fra ham, og han har et godt skud og god teknik,” siger Tom.
En anden Ajax-fan, 31-årige Frido, har valgt at få jaevnaldrende Lasse Schöne bag på sin trøje.
”Han er den bedste. Han fortsaetter altid, han bliver ved med at fighte. Han er fremragende. Han er meget vigtig, for han er aeldre end de andre og meget erfaren,” siger Frido.
Han glaeder sig også over Kasper Dolbergs succes, men den kommer ikke bag på ham.
”Nej da, selvfølgelig ikke. Det er Ajax – everything is gonna be okay,” siger Frido med noget af den arrogance og optimisme, der kendetegner hovedstadsklubben. ”Every little thing gonna be allright”, synger man på Amsterdam Arena, når Bob Marleys ”Three Little Birds” kommer ud af højttalerne før kampstart hjemme i AEresdivisionen. I dag synges den i Sverige.
De nyder det, amsterdammerne. De er tilbage, hvor de gerne vil vaere; på toppen af Europa. Og det samme er et par danske spillere, der får en sjaelden oplevelse. Schöne og Dolberg er de første danskere til at spille om et trofae i Europa i mere end et årti.
DE GODE TIDER
Der var engang, hvor danske spillere i de største europaeiske finaler var så godt som en årlig begivenhed.
Det begyndte i 1967, da fynboen Kai Johansen spillede finale for skotske Rangers FC i Europa Cuppen for Pokalvindere. Året forinden havde backen selv sørget for deltagelsen i turneringen, da han afgjorde pokalfinalen mod Celtic med et langskud, men han og de 10 skotske holdkammerater måtte dog give fortabt mod udenlandsk modstand. Bayern München vandt 1-0 efter forlaenget spilletid. Der skulle snart komme danske vindere.
For i 1974 havde Sepp Maier, Franz Beckenbauer, Gerd Müller, der alle havde vaeret med til at besejre Kai Johansen syv år forinden, fået en vejlensisk holdkammerat. Backen Johnny Hansen spillede samtlige 210 minutter, da Bayern efter forlaenget spilletid og
omkamp besejrede Atlético Madrid, og det blev startskuddet til knap halvandet årti, hvor danskerne var med helt fremme, ofte flere af dem på samme tid. I tysk, belgisk og hollandsk fodbold var man begejstrede for de teknisk fine og disciplinerede skandinaver, og de tre lande var blandt kontinentets staerkeste fodboldnationer med adskillige klubber, der alle kunne spille sig frem til de sidste kampe i de store turneringer. Fire danskere har for eksempel repraesenteret Borussia Mönchengladbach i de fem finaler, tyskerne nåede i halvfjerdserne.
En af dem var Allan Simonsen, den største danske Europa Cup-spiller. Faktisk en af de største overhovedet. Han har spillet og scoret i alle tre europaeiske finaler, og det sidste er han den eneste, der gjort. Han husker det som nogle af karrierens store oplevelser.
”Det er nogle meget specielle kampe. Det er en magisk aften, når man spiller finale i Europa eller Champions League. Der er en intensitet i luften. Der er rejsende tilskuere fra den klub, man kommer fra, den by man kommer fra, og de mødes et andet sted i verden. Så opstår der noget magisk,” siger Allan Simonsen til Tipsbladet.
”Alle er klar over, at det her jo er en finale mellem nogle af de bedste klubber i Europa, måske de bedste i verden. Man er klar over, at man er en del af noget stort til sådan en finale.”
I alt har han scoret fem europaeiske finalemål. Han har scoret på langskud med venstrebenet, på hovedstød og på straffespark. Han har med andre ord altid formået at levere som en big game player.
”For mit vedkommende var det ren og skaer fokusering. Jeg er rigtig god til at fokusere, når det virkelig gaelder. Jeg gjorde ikke noget saerligt for det, det har ligget i min natur. Topspillerne er nødt til at fokusere, og det gør de også, men det er noget, de er født med. Det er ikke noget, man kan laere undervejs, jo måske til en vis grad, men dybest set handler det om, at man elsker at spille fodbold, at det er det, man lever for, og at man absolut vil yde i de store kampe,” siger Simonsen.
Simonsen spillede sin sidste finale i 1982, men andre tog over. Anderlecht nåede finalen i UEFA Cuppen i både 1983 og 1984, og fire danske spillere var på banen de år. Kenneth Brylle og Morten Olsen scorede endda, men Olsen braendte dog også i straffesparkskonkurrencen mod Tottenham. Det hele toppede i 1988, da Amager havde større andel i PSV Europa Cup-sejr end Eindhoven. Tre af spillerne i den hollandske trup, Frank Arnesen, Jan Heintze og Ivan Nielsen, var fra den københavnske ø, og en fjerde, Søren Lerby, havde fået sit gennembrud i Fremad Amager. Arnesen braekkede benet umiddelbart før finalen og var ikke med, men de tre øvrige danskere spillede 120 minutter den aften i Stuttgart, og Lerby og Nielsen scorede begge i straffesparkskonkurrencen. Tipsbladet virkede naesten undskyldende for at have et stort fokus på danskerne i omtalen af kampen, men bemaerkede, at ”så laenge dansk fodbold endnu ikke har frembragt en Europa Cupfinalist, vil mange hjemlige blikke sikkert vaere koncentreret om PSV” – og så noteredes det i øvrigt, at der ville kunne komme endnu et dansk højdepunkt på Neckarstadion i Stuttgart, hvis landsholdet nogle måneder senere skulle spille EM-semifinale på samme bane. Jo, optimismen levede i dansk fodbold dengang to år efter Mexico. Der var danske storspillere over hele Europa, og Skandinavien havde inden for et årti haft både Malmö FF og IFK Göteborg i europaeiske finaler, sidstnaevnte endda to gange.
Men halvfemserne blev anderledes. Den danske talentskole uddannede faerre profiler, og Europa åbnede sig både mod øst og vest. Jerntaeppet faldt og lukkede fremragende østeuropaeiske spillere ind, og flere og flere sydamerikanere drog over Atlanterhavet. Efterhånden var det naesten kun de allerstørste danske stjerner, der fik lov til at spille europaeiske finaler, hvis der da var plads til selv dem. I 1994 sad Michael og Brian Laudrup ved siden af hinanden på tribunen, da deres klubber FC Barcelona og Milan mødtes i Champions League-finalen i Athen.
Billedet var det samme i nullerne. I 2007 vandt Christian Poulsen UEFA Cupfinalen med Sevilla, og Daniel Agger afgjorde Liverpools semifinale mod Chelsea, men så stoppede det også der. Michael Krohn-Dehli kunne have spillet Europa League-finalen sidste år, men blev slemt skadet i semifinalen og måtte nøjes med, at Sevilla-holdkammeraterne dedikerede sejren over Liverpool til ham. I 10 år har der ikke vaeret en dansk spiller i en europaeisk finale. I år er der to.
Det er ganske bemaerkelsesvaerdigt, at Lasse Schöne og Kasper Dolberg er de to første danskere til at repraesentere Ajax i en finale. Den hollandske traditionsklub har vaeret i ni, og intet udenlandsk hold har leveret så mange spillere til det danske landshold, men Dan Petersens baenkplads i UEFA Cupfinalen i 1992 er det taetteste, vi kommer på en rød-hvid spiller i Ajax’ rød-hvide dragt i en europaeisk slutkamp. Det aendrer sig med Lasse Schöne og Kasper Dolberg onsdag den 24. maj 2017.
De er vidt forskellige steder i deres karrierer. Lasse Schöne har boet halvdelen af sit liv i Holland og er efterhånden lige så hollandsk som hollaenderne. Han står i dag for rutinen på det unge Ajax-hold med sine 11 saesoner på topplan. Kasper Dolberg er i gang med sin første og taler stadig engelsk, når han bliver interviewet af hollandske medier. Men de har på hver deres position og facon vist, at de hører til, hvor de er i dag. Derfor vil Allan Simonsen heller ikke give gode råd om at spille med i en af årets største kampe.
”Ved du hvad, de er voksne nok til selv at vide, hvad de mener, der er rigtigt. Hvad der gaelder for mig, gaelder ikke nødvendigvis for dem. De må finde deres egen vej – og det gør de også.”
DOLBERG I CENTRUM PÅ ZLATANS STADION
Med 29 mål er AIK’s dygtige angriber Henok Goitom den spiller, der har scoret flest gange på Friends Arena siden indvielsen i 2012, men stadions store stjerne er topscorerlistens nummer to.
Zlatan Ibrahimovic scorede fire gange i åbningskampen mod England, heriblandt et utroligt saksesparksmål, og i sine naeste 14 landskampe på stadionet lavede han yderligere 16 mål. I sine tre et halvt år som landsholdsspiller på Friends Arena gjorde han banen til sin i sådan en grad, at det svenske fodboldforbund i november sidste år afslørede, der skal rejses en bronzestatue af angriberen foran stadionet. Den forestiller Ibrahimovic i bar overkrop vandrende på en klode og bliver 2,70 meter høj, for kunstneren Peter Linde har bygget den helt op til loftet i sit ate-
REPORTAGE Tipsbladet på Friends Arena i Solna
lier. Hovedpersonen har selv vaeret inde over: I vinter besigtigede han arbejdet og kommenterede, at hans højre storetå skulle vaere skaevere. Sidst på efteråret, fem år efter indvielsen og firemålskampen mod England, skal statuen vaere faerdig. Indvandrersønnen fra Malmøs forstaeder ophøjes og udødeliggøres i Sveriges hovedstad.
”Den kommer til at vaere der for evigt; ved siden af stadionet hvor jeg har skabt magi og historie. Hvor historiebøgerne er blevet skrevet. Faktisk burde de opkalde stadion efter mig,” mente Ibrahimovic sidste år i et interview med Aftonbladet.
Svenskeren har vundet mesterskabet i fire forskellige lande og scoret 482 mål på sin vej, men han har aldrig opnået europaeisk haeder. ”Den jävla Champions” sagde han i 2009 om sin forgaeves jagt på at vinde Champions League, men i år så det ud til, at han ville få et plaster på såret. Manchester United gik mod Europa League-finalen, der oven i købet skulle spilles på hans helt eget stadion i Stockholm, og modstanderen skulle vise sig at blive Ajax, hans første udenlandske klub. Han får bare ikke lov til at spille. I kvartfinalen mod Anderlecht ødelagde han knaeet, så han kan ikke vaere på banen – men det er stadig hans stadion. Før kampen står han laenet op af sin krykke og blaeser tyggegummibobler. De andre skadede United-spillere, Eric Bailly, Luke Shaw og Marcos Rojo, er i skarpe, grå jakkesaet. Ibrahimovic er i sorte joggingbukser og haettetrøje. Senere rykker han op i en loge, hvor han sidder ved siden af vennen Alexander Östlund, tidligere Esbjerg-spiller. Östlund har en T-shirt med et billede af den skadede superstjerne på.
Med Zlatan ude har optakten i stedet handlet om ham, der kan blive hans arvtager som Skandinaviens bedste angriber. Ajax’ reserveholdstraener Gerry Vink har udtalt, at han taenkte på Zlatan Ibrahimovic allerede, da Kasper Dolberg prøvetraenede i Ajax. Siden er sammenligningen blevet lavet igen og igen; så ofte at den nu irriterer traener danskerens traener Peter Bosz.
”Jeg hader sammenligninger mellem spillere. For jeg tror ikke, at der bliver en nu Ibrahimovic. Eller en ny Dennis Bergkamp. Kasper Dolberg er Kasper Dolberg. Han har sin egen identitet, sine egne kvaliteter og sin egen personlighed. Og alle de ting er jeg glad for ved ham. Jeg hader sammenligninger,” sagde han dagen før kampen, da en svensk journalist spurgte, om Dolberg var den nye Zlatan. Men hypen stopper ikke af den grund. ”Jeg har haft perioder i løbet af saesonen, øjeblikke hvor jeg har set Kasper, og jeg har taenkt: ”Hvor ender det her?”” har Dennis Bergkamp, i sin tid selv symbol på det graenseløse, højtflyvende talent, udtalt til telesport. nl, og i de engelske medier har danskeren vaeret Ajax’ hovedperson.
”Dolberg (...) has superstar potential,” skriver FourFourTwo.
”Ajax’ danger man: Kasper Dolberg,” vurderer Sky Sports
”ROCK THE KASP-BAH,” byder The Sun ind med.
Også Justin Kluivert har fået en del opmaerksomhed, men han har også en far, der har afgjort en Champions League-finale. Det har hverken Flemming Rasmussen eller Kirsten Dolberg. I den sammenhaeng blegner deres divisionskampe for Silkeborg-Voels håndboldhold. Kasper Dolberg omtales udelukkende på grund af sit spil på banen.
Det spil ser man bare ikke meget til i Solna. Da ofrene for terrorangrebet i Manchester er blevet haedret med først et øjebliks stilhed og dernaest klapsalver, og spillet er blevet sat i gang, er Lasse Schöne danskeren i fokus. Kampen igennem har han et utal af dueller ved jorden og i luften med den 14 centimeter højere Marouane Fellaini. Han traekker også et gult kort på belgieren undervejs, men må se sig slået i luftkrigen. Fellaini vinder flere hovedstødsdueller end hele Ajax-holdet tilsammen. Schöne kommunikerer hele tiden. Dolberg kommunikerer slet ikke. Han vandrer rundt og venter på at få bolden. Når der kommer en duel, puster han kinderne op. Det er sådan, man kan se, han er fokuseret. Men han får ikke noget ud af anstrengelserne. I kampens start kommer den tidligere Ajaxspiller Daley Blind hele tiden foran, når Dolberg står og venter på en aflevering. Der går mere end 18 minutter, inden han første gang rører bolden; en fejslagen førstegangsaflevering til Bertrand Traoré. På det tidspunkt fører Manchester United allerede 1-0.
Det er antitesen til Ajax’ hjemmeudviklede spillere, der har scoret. Verdens dyreste fodboldspiller Paul Pogba får bolden centralt foran mål og hakker til med venstrebenet. Bolden rammer Davinson Sánchez og snyder keeper Andre Onana. Det er billedet på en United-saeson, hvor spillet har vaeret tvivlsomt, men hvor holdet har vundet Liga Cuppen, slog klubrekorden for flest kampe i traek uden nederlag og er på vej mod Europa League-titlen. På papiret er det overbevisende, men virkeligheden er mere nuanceret.
Kasper Dolberg begynder i anden halvleg at blive mere opmaerksom i duellerne og får sig bedre skilt af med bolden. En enkelt gang bliver han retvendt og får hurtigt sendt bolden ud i højresiden. Men han taber også duellen med Chris Smalling, inden Henrik Mkhtarijan sakser bolden i mål til 2-0. Han har det svaert i en kamp, hvor holdkammeraterne sjaeldent finder ham, og hvor Smalling hele tiden er højest en halv meter fra ham, men Dolberg gør det heller ikke nemmere for sig selv ved ikke at finde huller. Efter 62 minutter klapper han haender med Antonio Valencia og lader sig skifte ud. Otte minutter senere går Lasse Schöne samme vej. Det blev aldrig danskernes kamp.
Manchester United er i fuld kontrol resten af opgøret og spiller taktisk fremragende. Det bliver småt, når Ajax kombinerer, og det har de fysisk staerke englaendere ikke svaert ved at lukke ned for. Desuden har United ikke noget imod at stå dybt, hvilket forhindrer Ajax-spillerne i at udnytte den megen fart, de har i benene. Verdens dyreste fodboldtrup lader Ajax have bolden og koncentrerer sig mest om at stå godt, presse hårdt på egen banehalvdel og sparke lange bolde frem mod gazellen Marcus Rashford, indimellem med Fellainis bryst eller hoved som mellemstation. Når muligheden er der, traekker englaenderne tiden. Cruyffisterne graemmer sig. Mourinhos disciple peger på resultattavlen. Der står 2-0, da dommeren fløjter af efter 94 minutter.
CRUYFFS EKKO
Der går lang tid, inden Zlatan Ibrahimovic løfter det store sølvtrofae. Han er humpet ind på banen sammen med de andre skadede spillere, men anfører Wayne Rooney er første mand med pokalen, og svenskeren har ikke travlt. Han får taget et billede med banneret ”Zlatan stay and you can shag my wife”, men 23.00 tager han endelig fat i trofaeet og straekker det mod aftenhimlen. En svensk enklave på et af de øvre tribuneafsnit bryder ud i jubel.
José Mourinho kalder det en tragedie, at hans stjerneangriber ikke fik lov til at spille finalen ”in his hometown” og mod den klub, hvor han startede sin udlandskarriere. Men det sluttede lykkeligt.
”Jeg er så glad for, at han endelig får et europaeisk trofae i sin fantastiske karriere,” siger manageren.
Han er sit vanlige, selvsikre jeg ovenpå en triumf. Nede i mixed zone er stemningen mere mat, da de hollandske spillere taler med pressen. Matthijs de Ligt er en undtagelse.
Den kommer til at vaere der for evigt; ved siden af stadionet hvor jeg har skabt magi og historie. Hvor historiebøgerne er blevet skrevet. Faktisk burde de opkalde stadion efter mig” Ibrahimovic sidste år i et interview med Aftonbladet
Den 17-årige forsvarer, den yngste spiller nogensinde i en europaeisk finale, bruger mere end en halv time på at snakke med journalisterne. Han står med sølvmedaljen om halsen og et smil om laeben, mens han vipper på sine tykke laegmuskler. Der er grund til at smile. Han spillede fremragende, og for ham er kampen bare starten på en sandsynligvis stor karriere. Det samme er tilfaeldet for Kasper Dolberg, der taler om en langsom bane og om et Ajax-spil, der aldrig kom i gang. Men han svarer også ja til, om det har vaeret en fantastisk saeson alt i alt.
For Lasse Schöne er det anderledes. Han fylder 31 tre dage efter finalen, og det er ikke sikkert, der venter lige så store opgør i resten af hans tid som spiller. Han er skuffet og viser det, da han bliver spurgt, om Ajax kan bruge turneringen og andenpladsen til noget.
”Sådan føles det ikke lige nu. Men jo, selvfølgelig kan vi det. Havde nogen sagt, at vi kunne nå finalen, havde vi sagt, de var sindssyge. Vi har haft et fantastisk år. Vi skal bruge et par dage på at komme ovenpå. Det gør ondt lige nu, men om et par dage kan vi se tilbage og vaere utroligt stolte. Vi er et ungt hold, der er nået så langt, og vi har gjort det på vores egen måde,” siger Schöne, der til gengaeld ikke er imponeret af Manchester Uniteds spil.
”Det er den måde, de spiller fodbold, og det har de gjort hele året. God organisation i forsvaret, spille den langt Fellaini og så håbe på det bedste. Men de kreerede stort set ingen chancer – det gjorde vi heller ikke. Det spil, vi spillede i semi- og kvartfinalen, kom vi ikke rigtigt ind i. Vi kan spille meget bedre. Jeg tror, det er den første Europa League-kamp, vi ikke scorede i. Det var aergerligt, det skulle vaere i finalen,” siger Lasse Schöne, der som et ekko af Johan Cruyff hellere ville have set en anden fodboldstil vinde turneringen.
”Ja. Jeg kan godt lide spillet fodbold, jeg kan godt lide at spille fodbold, og det gør de absolut ikke. Men jeg tager hatten af for den måde, de gør det på. De spiller helt anderledes end os, og de står med pokalen. Tillykke til Manchester United, de har gjort det godt på deres måde, men jeg så hellere, at et hold, der spiller god fodbold, havde vundet.”
Det, som Lasse Schöne havde kaldt karrierens største kamp, er forbi. Som den første dansker i 10 år har deltaget i en europaeisk finale. Det betyder ikke noget en time efter slutfløjt – men det betyder måske noget senere.
”Når man går derinde, taenker man ikke rigtigt så meget på, at det er en finale. Så prøver man at vinde kampen. Men alt før og efter viser det – man kan se den lange raekke af journalister, der står. Så ved man godt, det er noget specielt, man har vaeret inde til. Men i løbet af kampen vil man bare gerne vinde.”
”Der er det svaert at finde lyspunktet, men om et par dage kan vi se tilbage og stadig vaere sur over at tabe, men også vaere stolt over at have vaeret med,” siger Lasse Schöne.
Dernaest forlader danskeren Friends Arena og Europa League-finale. Ingen ved, hvornår der kommer en igen.