EN UGES PUNKTNEDSLAG

Efter at have tilbragt en uges tid under sydligere himmelstrøg er det en fornøjelse at komme hjem og opdage, at emnerne stadig byder sig til. Til gengaeld vil jeg ikke påstå, at jeg på langdistancen har forsøgt at holde det store forkromede overblik, så det bliver sådan lidt ’grab and run’ i denne uge. Episoder, som jeg tilfaeldigt er faldet over eller er blevet gjort opmaerksom på , og som ikke nødvendigvis har den store indbyrdes sammenhaeng.

Det at vaere uden TV - eller rettere kun yderst sporadisk at se på et hotel-TV og da primaert for at checke de storpolitiske overskrifter og vejrudsigten, ikke nødvendigvis i den raekkefølge, rummede den fordel, at jeg slap for at følge detaljeret med i vores herrehåndboldlandsholds déroute ved VM i Frankrig. Til gengaeld kunne jeg på overskriftsniveau følge med i balladen om, hvorvidt René Toft Hansens albueskinne nu var lovlig eller ej. Set udefra forekommer det temmelig grotesk, at man overlader det til modstanderne - aktuelle som potentielle - at afgøre, om et stykke udstyr er farligt eller ej. Nu kommer regler jo sjaeldent af sig selv, så nogen må have vaeret med til at vedtage dem engang - men det virker unaegtelig som en avanceret grad af ansvarsforflygtigelse. Går vi til fodbolden, er reglerne krystalklare: det er den enkelte dommer i den enkelte kamp, der afgør, om udstyr er farligt eller ej, og dermed om det må anvendes.

Intet i denne verden er perfekt, og det er denne regel heller ikke. Det kan sagtens vaere en kilde til frustration, at noget udstyr bliver godkendt til anvendelse i en kamp den ene weekend, og så vil dommeren den efterfølgende weekend ikke godkende det, men i virkeligheden er vurderingerne nu meget sjaeldent voldsomt forskellige. Det kan også anvendes i det finere psykologiske spil før en kamp. Jeg har flere gange i udlandet oplevet, at en spiller paent før kampen, ledsaget af en af sine ledere, er kommet til dommerens omklaedningsrum for at checke, om noget udstyr er OK. Typisk handler det om bandager af den ene eller anden art. Og allerhøjest ti meter derfra uden for omklaedningsrummet lurer så en leder fra det modsatte hold for at kunne argumentere den anden vej, hvis dommeren godkender bandagen. Ikke at det nogensinde har aendret en dommers opfattelse - men så er stemningen ligesom lagt, før vi skal i gang.

Det, at det er den til enhver tid aktuelle dommer, der afgør, betyder også, at vi herhjemme principielt ikke ovenfra godkender udstyr til anvendelse. Der har ellers gennem årene vaeret masser af håbefulde sportsfabrikanter, som har indsendt skrueknopper, bandager og sågar ved en enkelt lejlighed et fodboldmål for at få en carte blanche-godkendelse, sikkert så man i markedsføringsmaterialet kunne skrive, at produktet var autoriseret til brug. Men det går altså ikke - af flere årsager. Dels kan man ikke fratage dommeren den ret, som fodboldloven giver ham til at afgøre, om en rekvisit er farlig eller ej. Og mere jordnaert kan selv det mest perfekte udstyr jo blive slidt, så det pludselig f.eks. har en skarp kant, der gør det farligt; det kan blive fejlmonteret osv osv. Og så ville det virkelig vaere en laekkerbisken for enhver advokat, hvis produktet var betingelsesløst godkendt på forhånd, og noget gik galt. Samme overvejelser er sikkert grunden til, at dommeren, som er unionens repraesentant og den højeste myndighed på stedet, har vetoretten. For godt nok står der faktisk i fodboldlovens § 5, at en dommer ikke kan gøres ansvarlig for nogen som helst person- eller tingskade i forbindelse med en kamp (og i øvrigt heller ikke for det tab, som en klub eller vaeddemålsspillende person måtte lide på grund af f.eks. et pivende offside-mål). Men én ting er, hvad der står i fodboldloven - noget andet er, hvad et lands øvrige love, regler og forordninger måtte mene. Den sag har vi endnu til gode at se, og jeg håber heller aldrig, at den kommer. Men hvorfor tage chancen ? Så er dommeren i tvivl om et stykke udstyrs farlighed, vil han ikke tillade det - og siger han god for det, kan modstanderne hyle og skrige, så meget de vil.

Vender vi os mod det, der sker på selve banen, optrådte der i Ligue 1-kampen mellem Nantes og PSG én af de situationer, som man normalt kun stiller op på tegnebraettet. Ved stillingen 1-0 til PSG modtager Marco Verratti en flad aflevering på kanten af sit eget straffesparksfelt, og der er ikke en Nantes-spiller i miles omkreds. Han taemmer bolden, ser sig omkring og laegger sig derefter ned på alle fire og dirigerer med hovedet bolden ind til sin egen målmand, der tager bolden med haenderne. I første omgang er der ingen reaktion fra dommeren, men efter nogle få sekunder fløjtes der: indirekte frispark, advarsel til Verratti - og et vist mål af panik efterfølgende. Hvad er problemet ? Tja, vi har jo det, som vi i mangel af bedre kalder for ’tilbagespilsreglen’. Hvis en spiller forsaetligt sparker bolden til sin egen målmand, og denne tager bolden med haenderne, skal der dømmes indirekte frispark. At sparke er noget, som man i fodboldlovens forstand gør med fødderne, så en aflevering med knae, skinneben, bryst, hoved eller andet, vil ikke vaere et problem. Det er da også det, som Verratti efter at have set sit gule kort fortvivlet prøver at forklare - at han gjorde det med hovedet. Men der er lige den ekstra krølle, at hvis en spiller indlader sig på en åbenlyst unaturlig spillemåde med det formål at omgå tilbagespilsreglen, anses det for usportslig opførsel og skal straffes med advarsel (og indirekte frispark). I øvrigt uanset om målmanden rører bolden med haenderne eller ej, for forseelsen begås jo af markspilleren, og frisparket blev da også taget dér, hvor Verratti lavede sit stunt. Da reglen i sin tid blev indført i 1994, var denne lille krølle ikke med - og på allerførste spilledag lavede en spiller i 2. Bundesliga samme nummer. Så kom tillaegsbestemmelsen. Fodbold skal ikke blive til en cirkusforestilling - selv om Verratti uden tvivl syntes, at han var maegtig smart. Til gengaeld fik vi andre et herligt klip til at understrege, at selv de yderste krinkelkroge af loven kommer forbi i det virkelige liv på et eller andet tidspunkt.

Endelig kampen mellem Arsenal og Burnley i Premier League, som bestemt ikke var for svage sjaele. For én gangs skyld gik Arsene Wenger ikke bare lige til graensen i sin ageren på baenken, men også over den, da han puffede til fjerdedommeren i frustration over et dømt straffespark i overtiden. Straffesparket var i øvrigt godt nok, uden tvivl svaert at se udefra - men jeg kan godt se, at nu kommer jeg snart til at tage fat på ét af punkterne på ønskesedlen: hvor går graenserne for en traener ? Lovmaessigt meget mere spaendende var situationen, der førte til et Arsenal-straffespark og sejrsmål godt seks minutter inde i overtiden. En høj bold slås over i fjerneste del af straffesparksfeltet, hvor Koscielny bevaeger sig mod bolden. Burnleys Mee forsøger med et meget langt og meget højt ben at sparke bolden vaek, men hans fod lander i hovedet på Koscielny. Nogle vil kalde det for ’farligt spil med kontakt’ - teknisk hedder det nu med én af årets nye termer ’bremser en modspiller med fysisk kontakt’. Men i hvert fald straffespark (og nu var det så Burnleys traeners tur til at gå på fjerdedommeren). Det rigtig interessante er imidlertid, hvad der først bliver klart i gentagelserne, at Koscielny er i marginal offside-position, da bolden spilles. Og hvad så nu - det er jo ikke i sig selv strafbart at vaere i en offside-position, og foden får kontakt med Koscielny nogenlunde samtidig med, at Koscielny får kontakt med bolden. Men allerede da Koscielny begynder at bevaege sig mod bolden og er den eneste Arsenalspiller, som har en mulighed for at nå frem til den, bliver han strafbar offside. Har man to forseelser, og den ene kommer før den anden, skal den første straffes, uanset grovheden af de to. Så offsiden vinder - og der burde i min optik vaere dømt offside og ikke straffespark.

Endnu et herligt eksempel til teoribogen. Nogle gange er det faktisk ikke så trist at vaere instruktør…