Drengen der aldrig blev Real Madrid-stjerne
Søndag aften møder Real Sociedad La Ligas tophold Real Madrid på udebane, og med for gaesterne er den offensive midtbanespiller Sergio Canales. Men det var ikke meningen, at han som 25-årig skulle besøge Estádio Santiago Bernabéu som gaest og da slet ikke
Sergio Canales startede selv angrebet. I et presset område med mange med- og modspillere helt ude ved sidelinjen skabte han plads med en fiks aflevering bag om støttebenet. Og straks satte han i bevaegelse mod modstanderens mål, men stadig med fokus på den spilopbygning, hans holdkammerater nu videreførte. Canales brød gennem forsvarskaeden, og i samme øjeblik sendte Pedro Munitis bolden i hans retning, så Canales nu var helt alene. Og mens han strøg mod mål, med bølgende hår, et ungdommeligt look og genstand for alles blik i den karakteristiske sorte og grønne Racing Santander-dragt, kom han til at taenke på Steven Pienaar.
Små tre timer tidligere havde Canales ligget på et hotelvaerelse i Sevilla og set ArsenalEverton på tv. Med 10 minutter igen af den kamp var Steven Pienaar blevet spillet fri af Tim Cahill, og fra midterlinjen på Emirates havde sydafrikaneren frit løb mod mål. Han nåede helt op til kanten af feltet, og da så Manuel Almunia gjorde et udfald og satte sig ned, chippede sydafrikaneren bolden over ham og scorede. Det mål sad i baghovedet på Canales, da han samme aften selv havde bolden i samme situation. Forskellen var bare, at den målmand, der stod foran ham, ikke satte sig ned, så Racing-spilleren måtte have endnu mere højde på sin afslutning, men med vristen fik han det perfekte touch på bolden, så den dalede ned og ramte det bagerste net lige over jordens overflade. Et nyt talent havde åbenbaret sig i La Liga.
Det var den 9. januar 2010, stedet var Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla, og Sergio Canales var endnu en måned fra sin 19 års fødselsdag. Det var midt i en periode, hvor spansk fodbolds dominans syntes uden ende. Landsholdet havde på overbevisende facon vundet EM halvandet år forinden og var favoritter til VM-slutrunden i Sydafrika, og FC Barcelona var forsvarende Treble-vindere. Talentudviklingen var et forbillede for hele verden og virkede til at sprøjte en endeløs strøm af teknisk begavede supertalenter ud. Sergio Canales passede perfekt ind i det billede. La Liga-kampen i Sevilla var bare hans tredje fra start, men med lobbet over Andrés Palop viste han teknik, spilintelligens og opportunisme i store maengder, og han fulgte endda op med endnu et mål i Racings 2-1-sejr. Han fik igen en friløber og driblede sig udenom Palop, men i stedet for at sparke til bolden med det samme, stoppede han op og lod en tilbagestormende Sevilla-forsvarer snuble forbi. Så sparkede han igen bolden i nettet.
En ny stjerne var født, troede man, men han nåede aldrig igen højderne fra Ramón Sánchez Pizjuán. Aldrig siden har han aldrig gentaget bedriften og scoret to gange i samme kamp, og de seks scoringer, han lavede i sin debutsaeson, har han heller ikke overgået. Hvad gik der galt for stortalentet?
CRUYFFS GODE RÅD
De spanske medier gik amok efter gennembruddet mod Sevilla. Marca sammenlignede hans mål med Diego Maradonas. ”Spansk fodbolds nye Guti er dukket op som en aegte storm,” skrev klummeskribenten Quique Setién i El Mundo. Og den aegte Guti forholdt sig også til ham:
”Det eneste, han skal gå op i, er at fortsaette med at spille fodbold og modne, og så vil han, hvis han fortsaetter på dette niveau, vaere ønsket af alle de vigtige hold,” sagde Guti på en pressekonference.
Det var sådan set allerede sket, for som det altid er tilfaeldet med talentfulde spaniere, lurede giganterne. De catalanske aviser kunne berette, at Barcelona havde fulgt Racing-talentet, siden han var dreng, men Real Madrid kørte kapløbet fra spids. Canales var nemlig Real Madrid-fan, forlød bulletinerne, og madrilenerne ville have ham.
Men en af spansk fodbolds mest betydningsfulde stemmer rådede ham til at blive, hvor han var. I sin klumme i El Periódico skrev Johan Cruyff:
”Mit råd er altid det samme: Bliv altid indtil de 21 år. Og hvis det kan blive 23; endnu bedre. Forlaenger man udviklingen derhjemme, spiller man altid, og derefter vil man have flere muligheder for at spille andre steder, hvor konkurencen er større.”
”Som 18-årig skal man stadig laere meget, både som fodboldspiller og som menneske, så hvis man ankommer til en af de store klubber for tidligt, er ens bagage så lille, at de omkring en med større erfaring kører en så langt agterud, at man risikerer at knaekke. Der er undtagelser, ja, men det er og bliver undtagelser,” skrev Johan Cruyff.
Sergio Canales lyttede ikke til Cruyff. Godt en måned efter Sevilla-kampen skrev han under på en aftale med Real Madrid gaeldende fra sommeren 2010.
”Beslutningen var ene og alene Sergios, og han mener, at Reals udspil var det bedste ud fra et sportsligt synspunkt,” udtalte hans far.
Men det var det ikke, for Real Madrid var en svaer klub at komme til som teenagetalent. Godt nok forlod Rafael van der Vaart og Guti klubben den sommer, Canales ankom, men Kaká var der stadig, og traditionen tro forelskede Real Madrids sportslige ledelse sig i en stor profil fra VM-slutrunden og hentede Mesut Özil til praecis den offensive midtbaneplads, den unge spanier kunne have ønsket sig. På kanterne var der ikke heller ikke meget spilletid at finde; der hed konkurrenterne blandt andet Ángel di María og Cristiano Ronaldo. Sergio Canales spillede ti ligakampe for Real Madrid den saeson, heraf tre fra start, og kun i pokalturneringen fik han lov til at spille 90 minutter.
Og så dalede hans stjerne. I 2010 udtalte Vicente del Bosque, at Sergio Canales var et emne til VM i Sydafrika, en turnering som Spanien som bekendt endte med at vinde; året efter kom han end ikke med til U/21-EM i Jylland, et andet mesterskab der sluttede med spansk triumf. Canales havde ellers gjort sit for at hjaelpe holdet dertil med to scoringer i de to sidste gruppekampe i kvalifikationen, der sikrede spanierne playoff-kampe om deltagelse.
SKADERNE
Sergio Canales måtte videre fra Real Madrid allerede efter én saeson, hvilket i sig selv ikke behøvede vaere nogen katastrofe. Flere spillere er blevet profiler, selv om de i karrierens unge år ikke slog til i Real Madrid eller Barcelona.
”Da jeg skrev under med Madrid, gjorde jeg det klart, at jeg gerne ville blive i Racing. Men det skete ikke, og det var et svaert år. Jeg fortryder ikke, jeg var der. Jeg havde det også sjovt, og jeg laerte meget. Jeg modnedes takket vaere mine medspilleres kvalitet,” sagde Sergio Canales nogle år senere til El Mundo Deportivo.
Han ville gerne have vaeret lejet ud til Racing i sin første saeson, men i stedet endte han med to-årig lejeaftale hos Valencia året efter. Det begyndte fint, blandt andet med det enlige mål i en 1-0-sejr over Granada, men midt på efteråret fik han en korsbåndsskade i højre knae og var ude i fem en halv måned. Og da han så vendte tilbage, gik der bare fem kampe, inden skaden brød op igen. Det kostede yderligere ni måneder uden fodbold.
Under den anden skadespause havde Valencia købt ham fri af Real Madrid, men tiden efter hans comeback var ujaevn. Blandt andet fik han endnu en skade, der betød, at han måtte forlade traeningslejren forud for U/21-EM i 2013. Spanien vandt igen, og anfører Thiago Alcantara løftede trofaeet iført Canales’ trøje. Men det blev ikke til noget gennembrud i Valencia, der i januar 2014 solgte ham videre til Real Sociedad, fordi den davaerende traener Juan Antonio Pizzi ville ikke satse på ham. Det var ellers midt i den mest stabile periode i Sergio Canales karriere. I 2013-14 spillede han 35 ligakampe for Valencia og Sociedad, året efter 36 for sidstnaevnte. Men så gik det galt. Igen.
Det var den naestsidste dag i 2015, og Sergio Canales besøgte med Real Sociedad sin gamle
hjemmebane Estádio Santiago Bernabéu. Efter en halv times spil løb han baglaens for at gå op i en hovedstødsduel, men han ramte aldrig bolden, og han faldt akavet ned og fik benene viklet sammen med Toni Kroos’. En duel som adskillige andre i løbet af en kamp, og Kroos rejste sig da også bare op og spillede videre, men Canales blev liggende. Et korsbånd var endnu engang røget, denne gang i venstre knae. Og endnu ni måneders pause.
Under det seneste skadesforløb førte Sergio Canales en blog på Marcas hjemmeside. Han skrev om den musik, han hørte på Spotify, og om sin passion for NBA, men først og fremmest handlede den om genoptraeningen; om kampen for at vende tilbage.
”Det er ikke nemt at få en langtidsskade, der holder en ude af spillet i en lang periode, men sandheden er, at jeg denne gang har konfronteret det som en udfordring. Jeg ved, at jeg vender tilbage med større styrke. Jeg har ikke laengere den frygt, som jeg havde ved de tidligere skader, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente. Nu ved jeg, hvad der venter,” skrev Canales.
Efter sit comeback spiller han naesten hver gang, men det er oftest som indskifter på et succesfuldt Real Sociedad- mandskab, der ligger á point med Atlético Madrid i kampen om den Champions League-givende fjerdeplads. I ligaen er han kun startet inde to gange, senest dog i weekendens 1-0-sejr over Celta Vigo, hvor han lagde op til Juanmis sejrsmål og markerede sig med fint, chanceskabende spil. Det kan give ham endnu en kamp fra start, når han og Real Sociedad søndag aften besøger Estádio Santiago Bernabéu, stadionet hvor Sergio Canales’ karriere ad flere omgange er kommet på afveje. Nu håber han, det er sket for sidste gang. Da Marca før nytår spurgte ham, hvad han ønskede sig for 2017, svarede han:
”Et godt helbred og ingen skader. Så kommer resten.”