Til pridefest i Sameland
Markering: At være homoseksuel i den traditionelle og gamle samekultur har ikke været nemt. En ung mand fra Karasjok i Norge besluttede sig for at gøre noget ved det.
LARS DAREBERG (TEKST OG FOTO) KARASJOK lokken er langt over midnat, og det er fortsat lyst, som var det dag. Vi er i samernes land, Sapmi i Karasjok, i det nordlige Norge. Her er 80 pct. af befolkningen samer, og en af dem er Leme Ânde Stueng. Han er homoseksuel. At vokse op i det samiske samfund i en lille by og erklære sig som homoseksuel er hårdt. »Det var et helvede,« siger han. Sammen med andre ligesindede har Lemet Ânde Stueng bestemt sig for at arrangere den første pridefest i byen nogensinde.
»Da jeg var omkring 15 år og begyndte kampen for vores rettigheder, mødte jeg stor modstand, men det bliver nemmere og nemmere for hvert år. Dengang blev jeg mobbet og udstødt. I dag går vi sammen i prideoptoget,« siger han.
KFølelsen af revanche
Allerede den første nat glider den samiske artist Maxida Märak gennem publikumha- vet med blomster i håret og synger en ”jojk” – en traditionel samisk form for sang – iblandet hiphop.
Foran scenen jubler publikum, midt i det hele nyder Lemet Ände Stueng sceneriet.
Han er sammen med de andre glad. Det er en følelse af revanche, en duft af sejr i luften, som begynder at blive varm og fugtig i det lille hus, som denne weekend kaldes ”Pride House”.
Alle vinduer er tildækket med sorte skraldesække for at holde midnatssolen ude. Maxida Märak ”jojker” på scenen, og det er, som om den lyse nat aldrig vil ende.
Nogle timer inden, pride-paraden skal gå igennem Karasjok, er forberedelserne i fuld gang. To kvinder hjælper til med sminke og tøj.
»Vi er de første, som arrangerer det her, og jeg tror, at det er vigtigt for fremtiden,« siger Ana-Maria Fjällgren, en af deltagerne og svensk same.
Hun sidder i en kåte, den traditionelle samiske hytte, og taler om, hvordan tingenes tilstand har været i den samiske verden.
»Det her sammenhold har man ikke set tidligere. I det samiske samfund har der ikke været en sådan åben arena, i det samiske samfund taler man ikke om homoseksuali- Lemet Ände Steung homoseksuel og arrangør fra Karasjok tet. Derfor er det vigtigt at holde sammen,« siger hun.
På gulvet er nogle i gang med at lave farverige flag, andre får hjælp til at blive sminket. Midt i det hele drøner Lemet Ände Steung rundt. Det mærkes, at han er rigtig forventningsfuld. På grænsen til det nervøse. Alt skal gå godt.
»At blive accepteret som homoseksuel og same har været en kamp for mig i ti år. Man er nødt til at være modig og sikker i sin sag. Man må ikke give op, selv når det hele virker mest tungt,« siger han.
Lige før de er klar til at tage til rådhuset, hvorfra paraden skal udgå, ankommer en ambulance. Forvirringen er stor, og uroen breder sig. Lemet Ânde Stueng har sjusket Der har forsamlet sig op mod hundrede deltagere, som vil markere deres standpunkter eller blot viser deres opbakning til paraden. Tobias Poggats, talsmand i Sapmi Pride, holder en velkomsttale. De fleste undrer sig over, hvor Lemet Ânde Stueng er blevet af. Tobias Poggat undrer sig også, han er bekymret, men samtidig forventningsfuld og glad, fordi der er kommet så mange.
»Det er jo en manifestation af accept og en mulighed for at udbrede kendskabet til, at der findes en gruppe som os,« siger han.
Lige før prideparaden går i gang, ankommer Lemet Ânde Stueng, nogenlunde frisk igen, og han griner højt. Hele paraden hilser ham velkommen med klapsalver og kram.
»Det er stort og ubeskriveligt at gå gennem min hjemmebygd og vide, at folk støtter vores sag. Det er en følelse, der går gennem hele kroppen og får mig nærmest til at ryste af glæde,« forklarer han.
Da paraden når frem til ”Pride House” er